Hun puster ærefrygten af Kierkegaard

På sin 50-års-fødselsdag i morgen kan Pia Søltoft se tilbage på et liv med Kierkegaard, der foreløbig er kulmineret med jubilæumsfejringen i år

”Hvis man med Kierkegaard kan sige ’at blive sig selv’, så har Pia Søltoft altid været det,” lyder det fra en gammel veninde. –
”Hvis man med Kierkegaard kan sige ’at blive sig selv’, så har Pia Søltoft altid været det,” lyder det fra en gammel veninde. –. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

En sommerdag for to et halvt år siden sad Pia Søltoft i et tog på vej til Testrup Højskole nær Aarhus, hvor hun skulle holde det nøje forberedte foredrag Et menneske er sin kærlighed. Men pludselig, mens Danmark buldrer forbi uden for ruderne, får hun en idé til en ny vinkel på emnet. Ud ryger det gamle manuskript, og lederen ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret ankommer med hjertet fuldt af inspiration og holder et oplæg, som en medarbejder ved forskningscenteret kalder et af de bedste om Kierkegaards tænkning, han har hørt.

Pia Søltoft, som fylder 50 år i morgen, er kendt for at være på én gang velstruktureret og spontan og så læser hun Kierkegaard med et stærkt ønske om, at hans tanker skal bruges af mennesker i dag:

Kierkegaards opfattelse af kærlighed og angst formidler Pia Søltoft ikke som begreber, men som menneskelige erfaringer, og det gør hendes formidling meget kraftfuld, lyder det fra en medarbejder ved forskningscenteret.

Pia Søltoft blev født i Sydafrika af danske forældre den 29. december 1963, men allerede som toårig rejste hun med moderen og sin storebror hjem for at bo i Danmark. Siden har hun igen hørt verden kalde og rejst kloden tynd som ung med rygsæk og i dag lige så nysgerrig og spontan som dengang. Og så er Pia Søltoft, ifølge en gammel veninde, altid nattens sidste gæst, når der er fest og hygge blandt de mange gamle og nye venner.

LÆS OGSÅ: Kvinden bag Kierkegaard i Rundetårn

Men samtidig lå det ifølge samme veninde allerede i kortene i tiden på Gladsaxe Gymnasium, at pigen fra Nørrebro i København skulle gå filosofiens vej. En uddannelse som teolog fra Københavns Universitet, der i 1992 afsluttedes med et speciale om Kierkegaards kirkekamp, førte til en forskerstilling på Det Teologiske Fakultet, og da Søren Kierke-gaard Forskningscenteret blev lagt ind under Københavns Universitet i 2010, var det med Pia Søltoft som leder.

Hendes arbejde her kulminerede med 200-års-jubilæumsfejringen af Søren Kierkegaard i år, hvor Pia Søltoft selv runder et hjørne, de fleste anser for skarpt. Skarp har også været den kritik af Kierkegaard-året, hun har måttet lægge øre til, blandt andet i Kristeligt Dagblad. Kritikere har kaldt fejringen for tandløs, men Pia Søltoft fremhæver, at jubilæet har været forskningsmæssigt forankret, og at der ikke er en modsætning mellem bred formidling og tyngde:

Kierkegaard skal ikke gøres sakrosankt, siger hun og hentyder her til sin karrierelange bestræbelse på at bryde den ærefrygt, hun ofte finder omkring hans forfatterskab.

Pia Søltoft har således været med til at lave undervisningsmateriale til folkeskole og gymnasium og har, ud over højskole- og universitetsforelæsninger, holdt oplæg om ledelse inspireret af Kierkegaard. Af Pia Søltofts udgivelser kan nævnes Svimmelhedens etik om forholdet mellem den enkelte og den anden hos Buber, Lévinas og især Kierkegaard og Den udødelige Kierkegaard læst værk for værk sammen med Tonny Aagaard Olesen.

I sit nye år fortsætter Pia Søltoft, der bor på Østerbro med sine to børn, ikke som leder af forskningscenteret. Men hun er af et forlag blevet bedt om at skrive en populær bog om Søren Kierkegaard. Hun besidder netop evnen til at turde det nye og har altid været helt sin egen: Hvis man med Kierkegaard kan sige at blive sig selv, så har Pia altid været det, lyder det om hende.