Det var nok i virkeligheden meget heldigt for verden, at Jens Stougaard ikke blev ved med at læse filosofi. Efter gymnasiet var han ellers sikker på, at det var hos de store eksistenstænkere, han ville befinde sig bedst, og han havde endda bevæget sig helt op på lageret under taget på Hobro Bibliotek for at lede efter bortgemte værker af Søren Kierkegaard.
Året var 1973, og som han selv beskriver det, var tiden stadig fyldt med efterdønninger fra 1960'ernes hippietid, og den unge landmandssøn Jens Stougaard var derfor optaget af at finde ud af, hvad mennesket egentlig er for en størrelse - og hvad det lader sig bevæge af.
Men studiet kedede ham. Det var alt for støvet, og det gik op for Jens Stougaard, at han simpelthen savnede selv at kunne bidrage med noget - i stedet for blot at læse, hvad andre havde tænkt før ham.
I dag er det netop dét, Jens Stougaard hædres for. Fredag er han den ene af årets to modtagere af landets mest anerkendte forskningspriser inden for teknisk og naturvidenskabelig forskning, Villum Kann Rasmussens Årslegat på fem millioner kroner.
”Du har etableret dig som en af de førende forskere i verden inden for forskningsfeltet, og din forskningsindsats er kendetegnet ved en meget høj grad af originalitet”, står der blandt andet i begrundelsen for, at valget i år falder på den 62-årige professor.
Det blev nemlig kun til et lille års tid med filosofien, før Jens Stougaard rykkede til København og læste til agronom. Tilbage til jorden, hvor det hurtigt stod klart for den unge studerende, at jord ikke kun er noget, man træder på. Jord er fuld af forskellige organismer, der trives i netop dét miljø - og dén indsigt blev starten på Stougaards særinteresse: mikrobiologien - og senere genetikken.
Han blev så bidt af det nye univers med fokus på bakterier og gener, at han søgte til England og blev forskningsassistent i Sussex, hvor man på det tidspunkt var de førende i verden. Men da han nogle år senere vendte tilbage til Aarhus Universitet med en ph.d.-grad, foretog han et radikalt valg.
Han skulle egentlig forske i sojabønner, men efter et stykke tid besluttede han ene mand at kaste sine forskerbriller på en helt anden bælgplante: kællingetand (Lotus japonicus), som ingen andre i verden på det tidspunkt fandt særlig interessant.
Stougaard havde en idé om, at man ved at søge bredt kunne finde frem til netop de gener ved planten, der sikrer, at den kan skabe sin egen gødning ved at omdanne kvælstof fra luften til ammoniak. Hvis det lykkedes at isolere netop de gener, gav det nemlig mulighed for på sigt at dyrke andre planter, der er mindre afhængige af kunstgødning.
Og det ville samtidig betyde mindre forurening og mere effektiv produktion. Dengang var der kun ham selv på projektet. Siden fik han en enkelt ph.d.-studerende, men i dag er gangene på instituttet fyldt med forskere, 35 i alt, fra hele verden.
Og Jens Stougaards kællingetand er blevet et topprioriteret forskningsområde internationalt. Han er ud over at være professor ved institut for molekylærbiologi og genetik også direktør for et grundforskningscenter og er med i et internationalt forskningsprojekt, der får støtte af Bill Gates og dennes kone, Melinda, hvor forskere undersøger, om de særlige gener fra kællingetanden også kan overføres på majs, så de kan udvikles til at skabe deres egen gødning - og dermed for alvor være en billig og bæredygtig løsning på fødevareproblemer i Afrika.
Når Jens Stougaard i dag ser tilbage på sin forskerkarriere, siger han med jysk sans for proportioner: ”Jo, jeg er da lidt stolt. Men jeg har også kastet mig ud på dybt vand og taget chancer - og det kunne jo være gået galt. Forskning kræver nemlig mod, men også masser af optimisme. For der er mange fejlteser på vejen, man er nødt til at lære af.
Og mens nogle oplever det som et sisyfosarbejde, har jeg i den grad nydt det helt basale ved grundforskningen: ideen, testen og resultatet. Og så at jeg har været med til at gøre en forskel, som jeg nok ikke havde via filosofien,” siger han med et lunt glimt i øjet.