Hun fik for alvor feminisme på dagsordenen

Tidligere Kvinfo-direktør Elisabeth Møller Jensen var i flere årtier feminismens stemme i den offentlige debat. På lørdag fylder hun 70 år

 Da Elisabeth Møller Jensen for snart tre år siden gav stafetten videre til sin efterfølger, Nina Groes, havde hun stået i spidsen for Kvinfo i næsten et kvart århundrede. –
Da Elisabeth Møller Jensen for snart tre år siden gav stafetten videre til sin efterfølger, Nina Groes, havde hun stået i spidsen for Kvinfo i næsten et kvart århundrede. – . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

På Københavns Universitet i slutningen af 1960’erne havde Elisabeth Møller Jensen en lærer, der mente, at kvinder ikke burde undervise, fordi deres stemmer ikke kunne råbe et lokale op.

Det udsagn har Elisabeth Møller Jensen sidenhen gjort til skamme. Som kønsforsker, forfatter og mangeårig direktør i videnscentret Kvinfo har hun ikke blot råbt højt om køn og ligestilling i lokalerne på landets universiteter, men også været en vægtig stemme i den offentlige debat.

Da Elisabeth Møller Jensen for snart tre år siden gav stafetten videre til sin efterfølger, Nina Groes, havde hun stået i spidsen for Kvinfo i næsten et kvart århundrede. Hun overtog direktørposten i 1990, hvor folk efterhånden var blevet ”trætte af rødstrømperne”, som hun selv formulerer det. Visionen var derfor at relancere feminismen, få den tilbage på dagsordenen og gøre den mainstream, hvilket må siges at være lykkedes.

Feminismen blev også institutionaliseret af Elisabeth Møller Jensen, som formåede at rejse statslige støttemidler til forskning i kvinder og ligestilling. Dermed gjorde hun Kvinfo til et ”uundværligt kraftcentrum”, som kønsforsker Jo Krøjer udtrykte det til avisen Information i 2013.

Alle har dog ikke været lige begejstret for Elisabeth Møller Jensens arbejde. I 2013 blev en mand idømt 50 dages fængsel for at have opfordret til at lave ”en fuld Breivik” på Kvinfo. Journalist Lennart Kiil har argumenteret for at stoppe støtten til ”det anakronistiske monster ved navn Kvinfo”. I denne avis har teolog og debattør Katrine Winkel Holm kaldt Elisabeth Møller Jensen for en ”ret rabiat rødstrømpe”.

I modsætning til, hvad man måske skulle tro, var Elisabeth Møller Jensen dog ikke med, da de første rødstrømper marcherede ned ad Strøget i 1970. Hun var på det tidspunkt ung studerende på Københavns Universitet, hvor hun læste dansk. Fra 1972 underviste hun også som assistent på både institut for litteraturvidenskab og institut for nordisk filologi.

Politisk blev hun mere og mere aktiv både inden og uden for universitetets mure. Midt i 1970’erne var hun medlem af forskellige organisationer på den radikale venstrefløj, inden hun efter mange år havnede hos Socialdemokratiet. I årene op til sin tiltrædelse hos Kvinfo havde hun også en række korterevarende universitetsansættelser flere steder i landet og blev undervejs mag.art. i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet.

Selvom hun er den første i sin familie, der fik en universitetsuddannelse, ønsker hun ikke at blive kaldt en mønsterbryder.

”Jeg har altid følt, jeg fulgte nogle spor, som var lagt ud af generationer før mig, at jeg fulgte et mønster og en drøm, som jeg sammen med mange andre i den første velfærdsgeneration fik mulighed for at realisere,” skrev hun i sin erindringsbog ”Dengang i Lemvig”, der udkom sidste efterår.

I samme bog fortæller hun om sin opvækst i en fattig familie. Faderen arbejdede som ufaglært på fabrikken Cheminova, og moderen var både psykisk syg og kæmpede med et alkohol- og pillemisbrug, der kostede hende livet i en alder af blot 53 år. Moderen, der var opdraget indremissionsk, var i grunden talentfuld, men passede ikke ind i den snævre rolle som husmor i 1950’erne. Det kan Elisabeth Møller Jensen i hvert fald se i dag. Derfor har moderens manglende muligheder for at udfolde sit potentiale også været en underliggende drivkraft i Elisabeth Møller Jensens egen langvarige kamp for ligestilling mellem kønnene.

Den kamp er dog for en stund sat på pause. Det er skam ikke, fordi hun ikke længere er feminist, men fordi hun ikke ønsker at være en slags ”skyggedirektør” for Kvinfo, der ”står på sidelinjen og blander sig”. I stedet bruger hun tiden på at holde foredrag, skrive sin næste bog og tilbringe tid sammen med sin mand, sine 11 børnebørn, fire børn og to bonusbørn. I det små forbereder hun sig også på at holde sin første prædiken. Det bliver i Gilleleje Kirke til Mariæ bebudelsesdag i det nye år.

Men før det nye år begynder, skal hun fejre sin 70-årsfødselsdag på lørdag. Det foregår i villaen i Valby, hvor hun har inviteret til stor nytårsfest.