Krigspræsten fra Thurø

Den omstridte præst Thomas Østergaard Aallmann modtog sidste år en militær hæderspris for sin indsats som feltpræst i Afghanistan. I dag fylder han 40 år

Thomas Østergaard Aallmann modtog sidste år hædersprisen Anders Lassen Fondens legat for sit arbejde som feltpræst i Afghanistan i 2008. Men han kom også i modvind, da han i en bog berettede om, hvordan han velsignede soldaterne, inden de skulle i kamp.
Thomas Østergaard Aallmann modtog sidste år hædersprisen Anders Lassen Fondens legat for sit arbejde som feltpræst i Afghanistan i 2008. Men han kom også i modvind, da han i en bog berettede om, hvordan han velsignede soldaterne, inden de skulle i kamp. . Foto: Leif Tuxen.

Thomas Østergaard Aallmann var i 2008 udsendt i seks måneder som feltpræst i Helmand i Afghanistan. Han kom i modvind blandt landets teologer i forbindelse med udgivelsen af sin bog "Løvehjerter", hvori han blandt andet fortæller, hvordan han velsignede soldaterne, inden de skulle i kamp.

Det fik senere biskopperne til at understrege, at "Danmarks krigsindsats ikke er en religionskrig". Selv fortæller feltpræsten, som fylder 40 år i dag, at han aldrig har betragtet krigen som en religionskrig for de danske styrker, men som en krig for fædrelandet.

Thomas Østergaard Aallmann fik sidste år overrakt hædersprisen Anders Lassen Fondens legat af kronprins Frederik for at have udvist særdeles stort og ærligt engagement for soldaternes liv og vilkår i missionsområdet.

Det er ifølge hans tidligere kolleger i forsvaret en rammende betegnelse for Thomas Østergaard Aallmanns person og præstegerning.

Feltpræster har en særlig status i forsvarets rangorden. De har i princippet ingen grad, men har altid samme grad som den, de taler med. Og det er ifølge de gamle soldaterkolleger særligt kendetegnende for Thomas Østergaard Aallmann, at han kommunikerer på niveau med alle, han taler med. I hans tid i forsvaret kunne man ofte finde ham siddende på jorden, mens han drak kaffe og røg cigaretter med soldaterne.

Til daglig er han sognepræst på den sydfynske ø Thurø. Hans prædikener er et lokalt tilløbsstykke, og selvom det vandafgrænsede sogn tæller færre end 4000 indbyggere, må kirkens gæster ofte sidde på gulvet i øens lille kirke, hvor der hver søndag er fuldt hus, og hvor man også tit finder tilrejsende kirkegængere fra Svendborg.

Thomas Østergaard Aallmann er vokset op i Risskov, og i hans barndom lå det ikke i kortene, at han skulle være præst. Hans far var stadsarkitekt, og hans mor var chefsekretær.

Han blev student fra Risskov Gymnasium i 1991 og blev i løbet af gymnasietiden interesseret i præstegerningen. Han er uddannet teolog fra Aarhus Universitet og blev ordineret til præst ved Ribe Domkirke i 1999.

Thomas Østergaard Aallmann har sammen med sin kone, Karina Mogensen Aallmann, som også er præst, tre børn på syv, otte og tretten år. Fra præstegården på Thurø nyder de udsigten over Skårupøresund og den kilometerlange dæmning, der forbinder øen med Fyn.

kirke@k.dk