Præsten, der tog Gud til nåde igen

Hospitalspræst Preben Kok.

Preben Kok, der er sognepræst i Engum Sogn og sygepræst på Vejle Sygehus, er årets juleprædikant på DR 1. – Foto: Claus Fisker. / Scanpix

relevante temaer

Det er naturligt at være vred på Gud. Det mener sogne- og sygehuspræst Preben Kok, der juleaften prædiker på DR 1

Der er ingen grund til at sidde stille, når man lige så godt kan holde sig i gang. Sådan er tilværelsen for Preben Kok, sognepræst i Engum Sogn og sygepræst på Vejle Sygehus. Konstant er han på farten for at fortælle om den tro, der betyder så meget, og i den henseende tager han gerne medierne i brug. Det vil landets tv-seere blive vidner til, når Preben Kok i morgen prædiker ved juleaftensgudstjenesten på DR 1.

LÆS OGSÅ: Julen giver danskernes tro en anledning

Her vil han på sin egen måde forkynde juleevangeliet anno 2011 med den romantik og realisme, som hører sig til. Og netop de nøgne kendsgerninger er om noget Preben Koks varemærke.

Det skyldes ikke mindst hans årelange arbejde som sygehuspræst.

Her, i sit arbejde blandt syge og døende, har han set en anden virkelighed, hvor kærligheden til Gud synes tabt. I de situationer er det let at blive vred på Gud, og typisk for Preben Koks tankegang giver han folk plads til at have denne vrede. Det blev tydeliggjort i 2010, da han skrev bogen Skæld ud på Gud.

Tro kan skabe liv selv dér, hvor alt synes dødt. Jeg tror i glæde, og jeg tror på trods. Jeg mener, at man har ret til at blive vred på Gud, og at det nytter at skælde ham ud, skrev han i bogens forord.

Intet kommer af intet, og bag Preben Koks holdning ligger en personlig erfaring. Da han var 13 år, blev hans far ramt af en uhelbredelig lungesygdom, og selv blev han alvorligt syg som 21-årig. Mens han lå i hospitalssenge, troede han, at hans sidste time var kommet.

Dér mistede jeg min barnetro, og den kom aldrig tilbage igen, siger han.

Det gjorde den så alligevel, for under sin sygdom opdagede Preben Kok, at Gud ikke forlod ham, og langsomt tog han igen Gud til nåde.

Preben Kok er født i Aarhus i 1948, er uddannet cand.mag. i historie og kristendomskundskab fra Aarhus Universitet, og i 1975 blev han færdig fra Pastoralseminariet. Samme år fik han sit nuværende embede i Engum Sogn, hvor han er kendt som en dynamisk og engageret sognepræst.

Preben Kok er klassisk landpræst, der ikke holder sig tilbage for at give en hånd med i sognets mangeartede aktiviteter. Det skyldes ikke mindst et nærmest umætteligt arbejdsgen, der består af lige dele passion og nødvendighed. Derfor ser man også Preben Kok i mange sammenhænge fra frivillig supervision af yngre kræftlæger til udgivelse af salmer på Engum Sogns Musikforlag, som han selv har grundlagt. Gennem tiden er det for eksempel blevet til flere udgivelser af digteren og salmedigteren Simon Grotrian, som Preben Kok har et nært venskab med.

Arbejdsgenet holder ikke fri i julen. Når den tv-transmitterede gudstjeneste er forbi, vil Preben Kok gøre sig klar til dagens tredje juleaftensgudstjeneste, ligesom han også prædiker 1. og 2. juledag. Selve juleaften holder han dog helt fri sammen med sin hustru, Grete, der er tidligere viceskoleinspektør. Parret har to voksne børn, der har givet dem fem børnebørn. Alle vil de være i Engum Præstegård i julen, og så tager de traditionen tro hinanden i hænderne og løber gennem stuerne, mens de synger Nu det jul igen.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

KRIGEN 1914-1918

kr. 249,00 Køb

Tiny Audio M5 DAB+ og FM radio, hvid

kr. 599,00 Køb

Anna Netrebko og Plácido Domingo: "Jeanne d'Arc"

kr. 189,00 Køb

HJERTET HAR ALTID DET SIDSTE ORD

kr. 249,00 Køb

W.A. Mozarts Klaverkoncerter

kr. 399,00 Køb

TILGIVELSENS BOG

kr. 249,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.