Hun gør urolige lande mere børnevenlige

International direktør for Institut for Menneskerettigheder, Charlotte Flindt Pedersen, fylder 50 år i dag

Som helt ung var Charlotte Flindt Pedersen rådgiver på det legendariske radioprogram ”Tværs”. Siden midten af 1990'erne har hun arbejdet for, at lande, der ikke overholder menneskerettighederne, retter ind. -
Som helt ung var Charlotte Flindt Pedersen rådgiver på det legendariske radioprogram ”Tværs”. Siden midten af 1990'erne har hun arbejdet for, at lande, der ikke overholder menneskerettighederne, retter ind. - . Foto: Anne Mie Dreves.

Charlotte Flindt Pedersen har siden 1996 haft sit virke på Institut for Menneskerettigheder, hvor hun er gået fra projektleder til vicedirektør med ansvar for instituttets internationale arbejde. Hun ledede i kølvandet på Balkan-krigene arbejdet med at reformere politistyrkerne og indenrigsministerierne i Serbien og i Montenegro, så de levede op til internationale standarder og konventioner.

Med en cand.mag. i østeuropastudier fra Københavns Universitet i 1994 er der ingen tvivl om, at særligt Rusland har en speciel plads i Charlotte Flindt Pedersens hjerte. Hun har stået i spidsen for Institut for Menneskerettigheders arbejde i den tidligere østblok og er flittigt brugt som analytiker i de danske medier.

Men også mange andre lande har nydt godt af hendes smittende engagement. Hun har arbejdet med et bredt udvalg af lokale partnere om at gøre retssystemerne i Serbien, Nepal, Malawi, Uganda og Tanzania mere børnevenlige i overensstemmelse med FN's Børnekonvention.

Som international direktør har Charlotte Flindt Pedersen netop gennemført udviklingen og implementeringen af en ny international strategi, der fokuserer instituttets internationale arbejde på at gennemføre menneskerettighedsforbedringer i samarbejde med statslige aktører som justitsministerier og politistyrker og i højere grad overlade samarbejde med civile organisationer til andre.

Interessen for at hjælpe andre har været en rød tråd gennem hele Charlotte Flindt Pedersens liv. Allerede som 19-årig begyndte hun at passe telefoner og rådgive på radioprogrammet ”Tværs” sammen med Trine Bryld. Det arbejde fortsatte hun under studierne, når hun ikke boede i Moskva eller rejste med sin mand i Sovjetunionen.

Charlotte Flindt Pedersen er gift med fotograf Stig Stasig, som hun bor sammen med i Hellerup. Parret har to børn.