Når Jørgen Egebjerg Pontoppidan i dag inviterer til åbent hus i anledning af sin 60-årsfødselsdag, er det Hvornum Forsamlingshus ved Hobro, der danner ramme om festlighederne, og provsten og politikeren (V) regner med, at både sognebørn, politiske forbindelser og præstekolleger kigger forbi. Præstegerning og politik er det, der fylder i fødselarens liv, og ifølge kolleger inden for begge sfærer er han uhyre effektiv og energisk, men aldrig tromlende, diktatorisk eller selvhævdende.
”Han er en mand, der sørger for, at sagerne bliver ekspederet, men han er ikke optaget af at få æren for det, og det er ikke vigtigt for ham, at det er ham, der får lov at bestemme. Han vil bare finde gode løsninger,” som et medlem af provstiudvalget i Hobro-Mariager Provsti siger.
Jørgen Pontoppidan siger selv, at han som grundtvigianer er optaget af at sætte mennesket først og sørge for, at forkyndelsen sker ind i det enkelte menneskes liv på en relevant måde. Han er modstander af, at strukturer og systemer får førsteret.
Hvad det angår, ser han en sammenhæng mellem sine politiske værdier og sine teologiske og kirkepolitiske standpunkter. Men ellers insisterer han på, at de to ting kan trives side om side uden at blive uskønt blandet sammen, også selvom folk i Hvornum, hvor han har boet og arbejdet som sognepræst siden 1982, naturligvis ved, at præsten er politiker.
Jørgen Pontoppidan voksede op på Silkeborg-egnen, hvor kirkegang var en del af familiens liv. Hans forældre var i flere omgange medlemmer af det lokale menighedsråd, og når Jørgen Pontoppidan blev spurgt, hvad han ville være som voksen, svarede han ikke som mange af sine kammerater brandmand, men præst. Og sådan blev det. Han blev uddannet teologisk kandidat i 1982 og blev samme år ansat som sognepræst i Hvornum-Snæbum Sogne. I 1997 blev han provst for Hobro-Purhus Provsti, som siden blev til Hobro-Mariager Provsti, hvor han i dag er provst.
Samme år som han blev udnævnt til provst, fik han en opfordring til at gå ind i lokalpolitik for Venstre, selvom han ikke var medlem af partiet.
”Jeg har altid været borgerlig, og Venstre har altid for mig været det mindst ringe parti,” siger han.
”Men jeg gjorde klart fra begyndelsen, at jeg ikke nødvendigvis kan tilslutte mig alle partiets standpunkter. Da fik jeg at vide, at jeg er fri til at følge min samvittighed. Så det gør jeg, og det kan give konflikter. Men der er højt nok til loftet til, at det ikke har ført til et brud,” siger han.
Han blev valgt ind i byrådet og blev midt i valgperioden gruppeformand og medlem af økonomiudvalget.
Ved næste valg stillede han op som Venstres borgmesterkandidat, og fra 2002 til 2007 sad han som borgmester i Hobro og var med til at forberede sammenlægningen af fire kommuner til den nye Mariagerfjord Kommune.
Her er han fortsat medlem af byrådet og desuden formand for kultur- og fritidsudvalget – en post, han håber at kunne generobre efter næste kommunalvalg.
I tiden som borgmester var arbejdspresset stort, og han overvejede sammen med sine menighedsråd at indsætte en hjælpepræst. Det blev dog ikke aktuelt, og efter kommunesammenlægningen har Jørgen Pontoppidan ikke været borgmesterkandidat, og det har gjort arbejdsmængden mindre.
Men skulle han blive tvunget til vælge, vil han vælge politikken fra. Det er i præste- og provstegerningen, han finder størst mening, især i de nære relationer til sognebørnene.
”Man kan kalde mig landsbyromantiker. Men jeg synes, at det er vigtigt, at præsten er til stede ude i de små samfund,” siger han.
Et medlem af provstiudvalget siger, at Jørgen Pontoppidan netop har udstrakt sans for de lokale sammenhænge på sogneniveau og for at høre stemmerne nedefra:
”Han er god til at lytte og fornemme sig frem. Han er i hvert fald ikke en provst, der opfører sig som en koncerndirektør.”