Hippiedrengen blev udråbt til højreekstremist

Nicolai Sennels, talsmand for den danske udløber af den tyske anti-islamistiske bevægelse Pegida, voksede op i et klassisk venstreorienteret kollektiv. I dag bliver han kaldt racist og højreekstrem. ”Jeg er stadig kærlig,” siger han

Nicolai Sennels arbejder med at undersøge den særlige psykologi, som han mener knytter sig til islamismen. -
Nicolai Sennels arbejder med at undersøge den særlige psykologi, som han mener knytter sig til islamismen. - . Foto: Nils Meilvang.

Nicolai Sennels voksede op i et klassisk venstreorienteret 70'er-kollektiv vest for København. Han var med egne ord en genert og følsom dreng, der fra en tidlig alder interesserede sig for menneskets sind og psyke og opmærksomt lyttede med, når de voksne talte om fred, tolerance og kærlighed.

I dag står han i spidsen for Pegida DK - den danske udløber af den tyske svært anti-islamistiske bevægelse af samme navn. En bevægelse, som i medier og af iagttagere betegnes som højreekstrem, og hvis medlemmer af forbundskansler Angela Merkel beskrives som ”mennesker, der har had i deres hjerter”.

I går holdt den danske udløber af Pegida så en omdiskuteret ”aftengåtur mod fundamentalistisk islam”, og der kan umiddelbart synes langt fra barndommens venstreorienterede kærlighedsideologi til Nicolai Sennels' nye politiske projekt, men selv mener den 36-årige børnepsykolog og tidligere folketingskandidat for Dansk Folkeparti ikke, at han har flyttet sig radikalt.

”Jeg er stadig en meget kærlig og følsom fyr, og mit projekt omkring islam handler ikke om vrede eller had, men om at synliggøre nogle helt reelle og alvorlige problemer ved islamisme. Jeg er bestemt ikke drevet af had til noget eller nogen, og jeg er hverken højreekstrem eller racist,” siger Nicolai Sennels.

Ser man på, hvad Nicolai Sennels har udtalt og skrevet gennem årene, er der imidlertid tale om en noget mere aggressiv islamkritik. Sennels mener eksempelvis at have dokumentation for, at knap halvdelen af verdens muslimer er indavlede. Det skrev han i en artikel på sitet Europenews.dk i 2010. I et læserbrev i Nordjyske samme år skrev han, at et totalt forbud mod halalkød ville være den sikreste måde at sørge for, at islamister ikke har lyst til at være og bo i Danmark. Og året forinden spåede han, at Danmark i 2015 ville være forvandlet til en regulær Gaza-stribe, hvor tryghed, velfærdssamfund, økonomi og håb for fremtiden ville være skudt i sænk, og skudvekslinger mellem muslimske grupper og vestlige autoriteter ville være en realitet.

I dag ønsker han imidlertid at moderere i hvert fald nogle af sine udtalelser:

”Et halalforbud ville i sagens natur ramme alle muslimer, så det forslag trækker jeg tilbage. Jeg tror også, at jeg i dag ville bruge ordet 'indgifte' frem for 'indavlede' om muslimer, da det er mere korrekt. Men det ændrer ikke ved, at det er et stort problem, at muslimer gifter sig med nært beslægtede, og det kan have skadelige følger for børnene, og at det er et problem, vi bliver nødt til at tage alvorligt,” siger Nicolai Sennels, der er uddannet psykolog og i vid udstrækning bygger sin kritik af islam på sine egne erfaringer som fængselspsykolog i et ungdomsfængsel.

”Jeg mødte og talte med adskillige unge muslimske mænd, der havde en enorm vrede og kunne fortælle om voldelige opvækstforhold i en ødelæggende kultur. Der begyndte det for alvor at gå op for mig, at der er noget i islam - den fundamentalistiske udgave af islam - der er grundlæggende farligt og umenneskeligt, og som vi har pligt til at tale imod. For mig blev det gennem Pegida,” siger Nicolai Sennels.

Han har i dag byttet sit job som fængselspsykolog ud med jobbet som børnepsykolog i Københavns Kommune, men fortsætter sit arbejde med at undersøge den særlige psykologi, som han mener knytter sig til islamismen, og er ved siden af sit virke som talsmand for Pegida en ivrig læserbrevsskribent om netop islam i så vel danske som udenlandske udgivelser.