Litteraturens sympatiske detaljerytter

Anker Gemzøe har været dybt engageret i opbygningen af litteraturstudierne på Aalborg Universitet.

Anker Gemzøe har været dybt engageret i opbygningen af litteraturstudierne på Aalborg Universitet. Foto: Scanpix

Professor i litteratur på Aalborg Universitet Anker Gemzøe er ekspert i så forskellige forfatterskaber som Svend Åge Madsens og Kaj Munks. I morgen fylder han 70 år

Anker Gemzøe er en mand, der ved umådeligt meget om sit forskningsfelt, litteraturen, og han har det med at påpege de detaljer, der mangler. Studerende og kolleger bliver dog aldrig onde i sulen af hans detaljerytteri, for Anker Gemzøe betegnes som så gennemsympatisk og venligt begejstret, at han slet ikke er til at blive sur på. Derimod er han er guldgrube af viden, som de meget gerne gør brug af.

Når han i morgen fylder 70 år, er det den direkte anledning til, at han nedsætter sin ugentlige arbejdstid på institut for kultur og globale studier på Aalborg Universitet, hvor han er professor med særlige opgaver. Det betyder dog ikke, at litteraturen bliver lagt på hylden, tværtimod har Anker Gemzøe tænkt sig, at der i fremtiden skal bruges endnu mere tid på at skrive om interessante forfatterskaber.

Han vil blandt andet meget gerne skrive mere om den aarhusianske forfatter Svend Åge Madsen, hvis forfatterskab, Gemzøe har fulgt tæt, siden han i 1997 blev dr.phil. på afhandlingen ” Metamorfoser i Mellemtiden. Studier i Svend Åge Madsens forfatterskab 1962-1986”.

Anker Gemzøes litteraturforskning har de senere år især fulgt to meget forskellige spor: Tendenser i den nyere, danske prosa og Kaj Munk.

Førstnævnte har ført til videnskabelige artikler om blandt andre Helle Helle, Ida Jessen, Naja Maria Aidt og Jens Smærup Sørensen, mens sidstnævnte blandt andet har ført til hans medvirken i bogen ”Kaj Munk-manden og værket”, der udkom tidligere i år, og er en direkte følge af hans engagement i Kaj Munk Forskningscentret på Aalborg Universitet.

Anker Gemzøe er født i København og opvokset i Aarhus. I begyndelsen af sin gymnasietid flyttede han med sine forældre til Aalborg, hvor han blev student fra Aalborghus Gymnasium i 1965. Som studerende vendte han tilbage til Aarhus, hvor han først læste dansk og siden litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Efter specialet, der handlede om Martin Andersen Nexøs roman ”Pelle Erobreren”, flyttede han tilbage til Aalborg, hvor han har boet siden.

Flytningen var i første omgang foranlediget af, at hans hustru Gunhild Agger, der er professor i mediehistorie, var blevet ansat på det nyåbnede Aalborg Universitetscenter. Året efter blev Anker Gemzøe ansat samme sted, ved Institut for Litteraturhistorie, hvor han i 1979 avancerede til lektor og i 1997 til professor.

Han har fra begyndelsen være dybt engageret i at opbygge litteraturstudierne ved Aalborg Universitet og har derudover haft talrige poster i universitetets øverste ledelse. I 2003 tiltrådte Gemzøe ved siden af sin stilling i Aalborg også en deltids professor-stilling ved universitetet i Bergen i en fem-årig periode, og har desuden været gæsteforlæser ved en lang række nordiske universiteter, ligesom han har rejst rundt til fagseminarer i hele verden.

Anker Gemzøe har gennem årene været engageret i forenings- og bestyrelsesarbejde, og var i 1998 medstifter af Bachtinselskabet i Danmark. Han beundrer især den russiske filosof Michail Michailovitj Bachtins sans for litteraturens eksistentielle udvikling.

Privat er Anker Gemzøe familiemenneske, der elsker festligt samvær og gerne bidrager med en festsang. Han spiller klassisk klaver, undertiden i samspil med sin kone på alt-blokfløjte, og synger en habil tenor-stemme i Aalborg-koret Sangtus.

Han ser frem til at få mere tid til musikken og overvejer at tage sang- og klaverundervisning for at blive endnu dygtigere. Han vil også gerne gå til flere koncerter i ind- og udland samt besøge Europas mange kunstmuseer.

Ægteparret Gemzøe og Agger har tre voksne sønner og seks børnebørn.