FN-pris til den danske lama Ole Nydahl

Buddhisten lama Ole Nydahl har modtaget en FN-pris i fint selskab med med pave Frans og dronning Sofia af Spanien

Lama Ole Nydahl har modtaget FN-prisen blandt andet for sit og sin nu afdøde hustrus bidrag til ytringsfrihed, åndsfrihed, trosfrihed og for deres søgen efter fred.
Lama Ole Nydahl har modtaget FN-prisen blandt andet for sit og sin nu afdøde hustrus bidrag til ytringsfrihed, åndsfrihed, trosfrihed og for deres søgen efter fred. . Foto: Ole Amden.

Det er FN-organisationen Unescos afdeling for tværkulturel og tværreligiøs dialog, der har tildelt blandt andre den danske lama Ole Nydahl Prisen for dialog, sameksistens og fred. Prisen er udtryk for anerkendelse af den nu 74-årige lama Ole Nydahl og hans afdøde hustru, Hanna Nydahls, utrættelige arbejde med videreførelse af den tusind år gamle, tibetanske Karma Kadjy-linjes buddhistiske lære i Vesten - et arbejde, der har varet ved i mere end 40 år. Prisen blev uddelt i lørdags i Palacio de Ferias i den spanske by Málaga.

Lama Ole Nydahl er født i København, hvor han også voksede op. Han studerede filosofi, engelsk og tysk på universitetet i København og i USA samt i Tübingen og München.

På bryllupsrejse i Nepal i 1968 stiftede Hanna og Ole Nydahl første gang bekendtskab med buddhismen, og året efter mødte de den 16. Karmapa, Rangjung Rigpe Dorje, og de blev hans første vestlige studerende. Senere, i 1972, fik de af Dorje til opgave at bringe den buddhistiske lære til Vesten i form af undervisning og grundlæggelse af buddhistiske centre. Det første center i Danmark blev grundlagt samme år.

Siden 1973 har Ole Nydahl og hans hustru organiseret ture og foredrag for de højeste tibetanske lærere i Europa og senere i Nord- og Sydamerika, Rusland og Australien. I 1986 blev en rejse til Tibet dokumenteret i filmen ”Secret Journey To East Tibet”, og i 2004 var det Ole Nydahl, der af Den Olympiske Komité blev bedt om at levere de buddhistiske tjenester til topateler fra hele verden på et ”religiøst servicecenter” i den olympiske by i Athen. Et internationalt team af buddhistiske lærere, der talte syv sprog, tog sig af de atleter, der ønskede det.

I 2012 blev 40-års jubilæet for lama Ole Nydahls arbejde og for Diamond Way-buddhismen i Vesten markeret, hvor blandt andre den 17. Karmapa og andre høje Kagyu-lamaer benyttede lejligheden til at takke ham for hans store indsats og mange aktiviteter.

Hanne Nydahl døde i april 2007 som 60-årig.

Unesco-prisen tildeles med det overordnede formål at hædre dem, som promoverer ”iboende dialogiske værdier imellem folk og imellem institutioner og organisationer i alle deres afskygninger med det formål at opnå fred på så vel personligt som på samfundsmæssigt niveau”.

Ved samme lejlighed modtog pave Frans og dronning Sofia af Spanien den samme pris.