Professoren, der altid også var præst

Theodor Jørgensen, professor dr. theol., var en skarpsindig teolog med et betydeligt fagligt vingefang og samtidig en afholdt sjælesørger

Theodor Jørgensen døde 82 år gammel den 4. januar i sit hjem i Hellerup nord for København.
Theodor Jørgensen døde 82 år gammel den 4. januar i sit hjem i Hellerup nord for København. Foto: Paw Gissel/ritzau.

Det er oplagt at tage til grænselandet, hvis man vil forstå professor doktor theol. Theodor Jørgensens virke. Torsdag den 4. januar døde Theodor Friedrich Holzdeppe Jørgensen i sit hjem i Hellerup nord for København. Han blev 82 år. Nok forlod han Sønderborg som ung for at læse teologi i København og blev på Sjælland, men hans dansk bevarede et anstrøg af tysk, som var hans andet modersmål, og hans teologi var præget af grænselandet, hvor hans far var præst. Som dreng oplevede han sin far være tysk for tyskerne og dansk for danskerne. Viljen og evnen til at sætte sig i den andens sted blev retningsgivende for hans liv.

Theodor Jørgensen talte med varme om hjemmet, hvor hans mor var garant for tryghed, og hans far gav ham sansen for de store fortællinger. Med til de tidlige minder hørte gåture med faderen, hvor han fik genfortalt klassiske historier fra antikken. Theodor Jørgensen syntes, teologien trivedes bedst i samtalen, og hans første teologiske samtalepartner var faderen.

Han flyttede til København og studerede teologi med professor K.E. Skydsgaard som teologisk fyrtårn. I 1961 blev han cand. theol. fra Københavns Universitet og samme år gift med fysioterapeut Lise Jørgensen. I 1969 flyttede de til Højby-Lumsås i Odsherred, hvor han virkede som præst, samtidig med at han arbejdede på sin doktordisputats om den tyske teolog Friedrich Schleiermacher (1768-1834). Efter fem år i Odsherred blev han ansat som professor i dogmatik på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet. Resten af livet bevarede han en tilknytning til egnen og opholdt sig gerne i familiens sommerhus i Lumsås. Her var familien samlet juleaften.

Tiden i Højby-Lumsås definerede hans forståelse af sig selv, da han blev professor i dogmatik. Theodor Jørgensen havde en naturlig kirkelig og pastoral identitet, som ikke kunne skilles fra professoratet.

Han var glad for sit lange navn og den historie, navnene bar, men han foretrak at blive kaldt Theo. Og sådan lærte studerende ham at kende gennem tre årtier. I ham mødte de en professor, som var en grundig og skarpsindig teolog med et betydeligt fagligt vingefang. Han kunne skære igennem og pege på de overordnede perspektiver i stort set enhver teologisk diskussion, så det faglige miljø blev løftet.

At skrive var forbundet med kamp for den perfektionistiske teolog, men han dyrkede en mundtlig teologi. Mange af hans studerende kan huske, at de efter at have afsluttet et fag er blevet inviteret til spisning hos Lise og Theodor Jørgensen i Hellerup. Og i samtalen ved bordet var Theodor Jørgensens teologi med. Og ingen undrede sig, når værterne ud på aftenen fandt salmebøgerne frem, talte om salmetekster og sang. Samme gæstfrihed viste parret over for grupper af norske teologistuderende, som fra 1975 og frem til hans pensionering i 2004 kom i hjemmet. Som dogmatiker har han haft en stor betydning i Norge og blev æresprofessor ved Oslo Universitet i 1997.

I 1992 stillede han op til bispevalget i København, og det var et personligt nederlag, at han ikke blev valgt, men på Det Teologiske Fakultet var man glade for at beholde kollegaen, som var kendt for at være en problemknuser. Han var frygtløs og alt andet end diplomat.

Han bestred en række tillidshverv. Som ung var han tilknyttet Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse, han har været i bestyrelsen for blandt andet Dansk Santalmission og engageret i Areopagos, og i mere end et årti var han medlem af Det Danske Bibelselskabs bestyrelse. I 1978 og nogle år frem var han desuden tilknyttet Kristeligt Dagblad som teologisk medarbejder.

Da han kom til København som professor, henvendte han sig i Helligåndskirken og tilbød sig som ulønnet hjælpepræst. Han mente ikke, at man kunne være professor i teologi uden at praktisere teologien. Juleaftensdag skulle han, traditionen tro, have været liturg og sunget J.P.E. Hartmanns ”Juleliturgi”. Og 2. juledag skulle han have haft gudstjenesten, men han blev forhindret af sygdom. Som prædikant gennem 43 år var han nærværende og brændende og mestrede balancen mellem at være personlig uden at være privat. Hans teologi var præget af Luther og Grundtvig. Han huskes for sine prædikener, men han så altid gudstjenesten som en helhed og lagde stor vægt på salmevalget.

Når hans ofte poetiske sprog kom til kort, oplevede han, at musikken kunne tage over. Selv spillede han bratsch og havde en dyb glæde ved musik og ikke mindst J. S. Bach.

Theodor Jørgensen fremhæves som favnende og åben, men han kunne også være det modsatte. Det gjaldt ikke mindst i synet på vielse af homoseksuelle. Han var tidligt en fortaler for vielse af homoseksuelle, og her var der ingen given ved dørene i forhold til modstandere af dette synspunkt. Men de fleste kunne lide ham, selv om ikke alle kunne lide, det han sagde.

Ved Theodor Jørgensens død har mange mistet en ven. For ham var sjælesorg ikke et fag, men mere en væren. Nok havde han travlt, men han tog sig tid til det nære, personlige forhold og så en Kristus-signatur i alle mennesker.

Den mundtlige teolog, som havde svært ved at omsætte tanker til tekst, tilbragte ti dage i samtale med teologen Lars Sandbeck i efteråret 2015. Det blev til bogen ”På grænsen - et teologisk portræt af Theodor Jørgensen”. Her møder man en lidenskabelig teolog med akademiske ærestitler, for hvem forkyndelsen og sjælesorgen var det væsentlige. I denne svanesang havde han også modet til at se frem:

”Jeg forestiller mig dommedag som at vi i mødet med Kristus, der kommer for at dømme levende og døde - hvor Gud ser på os så at sige igennem Kristus i sin dom - gennemtrænges af et lys, der gør, at alle kringelkroge i vores tilværelse, alt det, vi har fortrængt, alt det, vi har glemt, fordi vi vil glemme og fortrænge det, bliver oplyst. Og det vil være et rædsomt øjeblik, det er jeg helt sikker på. Men det lys, der gennemtrænger mig i dette øjeblik, det er lyset fra korset, og det vil sige nådeslyset, tilgivelsens lys.”