Et nyt rum til Christian Friedländer

Scenografer er afgørende for vores teateroplevelser. Alligevel er de ikke ret kendte. I dag fylder en af landets bedste, Christian Friedländer, 40 år

De seneste år har Christian Friedländer koncentreret sit virke om Det Kongelige Teaters scene i Turbinehallerne, hvor han er kunstnerisk  leder sammen med Tue Biering (tv) --  Polfoto
De seneste år har Christian Friedländer koncentreret sit virke om Det Kongelige Teaters scene i Turbinehallerne, hvor han er kunstnerisk leder sammen med Tue Biering (tv) -- Polfoto.

Det er snart syv år siden, men billedet står stadig helt skarpt på min nethinde. Hen over scenen på Østre Gasværk Teater løb skuespilleren Troels Lyby med et stykke kæmpemæssigt, næsten gennemsigtigt let, rødt stof, og pludselig var det, som om hele det enorme rum lyste rødt.

Helt minimalistisk tænkt i et rum, der er så imposant at lave teater i, at det næsten er umuligt. Christian Friedländer formåede at tage kampen op med Nyrops kæmpe gasbeholder i Lars Kaalunds udgave af Shakespeares "Othello", og med næsten udelukkende luftigt stof i kolossale mængder, som gjorde forestillingen sanselig i en grad, man ikke skulle tro mulig på dét sted.

Og eksemplet er bare ét af mange, når det gælder scenograf Christian Friedländer og hans evne til at tænke sammen med rummet. Ofte de mest umulige rum. Som når han har spillet op mod det største: Først og betagende smukt i Kasper Bech Holtens iscenesættelse af "Ivanhoe" i Ulvedalene i 2003, hvor han lavede et kæmpe strategospil med nedklappelige borge og enhver drengerøvs drøm om riddere og røvere, skønjomfruer og drabelige sværdslag. Det var så enkelt og betagende, at da månen kom op over borgen, brusede følelserne over hos de 3000 tilskuere, og vi var fortabt. Sidste år gentog han øvelsen samme sted med "Thor".

De seneste år har Christian Friedländer koncentreret sit virke om Det Kongelige Teaters scene i Turbinehallerne, Københavns Kommunes nedlagte elværk, som altid har været fast arbejdsbastion. Sammen med instruktør Tue Biering har Friedländer efter udenlandsk forbillede gjort stedet til et af de hippe i København med natklub, foredrag og forestillinger.

Samtidig har Christian Friedländer lavet en lang række scenografier på stedet med et fælles udgangspunkt i det helt rå rum, som med ganske få virkningsfulde midler åbner sig, river sig løs og fører os ind i helt andre verdener. Som da han lod hele Katrine Wiedemanns fremragende iscenesættelse af Brechts "Den kaukasiske kridtcirkel" udspille sig på lange rækker af løbebånd. Hvor handlinger kunne foregå parallelt på hver sit bånd, eller hvor spillerne sammen med båndene kunne forvandle sig til en truende, livsfarlig flod. Aldrig set før og elegant virkningsfuldt.

Scenografer betyder vanvittig meget i en teaterforestilling. Alligevel er de stadig ikke kendt i den store offentlighed. Men deres blik på forestillingen, deres rammer omkring teksten og skuespillerne er afgørende for vores oplevelse. Christian Friedländers scenografier rummer en meget personlig blanding af tidsånd og tidløshed. De er direkte smukke med sine små, næsten minimalistiske virkemidler og en enorm styrkelse af instruktørens tolkning.

Friedländer har arbejdet tæt sammen med visse instruktører i sin karriere, der startede med en afgangseksamen fra Dansk Designskole i 1995. Især er hans samarbejde med Katrine Wiedemann berømmet – endnu et eksempel kan ses fra den 10. marts med "Kirsebærhaven" på Det Kongelige Teater. Ligesom han også har arbejdet smukt sammen med den norske instruktør Alexander Mørk-Eidam på for eksempel "Onkel Vanja" på Det Kongelige Teater, og det bliver også deres samarbejde om "Hamlet", der skal åbne det nye skuespilhus i februar 2008.

kultur@kristeligt-dagblad.dk