Man kan ikke være generalsekretær alene

53-årige Birgitte Qvist-Sørensen kender Folkekirkens Nødhjælp ud og ind, og en anerkendende ledelsesstil beskrives som en af de vigtigste grunde til valget af hende

Birgitte Qvist-Sørensen er første kvinde i stolen som generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp. -
Birgitte Qvist-Sørensen er første kvinde i stolen som generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp. - . Foto: Thomas Frandsen/Folkekirkens Nødhjælp.

I går blev det offentliggjort, at 53-årige Birgitte Qvist-Sørensen bliver generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp. Med valget af hende får organisationen en leder, der kender Folkekirkens Nødhjælp ud og ind efter fire år som international chef på stedet. Det står i modsætning til flere tidligere ledere, som er hentet uden for huset.

Birgitte Qvist-Sørensen tiltræder posten med det samme og overtager den efter Henrik Stubkjær, der blev valgt som biskop i Viborg tidligere i år.

At det var et svært valg at finde den rigtige ”general”, antyder antallet af ansøgere. 62 mennesker ville gerne sætte sig i generalsekretærstolen, men valget faldt altså efter megen debat i bestyrelsen på teologen med en bagage af viden fra internationale studier og ledelseserfaring.

Det er ikke Birgitte Qvist-Sørensens første holmgang med nødhjælp. Hun har tidligere arbejdet tre år som programleder i Bosnien-Hercegovina i regi af Red Barnet og har også haft ansvar for Unifems (FN's Udviklingsfond for Kvinder) kvindeprojekter i Thailands hovedstad, Bangkok.

Valget af Birgitte Qvist-Sørensen som international chef begrunder bestyrelsen i Folkekirkens Nødhjælp med følgende:

”Birgitte Qvist-Sørensen er strategisk og visionær og kendt for en inspirerende og anerkendende lederstil. Hun kommer med solid erfaring med decentral ledelse og kender Folkekirkens Nødhjælps værdigrundlag, Derfor er vi overbeviste om, at hun kommer med netop de kompetencer, vi har brug for lige nu.”

Før Nødhjælpen kaldte, var Birgitte Qvist-Sørensens arbejde i kommunen. Først i Københavns Kommune og senere Helsingør Kommunes Social- og Sundhedsforvaltning, hvor hun var chef for 1600 mennesker.

Birgitte Qvist-Sørensen oplevede den kommunale verden som en traditionel, hierarkisk organisation, hvor hver forvaltning styrede sig selv fra toppen. Hun mener, at decentral ledelse er vejen frem, så ledere på alle niveauer ikke alene tænker drift, men også udvikling.

Hun har taget et væld af internationale længerevarende kurser i USA, Australien og England i blandt andet personalejura, værdibaseret ledelse, konfliktløsning og mægling. Hun var blandt andet med fra starten i Center for Konfliktforskning, der blev etableret i 1999 og har også en finger med i spillet som bestyrelsesformand i Dansk Initiativ for Etisk Handel.

Den holdning afspejles også i hendes ”tiltrædelsestale”:

”Jeg håber, I vil hjælpe mig med at blive en god generalsekretær. Man kan ikke være generalsekretær alene, man er generalsekretær i samarbejde med og for organisationen.”

Birgitte Qvist-Sørensen er gift med Robert, der oprindelig var bibliotekar og nu arbejder i Unicef.

Parret bor i Københavns-området og har to sønner på henholdsvis 23 og 12 år.