Kunstfotograf med hang til død og melankoli

Krass Clement beskæftiger sig i sine fotografier oftest med det melankolske.

Krass Clement beskæftiger sig i sine fotografier oftest med det melankolske. Foto: Jakob Dall/Scanpix

Krass Clement beskæftiger sig med det nære og søger gerne ind i tabuiserede rum. I morgen fylder den internationalt kendte fotograf 70 år

Han er uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole, men det er som fotograf, Krass Clement for alvor har slået sit navn fast på den danske og udenlandske kunstscene med sine karakteristiske sort-hvide billeder.

Allerede som barn begyndte Krass Kay Christensen Clement, som hans fulde navn lyder, at tage billeder, og evnen til at se et kunstnerisk motiv i en hverdagssituation har han ikke fra fremmede. Hans far var maleren Kay Christensen, hvis motivkreds omfatter både landskaber, bymiljøer og portrætter. Moderen var pianisten Anna Katharina Tvermoes.

Krass Clement er født i København, men tilbragte en stor del af sin barndom i Frankrig. Som ung ernærede han sig en tid som fotograf i Paris, inden han søgte ind på Filmskolen I København, og for få år siden udsendte han en fotobog med sine tidlige billeder fra Paris. Det er ikke billeder af Eiffeltårnet, Triumfbuen eller Notre Dame. For som en af hans store inspirationskilder, den netop afdøde fotograf Viggo Rivad, har sagt: ”Når alle fotografer løber i én retning for at få taget et billede, så bliver det jo taget, og så kan jeg jo lige så godt gå i en anden retning for at se, om der ikke også skulle være et billede dér”.

Krass Clement er altid gået i en anden retning, og alene titlerne på hans mange bøger siger meget om den grundtone, der er i hans eksistentielle måde at arbejde med fotografier på. De hedder blandt andet ”Skygger af øjeblikke”, ”Byen bag regnen”, ”Hvor ingen talte” og ”Ved døden”.

Hans billeder indfanger menneskers tomhed og ensomhed, og der er altid noget på spil. Fotografierne kræver fuld opmærksomhed af beskueren og ligger meget langt fra moderne reportagefotografer hurtige skud. Han kan også være meget personlig. Det er ikke mindst tilfældet i bogen ”Ved døden”, hvor han i billeder dokumenterer sin egen mors alderdom, svækkelse og død. Vi er med helt inde i krematoriet, og fotografierne kan synes på kanten af det makabre, men for Krass Clement er det vigtigt at afdække, hvad der sker med os mennesker – også i de tabuiserede rum.

Der er megen dysterhed og melankoli over hans billeder, og døden er ham ikke fremmed. Som han har sagt i et interview: ”Jeg har altid følt døden som noget nærværende i livet. Døden er antagonisten til livet, og ophøret lurer, lige fra vi bliver født. Tingene er fragile.”

Der er ikke mange smilende mennesker i hans bøger, og ofte er der slet ingen mennesker. Da han i 2001 i bogen ”Påskesøndag ml. 11 og 16” stillede skarpt på den danske parcelhuskultur, var der eksempelvis stauder og blomsteropsatser på billederne, men ingen mennesker.

Om forbundetheden med Viggo Rivad skrev Krass Clement i mindeord i Politiken for nylig: ”Viggo lærte mig, at beskedenheden og den fordomsfri tanke var noget af det fornemste, et menneske kunne eje,” og ”vi er mange, der skylder ham en flig af vores arbejde.”

Som kunstner er Krass Clement autodidakt og debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1970. Siden har han udstillet mange steder både herhjemme og i udlandet. Han er desuden repræsenteret i permanente samlinger i København, Paris og New York. I 1997 fik han som den første fotograf nogensinde tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, og til hædersbevisningerne hører også Bindesbøll Medaljen i 1999.

Frem til den 20. maj præsenterer Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel udstillingen Krass Clement & the Photobook, der tager udgangspunkt i Clements omfattende produktion af fotobøger og viser billeder fra ”Af en Bys Breve”, ”Påskesøndag ml. 11 og 16” og ”Det lånte lys”.