Den danske litteraturverden er så lille, at det sommetider kan virke, som om der kun er plads til én sensation ad gangen.
Det seneste år har Yahya Hassan stjålet rampelyset, før ham var det Kim Leine, og i 2010 var det den forfatterskoleelev fra Mols, Josefine Klougart, der fik anmelderne til at gispe af begejstring af den dengang kun 25-årige debutants mageløst smukke sætninger i debutromanen ”Stigninger og fald”.
Her i avisen beskrev Anders Juhl Rasmussen hende som ”et lysende talent for at forme præcise sansninger og kloge overvejelser i og med sproget”.
Den vurdering var han ikke alene om. En ny stjerne var født, mente et samlet kor af anmeldere.
Hun fik debutantprisen på Bogforum. Og overalt i det litterære miljø hev anmeldere, litteraturjournalister og medforfattere hende direkte op i superligaen, hvor hun blev en selvskreven gæst i litteraturprogrammerne i fjernsynet og forfatterrundringningerne i aviserne.
Samtidig var hun selv flittig på de sociale medier, hvor den unge fotogene forfatterkomet også hurtigt fik styrket sin position som den nye stemme i debatten - i øvrigt med mange flotte portrætfotos taget af hendes fotografsøster, Sofie Amalie Klougart. Og hun blev læst. Og lyttet til. Men da hun blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for sin debutroman, dukkede der pludselig onde tunger op i debatten om skrivetalentet. Var hun virkelig så god? Og var hun blevet lige så favoriseret, hvis hun havde haft et udseende, der egnede sig bedre til radio?
Sådan delte vandene sig hurtigt i to i det lille litterære miljø herhjemme. Nogle var fortsat begejstrede, mens andre syntes, at hun nok havde talent, men mest af alt var udtryk for ungdoms- og kropsdyrkelse. Men i mellemtiden fortsatte hun med at skrive i et nærmest rifbjergsk tempo.
Allerede i 2011 udkom Klougarts anden roman, ”Hallerne”, som beskriver et ødelæggende forhold mellem en yngre kvinde og en ældre mand. Romanen blev i 2012 omsat til teater i Annika Silkebergs opsætning af værket på Aarhus Teater. Og siden har hun skrevet flere anmelderroste romaner og er såmænd også blevet nomineret til DR Romanprisen og Nordisk Råds Litteraturpris (igen), blevet tildelt Kronprinsparrets Stjernedryspris og oversat til flere sprog, og der er heller ingen tvivl om talentet, mener Anders Juhl Rasmussen:
”Josefine Klougarts karriere er et eksempel på, hvor hurtigt det kan gå, når man pludselig bliver ført gennem mediemøllen som ung forfatter. Fra begyndelsen udstrålede hun selv en stor selvtillid. Hun var forfatter med stort F. Og jeg tror måske, at hun er blevet ramt af misundelse over hendes hurtige succes, men talentet er der altså, også selvom hun er smuk, hvad man jo heller ikke rigtig kan holde imod nogen. Til gengæld synes jeg, at det var for tidligt at indstille hende til Nordisk Råds Litteraturpris. For nok var jeg begejstret over hendes debut, men man må også give hende tid til at modne sit forfatterskab,” siger han og fortsætter:
”Jeg synes, at flere af hendes efterfølgende bøger kører lidt i ring. De har et smukt sprog og et højt refleksionsniveau, men mangler måske lidt fornyelse og et større erfaringsgrundlag. Men det tror jeg kommer. Og jeg er sikker på, at vi stadig har det bedste fra hendes hånd til gode.”
Josefine Klougart begyndte allerede at skrive som barn, hvor hun også skulle skrive ”ugens tekst” på sin friskole, hvor hun tog 10. klasse med. Og ifølge Politiken husker hendes daværende dansklærer, Morten Lotz, hende tydeligt:
”Josefine sprang simpelthen en disciplin over - dansk stil - og gik direkte til novellen. Hun afleverede nogle meget smukke, helstøbte, næsten voksent sensuelle noveller og skilte sig klokkeklart ud med sin skrivekraft. Det gav ingen mening at blive ved med at give hende karakterer - det var alligevel til 13 hver gang,” har dansklæreren sagt.
Efter gymnasiet læste hun kunsthistorie og litteraturvidenskab på Aarhus Universitet, før hun kom ind på Forfatterskolen, og siden har hun også selv lejlighedsvist undervist i at skrive som gæsteunderviser på blandt andet Testrup Højskole, ligesom hun er blevet respekteret i det litterære miljø som medredaktør på det litterære tidsskrift Den Blå Port. Og der er utvivlsomt meget mere tekst i den talentfulde forfatter.