Professor, forhenværende overlæge og æresdoktor Povl Riis er død i en alder af 91 år. Måske dækker humanist og etisk ildsjæl dog bedre, hvem Povl Riis var blandt alle hans titler og meritter.
”Jeg er en mærkelig kimære,” sagde han selv til Kristeligt Dagblad i et stort interview i 2002 med henvisning til de umage slægter, der havde produceret ham. Han fortsatte: ”samtidig var der i begge slægter en forventning om, at børn og unge skulle tage fra og viser ansvar [...] Havde man styrke, kræft og livsmod var det sådan i det miljø, jeg er vokset op i med megen kristendom, at man skulle bruge det til forpligtelse over for andre og ikke blot til egen indtjening.”
Povl Riis specialiserede sig i intern medicin med organ-specialerne blodsygdomme og mave-tarm-sygdomme, og han var en frontfigur i forhold til at forankre etiske betragtninger i den medicinske videnskab, blandt andet ved at deltage i udformningen af Helsinki-deklarationen om videnskabelige principper inden for biomedicinsk forskning. Han var også manden, der tog initiativ til oprettelsen af de viden-skabsetiske komitéer, der skal sikre etikken i sundhedsforskning, og han sad som formand for Den Centrale (i dag nationale) Videnskabsetiske Komité 1979-1998.
Altid var det omsorgen for mennesket, der drev ham, siger hans datter Karen Riis Kjølbye:
”Han brændte for at sætte patienten i centrum, så det ikke bare var specialisten, der bøjede sig ind over den syge og ikke hørte efter. Hvor der var grænsedragninger og beslutninger, der skulle træffes, skulle patienten forstå det og være med, og det gjaldt også de pårørende.”
Povl Riis blev født i 1925 i København, og tiden, han levede i, både formede og udformede hans engagement. Han var modstandsmand under Besættelsen, og det samme var hans farbror, der også hed Povl Riis. Farbroderen blev taget af tyskerne, tortureret, men overlevede tre kz-lejre og vendte hjem med de hvide busser.
”Det gjorde stort indtryk på min far, som var meget bevidst om, at man skal tage vare på sjælen i mennesket. Farbroderen var en af dem, der inspirerede ham til at værne om mennesket,” siger Karen Riis Kjølbye.
Den medicinske etik var i højsædet, som den er stadig er i dag, i tiårene, der fulgte. Blandt andet tog genteknologien fart, og Povl Riis så behovet for formulerede etiske principper i forhold til den medicinske praksis. Han insisterede på at se enhver sag fra to sider, men selv var han aldrig for alvor i tvivl, når han stod over for et etisk dilemma.
”For mig er det ikke så svært at sige ja eller nej til etiske spørgsmål som for eksempel kloning af mennesker. Det kommer af det værdigrundlag, jeg hører til,” sagde han i Kristeligt Dagblad i 2002.
”Jeg husker, at han aldrig var usikker. Og han fik meget ros af patienternes pårørende, så hans kompas var ikke helt galt,” siger Karen Riis Kjølbye.
Familien talte dagligt om problematikkerne fra faderens arbejde, når de spiste aftensmad. Povl Riis indviede sine børn i tanker om kloning og dødshjælp, stringent som han var mellem sine overbevisninger og sit fag, sit privatliv og sin profession. Han døde, efter at han faldt ned ad en trappe og aldrig kom til bevidsthed igen. Familien besluttede, at han ikke skulle behandles yder-ligere – klædt på, som den var af Povl Riis’ egne betragtninger.
Povl Riis efterlader sig fire voksne børn, 14 børnebørn og tre oldebørn.