Helle Degn er kvinden, der insisterer på det hele liv

Tidligere folketingsmedlem og minister Helle Degn fylder 70 år i dag. Hun har gennem hele sin karriere lagt vægt på, at det burde være muligt at forene familie og arbejde. Nøgleordet er ligestilling

Helle Degn kunne i 1998 som den første kvinde fejre 25-årsjubilæum som folketingspolitiker. Sammen med socialdemokratiske kolleger som Ritt Bjerregaard, Jytte Andersen og Inge Fischer Møller brød hun nyt land for kvindelige politikere.
Helle Degn kunne i 1998 som den første kvinde fejre 25-årsjubilæum som folketingspolitiker. Sammen med socialdemokratiske kolleger som Ritt Bjerregaard, Jytte Andersen og Inge Fischer Møller brød hun nyt land for kvindelige politikere. . Foto: Hanne Paludan Kristensen/Polfoto.

I dag betyder det mindre, hvem der tager opvasken hjemme hos Helle Degn, men især i hendes yngre år som folketingsmedlem var det en selvfølge, at hun og hendes samlever gennem 25 år, Peter Rasmussen, deltes om ansvaret for børn og husarbejde. Det skulle nemlig være muligt at forene den politiske karriere med et familieliv – og det lod sig kun gøre, hvis begge parter tog et ligeligt ansvar, fremgår det af Dansk Kvindebiografisk Leksikons omtale af Helle Degn, som fylder 70 år i dag.

Balancen mellem arbejde og familie blev udfordret fra dag ét hos Helle Degn. Den 24-årige folkeskolelærer – dengang Folketingets hidtil yngste medlem – var gravid, da hun blev valgt første gang i 1971, og det var på hendes initiativ, at der er i 1972, kort før hun fødte, blev indført barselsorlov til kvindelige folketingspolitikere. Siden fulgte endnu et barn – og 27 år som folketingsmedlem, herunder en periode som udviklingsminister i 1993-1994 under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).

Ligestilling har dog for Helle Degn altid handlet om langt mere end fordelingen af husarbejdet. De første år som ung, kvindelig politiker i et Folketing, hvor omkring fire ud af fem medlemmer var mænd, var også en kamp om indflydelse. Sammen med andre nyvalgte socialdemokrater som Ritt Bjerre- gaard, der stadig er en nær veninde, og nu afdøde Inge Fischer Møller fandt hun hurtigt ud af, at deres mandlige partifæller traf lige så mange politiske beslutninger, når de spillede kort sammen i Snapstinget, som når der var socialdemokratiske gruppemøder, og det system måtte de udfordre.

”Vi mødte meget modstand, for vi gik jo efter den samme magt og de samme privilegier som mændene,” som Helle Degn siger det i et indslag om kvinder i politik gennem 100 år på Kvinfos hjemmeside.

Men Helle Degn kilede på, mændene rykkede sig, og ser man tilbage på hendes politiske karriere, er der ikke antydningen af ”det svage køn” over den. Udviklingsminister, formand for Ligestillingsrådet, Medlem af Danske Kvinders Nationalråds styrelse, præsident for OSCE’s parlamentariske gruppe, udnævnt til Årets Kvinde 1997 af American Bibliografic Institute, Østersørådets kommissær for demokratisk udvikling – og i øvrigt den første kvinde, der kunne fejre 25-årsjubilæum som folketingsmedlem, nemlig i 1998.

”Helle Degn er ikke typen, der springer over, hvor gærdet er lavest. Hun er ordentlig. Hun er punktlig. Og hun er ufatteligt arbejdssom,” siger Søren Thiede, leder af behandlingsstedet for udsatte unge Plan B, der sidder i bestyrelse med Helle Degn, både i Plan B og for Tine Bryld Prisen.

Han peger på, at Helle Degn efter et langt liv i politik med masser af opgaver og udfordringer stadig er lige optaget af at skabe bedre vilkår for andre mennesker.

”Hun har et meget stort socialt hjerte. Der er ikke noget, der er for småt eller grimt til, at hun vil tage sig af det. Hun er jordnær,” siger han.

Noget helt andet er så, at Helle Degn i sin iver undertiden glemmer, at hun ikke længere har et stort minister- eller partisekretariat til rådighed, men nærmest river de små sekretariater midt over med sit engagement.

”Helle Degn er jo et driftigt menneske, der stiller høje krav til sig selv og andre, og så kan det løbe af med hende, men heldigvis har hun så meget lune, at det sker på en humoristisk måde,” siger Søren Thiede.

Helle Degn forsøger i det hele taget at holde fast i et positivt livssyn. Hun mistede for seks år siden sin yngste søn, da denne døde af kræft, og for to år siden gennemlevede hun selv en alvorlig kræftsygdom. I den forbindelse fortalte hun i et interview til Kristeligt Dagblad, at hun forsøger at lægge sig sin tidligere svigerfars ord på sinde:

”Man kan ikke forhindre sorgens fugl i at flyve over sit hoved, men man kan forhindre den i at bygge rede i sit hår.”