Det var ikke blot den israelske statsmand Shimon Peres’ personlige historie, der sluttede ved hans død i nat.
Den 93-årige politiker var den sidste aktive, store leder fra generationen af Israels statsgrundlæggere. Dermed er det også et helt kapitel i Israels historie, der nu er slut. Shimon Peres døde natten til onsdag på et hospital i Tel Aviv, efter at han fik et slagtilfælde og blev lagt i kunstig koma for to uger siden.
Hans karriere blev tidligt sparket i gang af Israels første regeringschef, David Ben-Gurion, der gjorde det til sit personlige projekt at få den unge Peres frem i verden. Peres blev første gang valgt ind i parlamentet, Knesset, i 1959, hvor han sad stort set uafbrudt i 66 år, de fleste år for Arbejderpartiet. Han har indtaget en usædvanlig lang stribe af Israels vigtige politiske poster og endte sine dage som en af landets mest respekterede ledere.
Det er dog særligt hans rolle i Oslo-fredsprocessen i 1993, der internationalt set præger hans eftermæle. Oslo-aftalen har dannet grundlaget for fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne i over 20 år. Selvom aftalen de seneste år er begyndt at smuldre, blev den dengang set som banebrydende. Det var i de blodige år lige efter den første palæstinensiske opstand, intifadaen, i 1980’erne, hvor luften var iskold mellem Israel og palæstinenserne. Peres, der dengang var udenrigsminister, begyndte at mødes hemmeligt med den palæstinensiske ledelse, hvilket skabte grundlaget for den historiske aftale.
Med Oslo-aftalen anerkendte Israel og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, for første gang hinanden som reelle forhandlingsparter. Aftalen indledte en fredsproces, der senere skulle munde ud i en egentlig fredsaftale, og hele processen skabte så megen optimisme, at både Peres, den daværende premierminister Yitzhak Rabin og den palæstinensiske leder Yasser Arafat i 1994 fik tildelt Nobels fredspris.
”Jeg kommer aldrig til at glemme den oplevelse. Bør jeg sige, at det er som en kvinde, der føder et barn? Smerterne, håbene. Og tidligt om morgenen når vi til en aftale over telefonen,” beskrev han det i et interview i 2003 til det amerikanske medie Academy of Achievement.
Shimon Peres blev født i Polen i 1923, hvor hans far var en velhavende tømmerhandler og hans mor bibliotekar. Som så mange andre jøder dengang besluttede de i 1934 at flytte til datidens Palæstina, hvor de bosatte sig i Tel Aviv. Alle hans slægtninge, der blev boende i Polen, blev senere dræbt under nazisternes holocaust.
Opvæksten i Polen var især præget af hans meget religiøse bedstefar. I bedstefarens hjem blev han oplært i den jødiske lov, og Peres har selv beskrevet sin bardomstro som ultraortodoks. Det gav af og til problemer i hjemmet, hvor hans forældre ikke fulgte en særlig religiøs livsstil:
”Vi havde en radio, som gik på batterier. Det endte med, at jeg en dag smadrede den, fordi mine forældre brugte den på sabbatten, om lørdagen. Jeg var så religiøs, at jeg nægtede at acceptere, at den slags ting skete,” sagde Peres til Academy of Achievement.
Efter at familien var flyttet til Palæstina, tog Peres sin uddannelse på en landbrugsskole og boede efterfølgende i adskillige år i kibbutz. Han blev dog hurtigt engageret i politik og i den militante undergrundsbevægelse Haganah, der senere blev til den israelske hær. Allerede som helt ung fik statsstifteren David Ben-Gurion øje på ham og tog den unge politikerspire under sine vinger. Blandt andet derfor begyndte Peres karriere hurtigt at udvikle sig.
I starten af 1950’erne blev han direktør for Israels forsvarsministerium som blot 29-årig. Da Suez-konflikten få år efter brød ud mellem Egypten og Israel, blev Peres sendt til Frankrig, hvor det lykkedes ham at få en afgørende aftale i hus om store våbenleverancer til Israel.
Få år senere var det også Peres, der var arkitekten bag en diplomatisk aftale med Frankrig, der skabte grundlaget for Israels atomprogram. Mens det er Oslo-aftalen, der har givet Peres international anerkendelse, er der snarere arbejdet med at gøre Israel til en atommagt, der bliver betragtet som hans største bedrift i hjemlandet.
Med besiddelsen af et arsenal af kernevåben, der i årevis har været omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri, ændrede hele Israels magtposition i Mellemøsten sig. Fra at være et land, der konstant var truet på eksistensen, havde Israel nu langt mere fast grund under fødderne. Og israelerne følte sig beroliget af, at det ville have store omkostninger for arabiske lande, hvis de igen ville forsøge at fjerne den jødiske nation fra regionens landkort.
Men Peres politiske liv bestod langtfra kun af store sejre og bedrifter. Han havde ry for at være en skrupelløs forhandler, der havde tendens til at spille politikere ud mod hinanden og gå bag om ryggen på folk. I en lang årrække tabte han det ene valg efter det andet, og de mange valgnederlag kom til at stå som et kendetegn for hans karriere. Han blev premierminister to gange, men ingen af gangene var det på baggrund af en klar valgsejr.
De dårlige valgresultater havde muligvis noget at gøre med, at den veltalende og ofte poetiske statsmand blev betragtet som en del af eliten og ikke som en folkets mand. Hans mangeårige kamp for dialog og fredsforhandlinger med palæstinenserne gav ham desuden et anstrengt ry blandt visse grupper på den israelske højrefløj.
Men meget af den negative energi forsvandt som dug for solen, da han i slutningen af sin karriere i 2007 blev valgt som Israels niende præsident. Han var allerede godt oppe i 80’erne og blev med årene til verdens ældste, fungerende statsleder.
Med ét vendte hans offentlige image, og pludselig nød han ”en hidtil uset popularitet, der er nærmest pinlig for mig. Jeg er slet ikke vandt til det,” som Peres selv formulerede det i 2009 i et interview med New York Times.
Præsidentposten i Israel havde i mange år mest været et ceremoniel embede uden megen indflydelse. Men Peres formåede med overvældende energi at genopfinde ikke blot sig selv, men også præsidentposten og forvandle embedet til en synlig og markant position i Israel. Ifølge New York Times tog den aldrende præsident i sine syv år i embedet på hele 60 udenlandsrejser, var vært for 790 arrangementer og holdt 1350 møder med ledere og delegationer.
Udadtil formåede at han styrke Israels omdømme i en tid, hvor den tiltagende konflikt med palæstinenserne ofte førte Israel på kant med Vesten. Og i Israel formåede han at blive noget, der lignede en samlende nationalfigur i en befolkning, der både kulturelt og politisk stod mere splittet end nogensinde før. På trods af hans popularitet fandtes der dog også udbredt modstand mod ham på både højre- og venstrefløjen lige indtil hans død.
Hans popularitet blev yderligere understreget i går af den særdeles lange række af statsledere, deriblandt den amerikanske præsident, Barack Obama, der har meldt deres ankomst til hans begravelse på fredag i Jerusalem. På samme måde forbereder de israelske myndigheder sig på, at store folkemængder vil lægge vejen forbi, når den afdøde i dag ligger lit de parade ved parlamentet, Knesset. Selv den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, udtrykte i går sin sorg over Shimon Peres’ død og kaldte ham ”modig”, omend Hamas i Gaza modsat glædede sig over hans død ifølge nyhedsbureauet AP.
Det var nærmest symbolsk, da han i 2014 som en af sine sidste embedsopgaver blev inviteret til fredsmøde i Vatikanet. Kort tid inden var nogle stort opsatte fredsforhandlinger ledet af USA mellem Israel og palæstinenserne strandet uden resultat, og udsigterne for konflikten virkede sjældent håbløse. Pave Frans havde derfor inviteret Peres og den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, til et fælles bønnemøde for fred i en have i Vatikanet.
Og der stod Peres så igen. Med hele verdens opmærksomhed rettet mod sig og trykkede hånd med en palæstinensisk leder i håb om fred. 21 år var der gået, siden han stod i Oslo og trykkede hånd med Arafat. 21 år, hvor den energi og det håb, aftalen havde medfødt, langsomt var sivet væk.
De færreste troede, at håndtrykket og de fælles bønner i Vatikanet ville få freden til at rykke nærmere. Og blot få måneder senere røg Israel og palæstinenserne ud i en af deres mest blodige eskaleringer med krigen i Gaza. I dag er konflikten så fastlåst, at Mahmoud Abbas sidste år erklærede fra FN’s talerstol, at palæstinenserne ikke længere ser sig forpligtet af Oslo-aftalen.
For Peres var det dog ikke så sort og hvidt. Han holdt fast i troen på målsætningen fra Oslo-aftalen til det sidste:
”Du kan ikke dømme alt i krig og fred,” sagde han i et afslutningsinterview som præsident til en samling internationale journalister i 2014 få dage efter mødet i Vatikanet:
”Glem ikke, at jeg begyndte at arbejde med Ben-Gurion, allerede før staten blev etableret. Der er sket store ændringer. De er ikke perfekte, de er ikke fuldendte, men hvis du sammenligner det med enhver anden 66-årig periode i en hvilken som helst anden nations historie, er jeg sikker på, vi ikke blot vil klare os næstbedst.”