Gurli Vibe Jensen var præst til det sidste

Gurli Vibe Jensen døde i fredags, 91 år. Den tidligere missionær i Nigeria og sognepræst ved Helligaandskirken i København blev en af sin tids mest markante og afholdte skikkelser i dansk kirkeliv

Et stort antal mennesker opsøgte gennem årene Gurli Vibe Jensen i hendes hjem til sjælesorgssamtaler. Hun havde en særlig evne til at være nærværende, og hun var en samtalens mester.
Et stort antal mennesker opsøgte gennem årene Gurli Vibe Jensen i hendes hjem til sjælesorgssamtaler. Hun havde en særlig evne til at være nærværende, og hun var en samtalens mester. Foto: Leif Tuxen.

Helt frem til sine sidste dage var Gurli Vibe Jensen klar til tjeneste. Så sent som i disse sommeruger skulle den 91-årige tidligere sognepræst have forestået en barnedåb, men måtte aflyse på grund af svigtende helbred. Da hun i stedet tilbragte en del af sin sidste tid på hospitalet, var det opmuntringen af personalet og andre patienter, der lå hende på sinde. Hun ville trøste og indgyde nyt livsmod. Over venner, der besøgte hende, lyste hun altid velsignelsen. Hun forblev præst til det sidste.

Gurli Vibe Jensen var en af de mest markante skikkelser i sin periodes kirkeliv. Først som missionær i Afrika fra 1950 til 1960 og siden som sognepræst ved Helligaandskirken på Strøget i København fra 1965 til 1995.

Som 26-årig blev hun som læreruddannet fra Ribe Statsseminarium udsendt af Dansk Forenet Sudanmission, nu Mission Afrika, som missionær til Numan i det nordlige Nigeria. Her opbyggede hun en kostskole for piger. Det fik særlig betydning, at hun formåede at skabe sammenhæng mellem missionsarbejdet og den nigerianske kultur, så det blev til inspiration for andre missionsselskabers indsats, og såmænd også for daværende kirkeminister Bodil Koch (S), der var en ven af Gurli Vibe Jensen og rejste med hende i Nigeria. 

Pigerne fra Numan glemte hende aldrig. ”Vi skriver til dig for at udtrykke vores dybeste hengivenhed for dig”, skrev 38 af dem til hende, da hun fyldte 91 år i december. ”Du var dedikeret til dit virke langt ud over, hvad der forlangtes af dig. Din kærlighed til os var ægte, og vi tvivlede aldrig et øjeblik på den.” Tiden som missionær beskrev Gurli Vibe Jensen ved mange foredrag rundt i landet, ligesom hun er forfatter til en række bøger, blandt andet om tiden i Afrika, herunder ”Gnister fra bålet – afrikanske skitser”, og ”Bokti”-bøgerne om en af kostskolepigerne. Bøgerne fik en stor læserskare blandt danske børn i 1960’erne.

Tiden i Afrika gav hende en ukuelighed, der prægede hende hele livet. Hendes bolig i Nigeria kaldte hun Noas Ark, fordi den rummede flere dyr, end de fleste kunne tænke sig at bo sammen med. Hun var hårdfør og fintfølende på samme tid, og hun besad betydelig handlekraft og udstrålede stor myndighed.

Fra arkivet: Hør Gurli Vibe Jensen fortælle om kærlighed og sorg


Efter missionærårene rejste hun til USA og blev Master of Arts i psykologi og litteratur fra University of Minnesota i 1962. Hjemvendt til København arbejdede hun for Sudanmissionen og tog sideløbende den teologiske særuddannelse.

I 1965 blev hun præst ved Helligaandskirken i København, hvilket bevirkede, at menigheden voksede betydeligt. Gennem de 30 år, hun virkede der, var det ikke usædvanligt, at der sad 200-300 mennesker til en almindelig søndagsgudstjeneste. Med hende som drivkraft blev der i kirken opbygget bibelstudiekredse, børne- og ungdomsarbejde, socialt omsorgsarbejde for svagt stillede, ligesom hun og andre blev engageret i hjemmebesøg, ikke mindst til syge.

Gurli Vibe Jensens forkyndelse som præst var bibelsk forankret. Hun favnede med sin gennemslagskraft og sin helt særlige sprogtone og formuleringsevne en broget menighed af kirkevante og kirkefremmede. Et stort antal mennesker opsøgte gennem årene Gurli Vibe Jensen til sjælesorgssamtaler. Hun havde en særlig evne til at være nærværende, og hun var en samtalens mester. Efter sin pensionering som 70-årig fortsatte hun i alle årene frem til sin død med sjælesorgssamtalerne. Hun mente, at mange menneskers liv er præget af mangel på tillid og fællesskab.

I samtalen med hende oplevede mange forløsningen ved at tale ud og blive lyttet til, og hun formulerede i et interview engang, at ”fordybelse i samtalen kan føre til fornyelse”. En ofte brugt opmuntring fra hendes side til dem, der opsøgte hende, var ordene: ”Hold ud”.

Det gjorde hun selv. Hun lagde i avisinterviews ikke skjul på, at hun var et kæmpende menneske. På overfladen udstrålede hun en myndig og afklaret ro, men rummede selv en usikkerhed i forhold til tilværelsen og var bestandigt i bevægelse mod åndens fornyelse, som hun udtrykte det. Ikke alene i bøn og ved nadver, men også ved musik-, kunst- og kulturoplevelser. Hun læste meget, i de senere år i perioder næsten uafbrudt, og hun læste bredt.

Gurli Vibe Jensen lod sig ikke placere på nogen bestemt fløj i dansk kirkeliv, men var præget af sin missionærbaggrund, sit brede udsyn, mødet med andre kirkesamfund og sin psykologiske og litterære indsigt.

Hendes forankring i Bibelen gav hende tidligt en tilknytning til Det Danske Bibelselskab. Hun virkede i en lang periode som kontaktsekretær for Bibelselskabet, blev medlem af den danske bestyrelse og sad i en periode også i den europæiske. Fra 1980 til 1984 beklædte hun posten som bestyrelsesformand for De Forenede Bibelselskaber, der er hovedorganisation for verdens 146 nationale bibelselskaber.

Da en af de tidligere ledere i det internationale bibelarbejde fik overbragt nyheden om Gurli Vibe Jensens død i fredags, udbrød han: ”Hun var en vidunderlig kvinde.”

Hun var også en vidunderlig ven. Hun forblev ugift til sin død, men omgav sig med en kreds af venner. Hun besad en til tider grovkornet humor, og hun gav råt for usødet. Hendes generøsitet er legendarisk.

En tidligere underbo i den ejendom ved Søerne i København, hvor Gurli Vibe Jensen gennem mange år boede, fortæller, at hun i en periode hver morgen stillede en bakke med morgenmad ved hans hoveddør, mens han fik udskiftet sit køkken.

Gurli Vibe Jensen havde sans for æstetik og kvalitet. Hun omgav sig med smukke ting, og hun boede smukt. Efter sin pensionering flyttede hun fra lejligheden, hvor Søren Kierkegaards forlovede, Regine, havde boet i 1800-tallet, til en tidligere skovriderbolig placeret i et sjællandsk guldalderlandskab langt fra København. Her var altid smukt dækket op med blomster og lys i de gamle stager, og ingen gik forgæves til hendes dør.

Når der var håndværkere, sad også de til højbords med sølvbestik og stofservietter, og der blev spurgt ind til både håndværk og privatliv. Blomsterforretningen i den nærliggende by kørte i perioder i pendulfart til hendes hjem med buketter fra taknemmelige mennesker, hun havde været i berøring med.

Selvom hun værdsatte stilheden i skoven med udsigt over skovsøen fastholdt hun, at livet aldrig måtte blive stillestående. Hun havde en glubende appetit på livet. Var ofte på rejse og ville opleve nyt. Hun rejste jorden rundt og tog på mange kortere rejser. For et par år siden tog hun med Hurtigruten til Bergen i Norge, der var et kært andet hjemland, hvor hun havde venner, herunder salmedigteren Svein Ellingsen og biskop Per Arne Dahl.

Der skulle ske noget, og hun gjorde med sin hele indstilling sit til, at det blev noget godt, der skete. Kort før sin død sagde hun fra sin sygeseng: ”Skal vi ikke have det lidt festligt?”

Gurli Vibe Jensen krævede noget af sine medmennesker. Hun tøvede ikke med at få kaldt én ud fra et møde for derefter at fremkomme med en forespørgsel, som måske dybest set nok kunne have ventet til senere, hvorefter hun afsluttede samtalen med et: ”Tak for din parathed.”

Hun blandede sig næsten aldrig i den kirkepolitiske eller teologiske debat, men hun var frem til det sidste optaget af, hvad det vil sige at være et menneske, og hvad kristendommen har at sige mennesker.

De, der kom i berøring med hende, blev bestandigt udfordret. Hun forventede noget af dem, og der var ikke plads til småsnak. ”Hvad skal vi egentlig med livet?,” var et af de sidste spørgsmål, hun stillede.
Men også for hende måtte livet slutte, og det var ikke nemt for hende at forlige sig med den tanke. Den sidste tid blev også en strid for at fastholde livet, og kun langsomt affandt hun sig med at se døden i øjnene.

Gurli Vibe Jensen sagde ofte: ”Nyd livet. Det er en vidunderlig gave”. De eksistentielle udfordringer i sit eget liv talte hun sjældent med nogen om. Hun var den, som andre betroede sig til. Hun selv betroede sig kun til få, om for alvor til nogen. Men hun vidste, hvor hun kunne finde lys og håb.

I et interview i Kristeligt Dagblad i anledning af sin 90-års fødselsdag sagde hun: ”Hvis jeg går mod lyset, går min skygge bag mig. For mig er det, hvad kristendommen drejer sig om. Kristus, som jeg finder det helt naturligt at tale om, han er lys på min vej. Han er virkelig til, og hans indflydelse bringer mig til at sige: Der er håb…”.