Med sorgen gemt i en skuffe

DR-journalist og forfatter Eva Jørgensen mistede efter et tragisk forløb i 2006 sin mand, der var ramt af den sjældne skleroseform ALS, og lever i dag alene med deres syvårige søn. I morgen fylder hun 50 år

Journalist og forfatter Eva Jørgensen arbejdede i knap 20 år i DR. I morgen fylder hun 50 år. –
Journalist og forfatter Eva Jørgensen arbejdede i knap 20 år i DR. I morgen fylder hun 50 år. –. Foto: Brian Berg.

Journalist og tv-vært Eva Jørgensen var nygift og højgravid, da hendes mand, udenrigskorrespondent Steffen Knudsen, i 2005 fik konstateret ALS, en sjælden form for sklerose.

Da han døde godt et år senere i maj 2006 var det slutningen på et opslidende år fyldt med handicaphjælpere, sondemad og respirator. Med desperation, tårer, vrede og kys og fødslen af deres lille dreng, Elias.

Det var barnet, der efter ægtefællens død fik livet til at gå videre for Eva Jørgensen, der i morgen fylder 50 år.

Sorgen ligger i en skuffe i mit hjerte, og den vil være der resten af mit liv. Både som smertefulde stik, men i højere grad som savn og erindring, fortalte Eva Jørgensen i 2010 til Kristeligt Dagblad i et af de mange interview, hun efterfølgende har givet.

Hun har skrevet to bøger om forløbet henholdsvis før og efter mandens død: Vi ses i morgen i 2007 og Sorrig og glæde fra en enkes dagbog i 2010 titlen med inspiration fra Thomas Kingos salme Sorrig og glæde de vandre til hobe.

Eva Jørgensen har netop færdiggjort en tredje bog inden for samme emne, som snart udgives.

Det hårde forløb før og efter mandens død har tydeliggjort hendes indre råstyrke, mener en bekendt og tidligere kollega, der fremhæver Eva Jørgensens stærke evner inden for journalistikken til sprogligt at formidle sprælsk og klart, så alle kan forstå det, men samtidig med en dybde og præcision. Hun har en udbredt selvironi og beskrives som den lille pige med de flade sko for sin ligefremme tilgang til andre mennesker, som er præget af åbenhed og nysgerrighed.

Eva Jørgensen fik særlig hjælp til at bearbejde sorgen over sin mand af en psykolog og den lokale præst, da hun med sine egne ord er en glad grundtvigianer og aktiv troende, der jævnligt kommer i folkekirken.

LÆS OGSÅ: Kampklar tillidsmand

Troen er hun opvokset med. Særligt på hendes mors side af familien bad man bordbøn, og trosfællesskabet prægede både hverdag og fest.

Eva Jørgensen er født i 1963 i Jelling ved Vejle, hvor hun voksede op med en far, der var forstander på en døgninstitution for kriminelle unge, og en mor, der var museumsleder. Som ung var hun et halvt år på kibbutz i Israel, inden hun uddannede sig som journalist på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1987. Hun begyndte med lokal-tv på Fyn og arbejdede i slutningen af 1980erne på TV 3 under kanalens pionertid. Fra 1990 til 2010 havde hun en række forskellige stillinger inden for DR, heriblandt som ind- og udlandsreporter, tv-vært på TV-avisen og ansvarshavende redaktør for Nyhedsmagasinet. Forløbet var afbrudt af et halvt år på TV 2s underholdningsprogram Eleva2ren i 1992 og et års ansættelse som informationschef hos servicemastodonten ISS i 2000.

I forbindelse med fyringsrunden på DR i 2010 valgte hun en frivillig aftrædelsesordning og har siden arbejdet som selvstændig med at skrive bøger, være foredragsholder og ordstyrer.

Ud over arbejdet bruger hun hverdag og ferie sammen med sin syvårige søn Elias, som hun tager med på ferierejser, der typisk går til forskellige seværdigheder.

Eva Jørgensen bor på Frederiksberg, hvor hun nyder at bruge tid i haven og har en særlig forkærlighed for stauder.

En del af fritiden går også med at læse, særligt om vinteren, hvor havegerningen ligger i dvale. Historiske romaner har hendes store interesse, men hun læser også gerne gode krimier af svenske forfattere. Og så holder hun sig jævnligt i gang med svømning.