Klædt på til moderne kvindekamp

35-årige Nina Groes er ny direktør for ligestillingscentret Kvinfo. Som datter af en kvindelig præst, flere mandlige kolleger ikke ville give hånden, og som barnebarn af en af landets første kvindelige ministre er hun vokset op omgivet af feministiske holdninger

Nina Groes har fået kvindekampen ind med modermælken som barnebarn af Lis Groes, der var en af landets første kvindelige ministre og formand for Dansk Kvindesamfund. –
Nina Groes har fået kvindekampen ind med modermælken som barnebarn af Lis Groes, der var en af landets første kvindelige ministre og formand for Dansk Kvindesamfund. –. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/.

Ansøgerfeltet var behersket til stillingen som ny direktør i ligestillingscentret Kvinfo. Nogle er givetvis blevet skræmt væk af den særdeles hårde tone over for den afgående direktør, Elisabeth Møller Jensen, de senere år. Andre har måske sat sig lidt for godt ind i, hvad stillingen kræver ud over et stærkt mentalt panser: indsigt i kvinde- og kønsforskningen, politisk tæft, lederevner, gennemslagskraft som debattør og gerne en alder, der kan lægge lidt afstand til en tilbagevendende kritik af, at Kvinfos kvindesyn hører fortiden til.

LÆS OGSÅ: Diabetes kan starte i fostertilstanden

Det sidste klarer den nyudnævnte direktør, 35-årige Nina Groes, uden problemer. Det samme gælder lederevnerne, for hun har allerede bestredet en række lederjob, blandet andet som afdelingschef i Væksthus Sjælland og leder af det nuværende Center for Vækstanalyse. Politiske tæft eller i hvert fald interesse har hun også udvist som tidligere aktiv i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og som nuværende ægtefælle til Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke. Og flere kalder hende gennemslagskraftig i rollen som erfaren oplægsholder og underviser og som stifter af Change Agency, der arbejder med forandring inden for offentlige og private virksomheder. Dog har hun ikke været en kendt stemme i køns- og ligestillingsdebatten. Det nok vigtigste punkt, indsigten i hele det forsknings- og debatfelt, hun nu skal være en markant del af, har været det sværeste at udfylde. Men også her er Nina Groes i hvert fald på papiret klædt fornuftigt på. Da hendes mor blev præsteordineret, oplevede hun, at et par mandlige præster ikke ville give hende hånden, og den uretfærdighed satte sig i hende, har hun fortalt. Endnu mere betydningsfuldt har det været at være barnebarn af Lis Groes, der var formand for Dansk Kvindesamfund og en af landets første kvindelige ministre. Lis Groes var kendt for ofte at ryge stor cigar, for at have ni børn og for konstant at udfordre billedet af, hvad en kvinde var og kunne. Det smittede af på både børn og børnebørn, så Nina Groes havde kort drengefrisure som barn og legede hellere med Lego end dukker. Ingen skulle sætte hende i bås, har hun fortalt.

Nu har hun så stillet sig i forreste linje i tidens ofte skyttegravsagtige krig mellem kønnene og imellem kvinderne. Hun er dog uddannet sociolog fra Roskilde Universitet og har de senere år specialiseret sig i at åbne muligheder og flytte mennesker. Der hvor hun især vil flytte ligestillingsdebatten, er gennem mere oplysning blandt unge og ved at få flere kvinder i bestyrelser og i erhvervslivets top. Og så ser hun det som oplagt også at diskutere tidens udfordringer for det moderne familieliv, som hun selv oplever med to små børn.

Nina Groes tiltræder som ny direktør den 1. februar.