Fra bibelfortællinger til bogorm

I Andreas Nordkild Poulsens barndomsår var der større chance for at finde ham med et Anders And-blad i hænderne eller tryllebundet af moderens fortællinger om eventyr og bibelhistorier frem for med snuden i en bog. Først i de sene teenageår opdagede direktøren for BogForum glæden ved selv at fordybe sig i bøgernes univers

Andreas Nordkild Poulsen har siden maj været direktør for bogmessen BogForum, som afholdes i Bella Center i København denne weekend.
Andreas Nordkild Poulsen har siden maj været direktør for bogmessen BogForum, som afholdes i Bella Center i København denne weekend. . Foto: BogForum.

I dag og weekenden over forvandles Bella Center i København til et litterært mekka under BogForum. Andreas Nordkild Poulsen har siden maj været direktør for bogmessen. Men selvom han i dag er en fuldblodslæsehest, der jonglerer med flere bøger ad gangen, sled han ikke på bøgerne som barn.

”Jeg sad måske med næsen i et Anders And-blad, men ikke i en bog. Det kom først senere,” fortæller han.

Til gengæld fyldte forældrenes historiefortællinger meget i hans barndom, hvor alt fra Bibelens fortællinger til Astrid Lindgrens eventyr blev læst højt.

45-årige Andreas Nordkild Poulsen er født og opvokset i Allerød og Gadevang på Nordsjælland. Hans mor var pædagog, og hans far var gymnasielærer og underviste blandt andet i religion.

”Jeg kommer fra et ateistisk hjem, men religion har altid fyldt meget i mit barndomshjem, dels fordi religion rummer nogle spændende samtaleemner, og dels som en kulturbærer. Religion blev diskuteret meget ved middagsbordet, og Bibelen rummer mange gode historier, som jeg fik fortalt. Især min mor havde en fantastisk evne til at fortælle,” siger han om sit barndomshjem.

Hans egen passion for at læse blev blandt andet vakt til live ved hjælp af hans dansklærer på Frederiksborg Gymnasium.

”Vi skulle læse 'En afgrund af frihed' af Bo Green Jensen. Jeg læste den pligtopfyldende, og en uge senere regnede jeg med, at vi skulle gennemgå den fra ende til anden. Men vores lærer sagde, at han mest af alt var glad for, at vi havde læst den og nu havde noget at tale om. Det var en øjenåbner, at litteraturen også i skolesystemet kunne være noget, der ikke nødvendigvis skulle pilles fra hinanden, men også kunne være en fælles oplevelse. Den opdagelse var med til at åbne døren for litteraturen for mig,” fortæller han.

I 2001 blev han cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet og har siden befundet sig i en række forskellige afkroge af bogbranchen, heriblandt som redaktør for BogMagasinet og kommunikationschef i boghandlerkæden Arnold Busck, inden han blev direktør for BogForum.

”At have adgang til en verden af bøger og tanker er et stort privilegium for mig. Bøger kan fantastisk mange ting. Jeg får lov til at se verden med andre øjne. Især skønlitteraturen kan åbne for en verden, man kender, men set fra en anden vinkel, og pludselig kan man forstå verden på andre måder,” forklarer han og fremhæver BogForum som en mulighed for at dele de nyopdagede verdensbilleder med andre.

”BogForum er et fysisk rum for læsning. Jeg tror, at bogen har et behov for et fysisk rum. At læse er en meget personlig ting, men de bedste læseoplevelser får man, når man deler dem med andre,” påpeger han.

Andreas Nordkild Poulsen er gift med Annette Bach, kontorchef i Kulturstyrelsen. Selvom deres tre børn på 7, 12 og 15 år ikke udviser den helt store læseentusiasme, prøver han at gøre sin mor kunsten efter som historiefortæller.

”Jeg læser højt og fortæller dem gerne historier, selvom jeg ikke er lige så god som min mor. De læser ikke så meget, som jeg gerne ville have, de gjorde, men jeg håber, det kommer med tiden, som det gjorde for mig,” siger han.