Naturens rasen giver en helt særlig ærefrygt

Efter 30 år på topposter i forsikringsbranchen sadlede 67-årige Jesper Rasmussen om og blev formand i Stormrådet. De kommende uger skal rådet træffe beslutninger, der kan påvirke tusindvis af boligejere efter stormen Urd

 67-årige Jesper Rasmussen er formand for Stormrådet, som er en uafhængig instans, der behandler sager om stormfloder, oversvømmelser og stormfald. Han finder på én og samme tid naturens kræfter imponerende og frygtelige. –
67-årige Jesper Rasmussen er formand for Stormrådet, som er en uafhængig instans, der behandler sager om stormfloder, oversvømmelser og stormfald. Han finder på én og samme tid naturens kræfter imponerende og frygtelige. – . Foto: Stormrådet.

Med 30 års erfaring på topposter i forsikringsselskaberne Tryg og Codan er Jesper Rasmussen godt klædt på til rollen som formand for Stormrådet. Den uafhængige instans blev grundlagt i 1990 for at sikre, at folk kan få erstatning, når naturens rasen forårsager skader af enormt omfang. Den nuværende stilling kan synes som en afstikker for en mand, der betegner sig selv som ”inkarneret forsikringsmand”, men for Jesper Rasmussen selv gav det god mening, da han i 2014 takkede ja til posten.

Selvom han er født i hovedstaden, har naturen nemlig altid spillet en særlig rolle for Jesper Rasmussen, der siden 1980 har boet ved Hvalsø på Midtsjælland.

”Efter syv år i Codan sagde jeg op for at give mig i kast med en helt ny branche, og heldigvis bød muligheden sig for at blive en del af Stormrådet. Jeg elsker naturen og dens kraft, og jeg bruger den meget. Det fylder mig både med ærefrygt og spænding, når naturen raser. Mine kone og jeg bor i naturskønne områder, hvor jeg cykler meget, og vi har et sommerhus på Bornholm, hvor vi vandrer i klitterne og nyder den særlige natur, der forener smukke bakkelandskaber med et brusende hav,” fortæller han.

Efter sin realeksamen uddannede Jesper Rasmussen sig først inden for shipping. Dernæst tog han direkte på Niels Brocks Handelsgymnasium, inden han uddannede sig til cand.polit. på Københavns Universitet. Han blev straks efter ansat i Tryg Baltica Forsikring, som i dag hedder Tryg, hvor han tilbragte de næste 23 år inden skiftet til Codan.

Selvom kursen har været støt og uden svinkeærinder, så ser Jesper Rasmussen ikke sig selv som én, der besidder en unik drivkraft:

”Det kan måske virke, som om jeg har haft en helt særlig determination, men sådan ser jeg nu ikke selv på det. Det siger måske mere om samtiden, da jeg var ung. Ens forældre forventede, at man udnyttede de muligheder, man havde, og som ikke var tidligere generationer forundt. Jeg så det ikke som en række mål, jeg skulle nå, det gik mere slag i slag.”

Han har det dog svært med inaktivitet og indrømmer, at han sjældent har tålmodighed til at komme igennem en hel film. Bøger holder hjernen anderledes beskæftiget, så han læser hellere. Gerne biografier.

”Jeg trives rigtig godt med at læse om spændende mennesker, og jeg har læst biografier om lige fra Henry Kissinger og Nelson Mandela til USA’s tidligere nationalbankdirektør Alan Greenspan. Skal jeg pege på en enkelt biografi, der efterlod et særligt indtryk, må det være Bo Lidegaards biografi om tidligere statsminister Jens Otto Krag. Han var et spændende menneske, der favnede bredt og skabte gode resultater, men som også ødelagde sig selv. Det er tragisk, at det gik, som det gjorde, men sådan er det nok at være et magtmenneske og samtidig et følsomt individ.”

Den 67-årige Jesper Rasmussen sidder i flere bestyrelsesposter ved siden af arbejdet i Stormrådet, men i forhold til tiden som koncernchef er nutidens skema noget mere taknemmeligt. Han har været gift i 45 år og har to voksne sønner og seks børnebørn, og i dag er der bedre tid til at passe familien:

”Jeg oplever en meget større frihed i dag end tidligere og er gået fra omkring 150 rejsedage om året til nul. Det giver mulighed for at være nærværende med min kone og mine børnebørn, og det sætter både jeg og min familie pris på.”

Selvom stormen Urd betyder, at Stormrådets sekretariat i den kommende tid får travlt, forventer Jesper Rasmussen da heller ikke, at omfanget af skaderne når samme omfang, som stormen Bodil skabte i 2013.

”Det bliver travlt i den kommende tid, men beredskabet var hurtigt ude denne gang, og stormen Urd var noget mildere end Bodil. Jeg forventer, vi slipper billigere end ved stormen Bodil, selvom jeg ikke tør sige hvor meget.”

Stormrådet behandler typisk mellem 200-600 sager om året, men enkelte år stiger tallet markant. Stormen Bodil i 2013 affødte således næsten 3000 sager, oplyser Stormrådet.