Fra systemets mand til borgernes vagthund

Da jurist Jørgen Steen Sørensen i 2012 skiftede en karriere i embedsværket ud med posten som Folketingets Ombudsmand, frygtede flere, at han var for meget ”systemets mand”. Siden er han dog blevet kendt for en til tider meget skarp kritik af myndighederne. I dag fylder han 5o år

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, har gjort kritikernes bekymringer til skamme.
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, har gjort kritikernes bekymringer til skamme. Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Når danskerne klager over Skats ejendomsvurderinger eller på den ene eller anden måde er utilfredse med de offentlig myndigheder, kan klagerne i sidste ende lande på bordet hos Folketingets Ombudsmand. Omkring 5000 klager bliver det til hvert år, og siden 2012 er de havnet på jurist Jørgen Steen Sørensens skrivebord.

Ombudsmanden kaldes også lidt mere populært for ”borgernes vagthund”, og Jørgen Steen Sørensen har i de tre år, han nu har siddet på posten, ikke været bange for at udtale markant kritik af myndighederne.

Da Jørgen Steen Sørensen blev udnævnt som Hans Gammeltoft-Hansens afløser på posten, var det ellers ikke til udelt offentlig begejstring. Flere udtrykte bekymring for, hvorvidt Jørgen Steen Sørensen kunne være tilstrækkelig kritisk over for det embedssystem, som han har brugt langt det meste af sin karriere i. Først som fuldmægtig i Justitsministeriet, efter han blev uddannet jurist fra Københavns Universitet i 1990. Siden som dommerfuldmægtig i Østre Landsret og senere anklager i Københavns Politi og hos statsadvokaten og syv år som Rigsadvokat. Bekymringen for, hvorvidt Jørgen Steen Sørensen som ombudsmand skulle vise sig at have været for tæt på embedsværket til at kunne forholde sig kritisk til det, har dog vist sig at være overflødig, lyder det fra professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Jørgen Grønnegaard, der har kendt Jørgen Steen Sørensen i flere år og arbejdet sammen med ham i forskellige udvalg. Faktisk har Jørgen Steen Sørensen i flere tilfælde været skarpere i sin offentlige kritik af embedsapparatet end forgængeren, Hans Gammeltoft-Hansen, mener Jørgen Grønnegaard.

”Han lagde en klar linje for, hvordan han ville være ombudsmand, da han trådte til, og den har han fulgt lige siden. Han har markeret sig offentlig med klare holdninger, og han har bestemt ikke stillet sig på systemets side,” siger Jørgen Grønnegaard og nævner blandt andet, hvordan Jørgen Steen Sørensen i 2012 markerede sig stærkt i forhold til den dengang nye offentlighedslov. En lov, der blev kendt som ”mørklægningsloven” og beskyldt for at indskrænke offentlighedens muligheder for indsigt i og kontrol med de offentlige myndigheder.

Det er usædvanligt, at Folketingets Ombudsmand af egen drift offentligt skarpt kritiserer aktuelle politiske sager og derfor vakte det 0gså opsigt, da Jørgen Steen Sørensen i en kronik i Politiken blandt andet skrev, at der var behov for en ”mentalitetsjustering” hos de danske embedsmænd. Senest har Jørgen Steen Sørensen markeret sig, da studievært på DR 2's Deadline Adam Holm fik en advarsel af DR's ledelse for at skrive en religionskritisk kronik. Den advarsel var langt over grænsen, mente Jørgen Steen Sørensen, der udtalte en hård offentlig kritik af DR. Endnu et eksempel på Jørgen Steen Sørensens til tider også ofte meget principfaste tilgang, lyder det fra Jørgen Grønnegaard.

”På den anden side har han dog også meldt ud, at han i stedet for som ombudsmand at involvere sig alle i sager har valgt, at der også er nogle sager, som han mener er mindre principielt vigtige. Han bestræber sig på at tage fat i de tunge spørgsmål, og det gør han i dag med samme gennemførte professionalisme, han også havde, da han selv var embedsmand,” siger han.

Jørgen Steen Sørensen er gift med Pernille Brydensholt og bor i København.