Der er ingen grønlændere under 40 år, som kan huske et Grønland uden Jonathan Motzfeldt. Gennem næsten 40 år har Motzfeldt sat sit spor på det moderne Grønland, og den historie vil blive husket i mange år frem. Nu har han selv sat sit sidste spor i den grønlandske sne. Torsdag aften blev han "sunget ud" af venner og familie fra hospitalet i den grønlandske hovedstad, Nuuk, hvor han døde af en hjerneblødning i en alder af 72 år.
Han forudså selv sin karriere. Som 17-årig ønskede han to ting for sin fremtid: at blive præst og at blive en fremragende politiker. Store ambitioner for en sælfangersøn, men indfriet blev de. Han er mest kendt for sin rolle i Grønlands hjemmestyre fra 1979 og selvstyreordningen fra sidste år. Det er ganske få lovforslag, ganske få afgørende kommissioner og ganske få virksomhedsbestyrelser, Jonathan Motzfeldt ikke har haft fingrene i. "Han satte Grønland på det internationale verdenskort", som flere udtrykker det. "Det største menneske i sin generation", tilføjer andre.
Men uanset hvor han gik, fulgte Bibelen med.
Jonathan Motzfeldt blev uddannet exam.theol. i 1966 efter seks år som lærer i Grønland. Frem til 1979 havde han to embeder, men allerede fra begyndelsen af 1970?erne var han medlem af Grønlands Landsråd, formand for det socialdemokratiske Siumut, medlem af hjemmestyreudvalget og af hjemmestyrekommissionen.
Men hans tro fulgte også med i forhandlingerne. Blandt andet da han diskuterede bloktilskuddets størrelse med daværende statsminister – og teolog – Poul Hartling. Der var en del forskel på det lidt, Danmark mente at kunne bidrage med, og det beløb, Motzfeldt ønskede sig. Så Motzfeldt sagde: "Poul, vi er jo to kristne mennesker i denne ugudelige forsamling. Står der ikke i den hellige skrift, at den, som har to kapper, skal aflevere den ene til den anden?". "Jo," svarede Poul Hartling. "Men det er altså kun kjortler." Det er Jonathan Motzfeldt selv, der har fortalt historien i et tidligere interview med Kristeligt Dagblad.
Som prædikant beskrives han som fremragende. Og Jonathan Motzfeldt har flere gange stået for Folketingets åbningsgudstjeneste.
Få politikere har levet en så lang karriere uden skrammer i lakken. Det gælder også Jonathan Motzfeldt. Grønlands største sociale problem, alkoholisme, blev også landsfaderens. Som det også blev for hans efterfølger og gamle kampfælle Lars Emil Johansen.
Det kostede Motzfeldt Landstyre-formandsposten i 1991, og flere mener, at han var ved at sætte hele sin egen og Grønlands internationale anseelse over styr. At bokse udenrigsministre i maven i en brandert regnes ikke for god stil. Og få medarbejdere undgik en fyring den ene dag og en balle den næste – for ikke at være mødt på arbejde.
Motzfeldt gjorde comeback fra 1997, nu tørlagt. "Og det var hans tro, og hans islandske anden hustru, der fik ham igennem", hedder det. Men ved valget sidste år endte hans politiske karriere. En offenlig episode, der også involverede alkohol, betød, at han slet ikke blev valgt ind.
Når historien om Motzfeldts betydning skal skrives, er det sandsynligvis hans politiske karriere og det moderne Grønlands udvikling og gennemslagskraft, der står stærkest.
"I nyere tid var han den største", skriver landsstyreformand Kuupik Kleist i en nekrolog.
Jonathan Motzfeldt bliver begravet af den grønlandske biskop, Sofie Petersen, som også er en god ven af familien. Landsfaderen efterlader sig to voksne børn og sin hustru.