Manden, der slår et slag for de unge

29-årige Olav Hesseldahl er medarrangørpå en række samtalesaloner under Roskilde Festival, hvor blandt andre religiøse lærde skal diskutere emner som tro, sorg, fremtid og traditioner. Han vil gerne have unge til at reflektere

Selvom Olav Hesseldahl ikke er religiøs, finder han stor glæde i at læse Bibelens fortællinger, som han kalder ”stærke”. Det er for ham ligegyldigt, om historierne er sande eller ej, for de kan sige så meget om livet.
Selvom Olav Hesseldahl ikke er religiøs, finder han stor glæde i at læse Bibelens fortællinger, som han kalder ”stærke”. Det er for ham ligegyldigt, om historierne er sande eller ej, for de kan sige så meget om livet. . Foto: Martin Fehr Therkildsen.

Mens Roskilde Festival i denne uge buldrer løs, vil Olav Hesseldahl, projektleder og medstifter af foreningen Ungdomsbureauet, sammen med sine medarrangører sørge for, at festivalgæsterne får et lille eksistentielt afbræk fra skrål og skål.

I et telt på festivalpladsen vil en række religiøse lærde, herunder præster, en imam, en rabbiner og en gruppe buddhister nemlig indfinde sig, og de vil hver møde fire forskellige festivaldeltagere, der fungerer som samtalepartnere. Her skal de over for hinanden blandt andet tale om døden, og det første spørgsmål vil være: Er du bange for døden? Arrangementet går under navnet ”I samtaler med...” og er en ud af i alt tre samtalebegivenheder, hvor festivalgæsterne også kan møde bankfolk og it-folk.

Når Olav Hesseldahl er medarrangør af et arrangement, der tager udgangspunkt i religion, er det ikke, fordi han selv er religiøs. Faktisk er han med egne ord helt ”areligiøs” og hverken døbt, konfirmeret eller kirkeligt gift. Han har ikke nogen relation til kristendommen, men han er dybt fascineret af det, den kan. Derfor læser han også med glæde Bibelens fortællinger, som han kalder ”stærke”, og han er ligeglad med, om det virkelig kan passe, at Jesus var i stand til at gå på vandet. For de ”genuine fortællinger”, som han selv kalder dem, kan sige så meget om livet.

Konkurrencesamfundet spiller en stor rolle i unges måde at leve på, mener Olav Hesseldahl. Da han gik i gymnasiet, var det blandt advokaters og revisorers børn. De var enten faglige talenter eller politisk engagerede. Og så var der en kategori som Olav Hesseldahl, der godt kunne lide ”de krøllede tiltag”. Men det var der ikke plads til, og derfor følte han sig lidt misforstået. Der var noget, der manglede, og det fyldte Askov Højskole i første omgang ud, og senere blev det filosofien.

I 2012 blev Olav Hesseldahl nemlig uddannet cand.mag. i filosofi og innovation fra Københavns Universitet. Mange rådede ham til at vælge strategisk og studere et fag, der rettede sig mod arbejdsmarkedet. Men han gjorde det stik modsatte og valgte retningen ”teoretisk filosofi”.

Efter sin uddannelse brugte han tiden på at lave ”ønskeprojekter” og udgav generationsantologien ”Gejst”, hvor han samlede 25 unge med noget på hjerte. Et projekt, der blev stikordet til det, der driver Olav Hesseldahl i dag - nemlig at give ungdommen mulighed for at komme til orde og få indflydelse på indretningen af samfundet.

Efter at have skrevet bogen kom Olav Hesseldahl i forbindelse med en nystartet tænketank, hvor han kom i virksomhedspraktik. En af cheferne her, som tilfældigvis også var chef på radiostationen Radio24syv, stod desperat og havde brug for en vært til programmet ”Nattevagten”. Her bød Olav Hesseldahl sig til og fik jobbet. Omkring samme tid blev Olav Hesseldahls ven Kenneth Salomonsen færdig med sit speciale, og idéen om Ungdomsbureauet opstod. De tog sammen til Folkemødet på Bornholm, hvor de lavede arrangementet Ungdomsmødet på Christiansø, der var et yngre supplement til Folkemødet. Det gik så godt, at Roskilde Festival tilbød at støtte foreningen, og i løbet af 2013 kom Ungdomsbureauet for alvor på benene.

Olav Hesseldahl bor i dag på Frederiksberg med sin kone og to børn på tre og fire år. Han er dog opvokset i et rækkehus i Bagsværd med begge sine forældre og en fire år ældre storesøster. Som søn af en sygeplejerske, der har arbejdet på hospice og med døende, og en økonomuddannet far, har Olav Hesseldahl fået stærke værdier med i livet. Dels en stor social indignation, men også en sund fornuft, hvad angår penge. Således undværede Olav Hesseldahl hellere et stykke kanelbrød, når han og kammeraterne gik til bageren i frikvarteret, end han lånte penge. For en af de største stressfaktorer for Olav Hesseldahl er, hvis der ikke er orden i pengesagerne.

Olav Hesseldahl prioriterer højest at være far, og i fritiden holder han af at læse Politiken og Weekendavisen fra ende til anden. Aviser betyder meget for Olav Hesseldahl. Så meget, at hans kone med et glimt i øjet ofte siger, at hun skulle have været en avis.