Giver det mening at udgive sine erindringer som 50-årig? Det gør det jo for nogle, men skal bogen have succes, kræver det er særligt levet liv. Forfatteren, journalisten, læreren, debattøren, foredragsholderen og foreningsmanden Egon Clausens erindringer fra 1991 toppede bestsellerlisten i tre måneder, og det siger det meste. Men fortjener alligevel en uddybning.
Han blev født på en hedegård i det, han kalder det yderste Vestjylland, omgivet af nøjsomhed og Indre Mission. Her begyndte han allerede som syvårig at skrive og tegne, i mellemskolen lavede han sit eget blad, og som 14-årig debuterede han med sine første digte - bragt i eget blad.
Den litterære kraft blev holdt ved lige gennem ungdommen, hvor han skrev reportager og kronikker til den lokale avis, men da hans far i 1959 kørte Egon mod skæbnen på ladet af den Land Rover, som normalt transporterede orner, gik turen ikke mod redaktionslokalerne, men mod Ribe Seminarium. Sådan måtte det være.
Det blev i seminarieårene, Egon Clausens identitskamp skulle stå. KFUM-spejdernes moralske Grønspættebog blev skiftet ud med Thorkild Bjørnvigs digte og Hartvig Frischs kulturhistorie, og Egon, som nu antog det mere muntre navn Sophus, lagde afstand til familien i Hemmet. Men han skammede sig samtidig over sit forrædderi, fortalte han senere, og personlighedsspaltningen blev et grundtema i hans forfatterskab og sjælelige liv.
Oprøret fortsatte ikke desto mindre, for Egon Clausen havde skarpe holdninger til, hvad folkeskolen var, og hvad den burde være, og fra 1967 og tre år frem blev han derfor en markant redaktør af tidsskriftet Unge Pædagoger, som netop i de år var et væsentligt talerør for ungdomsoprøret.
Lidt tilfældigt kom han til Danmarks Radio i 1970, og herefter fulgte 35 år knyttet til P1, hvor han med sin umiskendelige dialekt blev en institution i institutionen. Både som freelancer, redaktør, sektionsleder, talsmand for journalisterne i kultur- og samfundsafdelingen og som hovedmanden bag flere programmer om litteratur.
Ved siden af kom så alt det, der måske endda er essensen: forfatterskabet. 21 bogtitler er det blevet til lige fra tegneseriealbums og læsebøger til erindringsbøger og beskrivelser af livet i det såkaldte Udkantsdanmark. Den første erindringsbog, ”Under dine vingers skygge”, blev gennembruddet til offentligheden med udgangspunkt i den indremissionske far. Snart efterfulgt af ”De levendes land” om moderens grundtvigske kristendom. Gennemgående for det meste af forfatterskabet har været en optagethed af, hvad der sker, når ideologier mister deres tag i folk og samfund.
Til produktionen hører selvfølgelig også et frådende hav af klummer, anmeldelser, kommentarer og kronikker. Og de hundredvis af foredrag over det ganske land.
Det høje aktivitetsniveau holdes stadig ved lige - sikkert assisteret af hans om muligt lige så aktive kone, sognepræsten og pilgrimsvandringsarrangøren Hanne Sander. Egon Clausen er i dag næstformand i Dansk Forfatterforening, medlem af repræsentantskabet i Statens Kunstfond, udgav sin seneste bog sidste år og er fortsat en ivrig tegner.