Renée Toft Simonsen insisterer på et opgør med det perfekte

Renée Toft Simonsens liv er på overfladen mere glamourøst end de flestes, men hun går op i at være et næstekærligt menneske. I dag fylder hun 50 år

Renée Toft Simonsen føler sig taknemmelig for alt det, hun har opnået. ”Taknemmelighed er en følelse, jeg er kommet mere i kontakt med, jo ældre jeg er blevet,” siger hun.
Renée Toft Simonsen føler sig taknemmelig for alt det, hun har opnået. ”Taknemmelighed er en følelse, jeg er kommet mere i kontakt med, jo ældre jeg er blevet,” siger hun. . Foto: Lars Aarø/Fokus.

I 1980'erne var hun på forsiden af alverdens glittede modemagasiner. I dag er det ikke længere kun hendes smukke ydre, der fylder i offentligheden, men i høj grad også hendes forfatterskab.

Renée Toft Simonsen er med bogserierne ”Karlas kabale” og ”Tiberius Tudefjæs” forfatter til nogle af tidens mest læste og anerkendte børnebøger, og snart debuterer hun som manuskriptforfatter på en ny dansk børnefilm. Hendes selvbiografi, der udkom i efteråret, er med mere end 20.000 solgte eksemplarer desuden lidt af en bestseller.

Ungdomsårene var hektiske for nu 50-årige Renée Toft Simonsen, og hendes liv har været mere glamourøst end de flestes. Hun var bare 17 år, da hun rejste til USA og blev kåret som Supermodel of the World efter at have vundet en dansk konkurrence om ”Firsernes ansigt”. Derefter kunne hun vælge og vrage mellem tilbud fra alverdens modefotografer, firmaer og magasiner. Det var hårdt arbejde med konstante rejser rundt i verdensdele og tidszoner, men det var også fester og jetset-liv i New York, hvor hun boede i syv år, blandt andet sammen med John Taylor, der var forsanger i bandet Duran Duran.

Da hun vendte hjem til Aarhus, blev alt det lagt på hylden. Hun tog en uddannelse som psykolog og fik derefter tilbudt et forskningsstipendiat, hvor hun kunne arbejde videre med sin interesse for skilsmisseramte børn. Renée Toft Simonsen valgte imidlertid at sige nej tak. Hun ville hellere være forfatter til bøger med det samme omdrejningspunkt, nemlig hvordan livet fungerer i skilsmisse- og sammenbragte familier, men set fra børnenes synspunkt. Indtil videre er det blevet til syv bøger om Karla, der også er filmatiseret og sidste år desuden blev til en teaterforestilling på Aarhus Teater. Dertil kommer serien om ”Tiberius Tudefjæs”, der også er skilsmissebarn, samt flere andre børnebøger. Desuden er hun medstifter og direktør på websitet delebarn.dk.

Renée Toft Simonsen har foruden sin psykolog-uddannelse også taget en uddannelse som manuskriptforfatter på Filmskolen. Netop nu er optagelserne i gang til hendes første film, der bygger på Manu Sareens bøger om drengen Iqbal Farooq, og hun skriver i øjeblikket på en efterfølger.

Med sit smukke ydre, sit indtagede væsen, ægteskabet med musikeren Thomas Helmig og deres tilsammen fire børn og et liv i økonomisk uafhængighed efter de indbringende modelår, ligner Renée Toft Simonsen en kvinde, der lever det perfekte liv. Men det var især den forestilling, hun gerne ville gøre op med, da hun i oktober 2014 udgav den selvbiografiske bog ”Renée - at finde hjem”.

I den forbindelse sagde hun i et interview til denne artikels forfatter: ”Når nogen kigger på mig som den der glamourkvinde, så kan det også blive det, jeg selv ser. Men jeg kan ikke mærke det. Jeg vil gerne sige til andre: Den lidelse, der kan ligge i at ville det perfekte og ikke kunne opnå det, fordi det ikke er en mulig ting, den skal væk. Så jeg siger: Se her er mit mågestel, hvor der altså mangler hanke på flere kopper, og tekanden er skåret.”

Det skrammede mågestel handler for Renée Toft Simonsen blandt andet om en barndom, der i perioder rummede svigt, utryghed og en iboende angst, der har fulgt hende langt op i voksentilværelsen. Hun er født i Randers af et par meget unge forældre, der havde svært ved at påtage sig forældrerollen. Senere flyttede hun med sin mor til Aarhus, hvor hun levede de fleste af sine barne- og ungdomsår. Skolegangen blev brat afbrudt, da hun rejste til New York, men det er der som nævnt senere blevet rettet op på.

Renée Toft Simonsen er ikke noget troende menneske, men hun går op i at være et næstekærligt menneske. Blandt andet var hun og Thomas Helmig nogle af dem, der åbnede deres hjem for en illegal serbisk flygtning, der blev hjulpet til et liv i Danmark af blandt andre Lyngby-præsten Leif Bork Hansen.

I dag bor familien Toft Simonsen/Helmig i en lejlighed i det indre Aarhus.