På opdagelses-rejse i psyken

Den 58-årige forfatter Grete Roulund, hvis romaner er blevet sammenlignet med Ernest Hemingways og Graham Greenes, skrev sig ind i et sært og nærgående univers

En enkelt time om dagen brugte Grete Roulund bag sin skrivemaskine. (Foto: Scanpix)
En enkelt time om dagen brugte Grete Roulund bag sin skrivemaskine. (Foto: Scanpix).

Anmeldernes sporadiske sammenligninger med Hemingway og Graham Greene fik på ingen måde forfatteren Grete Roulund til ydmygt at slå blikket ned. Nu er hun død, 58 år gammel.

– Begge er gode forfattere, men jeg skriver nok først og fremmest som Grete Roulund, lød det lakonisk i interview til Kristeligt Dagblad i 1998, hvor Grete Roulunds meget roste "Silberknabe", om nazitidens grusomheder, udkom.

Grete Roulunds romaner, der svævede i et særegent univers, var derfor også svære at placere genremæssigt, men kunne vel med nogen ret kaldes opdagelsesrejser i psyken. Hun skrev ikke for at tækkes sit trofaste publikum. Hun skrev af hjertens nødvendighed og gru. Fordi der var noget, hun havde brugt tid til at undersøge og nu måtte af med til sine læsere. De mennesker, som hun selv kaldte intellektuelle invidualister.

Det psykologiske aspekt havde stor betydning i hendes romaner. Det er sjældent muligt for alvor at holde med en af hendes personer. I de sære og syrede universer er ingenting helt lyst eller mørkt. To sider af tilværelsen i uafladeligt livtag. I "Silberknabes" portrætter af mennesker, der var underlagt eller som varetog nazismens rædselsregime. Hvert ord blev nøje vægtet – af respekt for læsernes tid.

Grete Roulund skrev kun en enkelt time om dagen i sin lille lejlighed på 2. sal i et betonbyggeri på det indre Nørrebro i København. Her boede hun "sammen med sin antikke skrivemaskine" omgivet af vægge prydet med masker og tæpper fra fjerne egne af verden. Kun en enkelt time... Livet er så kort, og der var andre interesser. Blandt andet at rejse og samle og bearbejde indtryk, der siden kunne omsættes til historier. Hun brændte for sin uafhængighed. Ville ikke lade sig æde op af forfattergerningens stillesiddende tvang. Måtte have luft under vingerne.

Luft fik hun om sommeren ude på sin enorme, urskovsbeplantede altan eller nede på gaden, hvor hun ofte faldt i snak med de lokale. Luft fik hun også i det fremmede og fjerne. På godt og ondt.

I alt har Grete Roulund, der i 1981 debuterede med novellesamlingen "Verdito", skrevet 20 romaner. Heriblandt "Dødens horisont", "Vi mødes her", "Stedfortræderen" og senest "Baga Road". En imponerende samling af originale og usædvanlige historier er det blevet til. Med lige så mange bogrygge, der kunne have fyldt en halv meter på reolen i stuen. Ikke en eneste af denne forfatters titler var at finde på reolen dengang i 1998, hvor Grete Roulund, efter nogen modstand, åbnede døren ind til sit private arbejdskammer for denne medarbejder.

– Det ville da se underligt ud med så mange bøger med mit eget navn på, lød begrundelsen. Grete Roulund var nok selvbevidst, men indbildskhed og storagtighed lå ikke til hende. Hun var som menneske og forfatter en person, man fik lov at se i øjnene et kort øjeblik. Men længe nok til at aftvinge stor respekt.

moe@kristeligt-dagblad.dk