Med sans for både detalje og helhed

En af landets mest anerkendte landskabsarkitekter, Torben Schønherr, fylder i dag 70 år. Med lige dele sansfor detaljen og den store helhed har han sat sit præg på både land og by i hele Danmark

Torben Schønherr har modtaget Eckersberg-medaljen, International Architecture Award og Københavns Kommunes forskønnelsespris hele to gange. –
Torben Schønherr har modtaget Eckersberg-medaljen, International Architecture Award og Københavns Kommunes forskønnelsespris hele to gange. –. Foto: Carsten Ingemann.

Næsten 30 år er der gået, siden dagens fødselar åbnede tegnstuen Schønherr, hvor han i dag er seniorpartner med Rikke Juul Gram og Nina Jensen. Og han har nået meget på de tre årtier, den nu 70-årige landskabsarkitekt Torben Schønherr. Ikke mindst har han cementeret sit ry som en af Danmarks bedste inden for sit fag, hvilket ikke mindst bevidnes af hans mange arbejder landet over.

Ribe Domkirkeplads, Vestre Kirkegård i København og Bertel Thorvaldsens Plads blot for at nævne nogle af de allerstørste og mest kendte projekter, han har stået bag.

LÆS OGSÅ: Rastløs og langt fra Las Vegas

Men selvom det ofte har været store projekter med en vis offentlig bevågenhed, Torben Schønherr har kastet sig ud i, betyder det ikke, at han kun udfører opgaver, hvor han kan få lov at brede sig både højt og bredt. Han har således også stået i spidsen for i offentligheden mindre kendte projekter rundt omkring i landet.

Blandt andet har han været med til at anlægge flere private haver, ligesom han dog i et lidt større format har gjort Vejle Rensningsanlæg og AMU-Centeret i Holstebro et besøg værd. Og så bør man selvfølgelig ikke glemme Fuglsang Kunstmuseum på Lolland-Falster, hvor Torben Schønherr netop nu er aktuel med en udstilling i øvrigt museets første med landskabsarkitektur.

Den århusianske landskabsarkitekt, der har kontor i både København og Aarhus, har som få fået lov at brede sig ud over et bredt spektrum af opgaver.

Således har han også i flere tilfælde været med til at skabe nyt liv i hensygnende bymidter her kan blandt andre nævnes Herning midtby og Skive midtby, der efter Torben Schønherrs kreative arbejde har forandret sig markant, både hvad angår udseende og praktisk brug.

I tiden før Torben Schønherr etablerede sig med egen tegnstue, var han blandt andet ansat i Arkitektgruppen Regnbuen og Landskabstegnestuen i Aarhus Aps, og inden han begyndte på Arkitektskolen i Aarhus, hvorfra han blev udklækket som landskabsarkitekt i 1975, havde han også nået at færdiggøre uddannelser som henholdsvis tømrer og konstruktør.

Det har ikke skortet på hæder og priser til Torben Schønherr. Han har modtaget Eckersberg-medaljen, International Architecture Award og Københavns Kommunes forskønnelsespris hele to gange.

Ud over at arbejde med landskabsarkitektur har han også udgivet digtsamlingerne Danmark og Digte fra byen Rom (1978-1984) samt Sovende sommer i 1979.

Desuden er han medlem af Akademirådets censorkorps samt Akademirådets Udvalg for Kirkekunst.

Når den arbejdsomme landskabsarkitekt slapper af, kan han godt lide at bruge både hænder og hoved.

Hænderne bruger han gerne, når han sammen med sin kone kravler rundt i parrets egen have og fjerner ukrudt og planter nyt, mens hovedet derimod er godt i brug, når han læser bøger og aviser og i det hele taget dyrker sine kulturelle interesser.

Torben Schønherr bor med sin kone i Aarhus, men arbejder hver uge nogle dage i København, hvilket giver ham mulighed for at tilbringe tid med parrets fem børn, der alle bor i den danske hovedstad.