Længe før spindoktorernes indtog i dansk politik var der mennesker, der kunne levere dramatiske historier til avisspalterne - både fordi de havde kontroversielle holdninger og turde stå ved dem, og fordi de kunne formulere dem skarpt og stilsikkert. En af dem er den tidligere biskop over Københavns Stift Ole Bertelsen, der i dag fylder 90 år. Da han gik på pension i 1992 - efter 17 år som biskop - trak han, som han siger, en streg i sandet og har ikke siden blandet sig i den kirkelige og politiske debat. Han følger den dog stadig tæt og mindes ofte en af sine kendte udtalelser om, at ”en god prædiken altid er politisk, og en politisk prædiken altid er dårlig.”
Netop spørgsmålet om politik og prædiken er kernen i den sag, der gjorde Ole Bertelsen landskendt som biskop. ”Striden i Lundehus Sogn”, som sagen blev kendt som, udsprang af en tv-transmitteret prædiken i Lundehus Kirke juleaftensdag 1983.
Her sammenlignede præsten Romerrigets magt på Jesu tid med USA's indflydelse på verden i samtiden. Det faldt flere borgerlige politikere for brystet, og kirkeministeren krævede, at biskop Bertelsen gav præsten en reprimande. Det nægtede han med henvisning til præstens ret til at prædike frit, og ministeren måtte opgive.
Sagen var med til at give Ole Bertelsen tilnavnet ”den røde biskop”, som dog også skyldtes hans støtte til SF og hans udtalte modstand mod blandt andet atomvåben, fri abort og apartheidstyret i Sydafrika. Han talte imod undertrykkelse og diktatur, men også imod den ligegyldighed, som han oplevede blandt danskerne.
Hans engagement gjorde ham til en kendt figur i politiske sammenhænge, og han blev flittigt citeret, blandt andet i 1991 i ”Køkkenrullen”, medlemsblad for Kvinder for Fred, i en reportage om organisationens landsmøde. Her havde en taler i sit oplæg om ”Tavshed mod bedre vidende” citeret biskoppen for følgende:
”Evnen til at blive forarget hører bestemt ikke til Guds riges tegn, men det gør evnen til at blive forfærdet. Forfærdet over, hvilke lemlæstelser en moderne velstandsstats mennesker mageligt kan leve med at forårsage. Og forfærdet over ligegyldigheden i den anledning. Denne forfærdelse må ytre sig.”
Ytre sig gjorde han - med teologisk vid og et temperament, som hans efterfølger som biskop, Erik Norman Svendsen, har beskrevet som så stærkt, at det ”har fået benene til at ryste under mangen en ansøger og præst” og ”kunne virke næsten lammende på omgivelserne.”
Norman Svendsen understreger dog også, at der bag temperamentet var - og er - et stort og hjælpsomt hjerte.
Det førte i årene før Ole Bertelsens udnævnelse til biskop til ledende stillinger i KFUM og Det Danske Missionsselskab (nu Danmission) og engagement i ikke mindst Det mellemkirkelige Råd. I katolske kredse huskes han for sit økumeniske arbejde, der blandt andet udmøntede sig i fælles gudstjenester med den daværende romersk-katolske biskop, Hans Martensen.
Endnu støder man i kirkeblade, årbøger og almindelig samtale på citater af den temperamentsfulde teolog, der trods sine skarpe udfald ikke glemte, at alle - uanset partifarve - lider under samme svaghed, som der ifølge ham kan kompenseres for ved jævnlig kirkegang. Som han siger i et citat, gengivet i Marmorkirkens blad i 2013:
“Vi forsøger igen og igen at lave religiøse moralske systemer, hvorved vi fordømmer hinanden og redder os selv i stedet for at vove os ind i gudstjenestens fællesskab, hvor Kristus kommer til os i sit ord. Vi er så fulde af løgn, at vi hver søndag må derhen og blive justeret af sandheden.”
Ole Bertelsen holder - trods lidt gangbesvær - stadig fast i kirkegangen, nu i Lindevang Kirke, i teologiske studier, klassisk musik og lystspil med især Dirch Passer. Mest af alt nyder han samværet med sine tre børn, syv børnebørn og fire oldebørn, og det er også dem, han samler om sig på 90-årsdagen - sammen med gode venner. Sin hustru gennem mange år må han til gengæld undvære, idet hun døde i 2010.