Det er sjældent, at billedkunstnere i Danmark opnår stor popularitet i den brede befolkning, dertil er deres metier nok for smal. Men for Martin Bigum er det sket.
Takket være hans faste og altid veloplagte deltagelse i tv-udsendelsen ”Kunstquizzen” på DR K er han vel det nærmeste, landet kommer på en rockstjerne inden for billedkunsten. Hans store kunsthistoriske viden og visuelle intelligens kombinerer han elegant med sin verdensmand-attitude i specialsyede habitter og opsigtsvækkende butterflies. Han tegner og fortæller, så det er en fryd, og han er reflekterende og dyb, når det påkræves.
Og så er han sjov. Som da han her i avisen for nogle år siden blev bedt om at udpege sin yndlingssætning fra litteraturens verden og citerede Bjarne Reuter fra ungdomsromanen ”Månen over Bella Bio”, hvor viceværten tager en svingom med en af fruerne i huset, og forfatteren i den forbindelse skriver, at ” man kan høre på hendes latter, at hun har spist for meget ost”.
Om Martin Bigum selv ynder at indtage store mængder ost, vides ikke, men der er masser af humor i hans kunst. Hans figurative malerier kan minde om tegneserier, og det er næppe nogen tilfældighed, at den nu 50-årige kunstner allerede som ung bidrog med tegninger til det amerikanske satiremagasin MAD. Men han maler også billeder, der leder tanken hen på 1600-1700-tallets kunst. Lige nu viser Kunstmuseet Arken en stor udstilling med Martin Bigums værker, og her vil man blandt andet kunne opleve en kunstner, der tager livtag med store emner som engle, barndom og død. Selv siger Martin Bigum om udstillingen, at den handler om, hvad der var af kunst syd for København i 1970’erne, og hvad der ikke var. Og hvad der var med til at give ham en kunstnerisk bevidsthed, som er fulgt med lige fra barndommen.
Bigum debuterede som billedkunstner i 1989. I 1992 opfandt han figuren Art, som han bragte ind i sine billeder, og som i flere år var hans varemærke. Art var en lille kutteklædt skikkelse med lang næse, der udgjorde personificeringen af Martin Bigums eget undrende jeg. Det, han blandt andet undrede sig over, var kunstens institutionalisering og manglende popularitet i den brede befolkning.
Martin Bigum er, bortset fra et par år på Skolen for Brugskunst i København, autodidakt kunstner. Selvom det er som billedkunstner, han først og fremmest har slået sit navn fast, har han også udgivet digtsamlinger, og for to år siden udgav han bogen ”Min personlige kunsthistorie”. Den viste en side af ham som fremragende skriftlig formidler og solgte usædvanligt godt for en kunstbog. Martin Bigum blev allerede i 1996 kåret som årets kunstner af Morgenavisen Jyllands-Posten.
Han voksede med egne ord op i realiseringen af middelklassedrømmen. Et parcelhuskvarter på en blind vej i Københavns sydvestkvarter med far, mor og en søster. Faderen var arbejdsleder for telefonarbejdere, og moderen var sekretær.
Forældrene blev skilt , da Martin Bigum var syv år, og med den baggrund har han fastslået, at han vil gøre alt for at holde sammen på sin egen familie. Den er der ikke plads til at gamble med, har han udtalt.
Familien, der bor på Frederiksberg i København, består af hustruen, Pernille Egeskov, der er billedkunstner og kostumedesigner, og børnene Miranda og Siska på 11 og 16 år.