Sheriffen fra Holstebro

Lige siden han studerede jura, har landmandssønnen Jens Kaasgaard arbejdet for politiet i Holstebro. I dag er han kredsens politidirektør. Og så fylder han 60 år i morgen

Sheriffen fra Holstebro

De fleste lærte for alvor Jens Kaasgaard at kende, da han i 2001 stillede sig i spidsen for efterforskningen mod Tvind og stifteren, Mogens Amdi Petersen.

LÆS OGSÅ:

Hvis man ikke mener at have noget at skjule, så burde man heller ikke have noget imod at stille sig til rådighed for politiet, sagde Kaasgaard, der dengang var politimester i Holstebro, om Tvind-toppen, der opholdt sig i Storbritannien. Retsopgøret mod Tvind er endnu ikke slut. Og skulle Amdi og de andre Tvind-ledere igen dukke op i Danmark, så er det stadig Kaasgaard, der sidder for bordenden i Holstebro. Men i dag med titel af politidirektør.

Historien om Jens Kaas­gaard er historien om landmandssønnen fra gården nær Bovbjerg Fyr på Vestkysten. Han kan både køre traktor og kappe hovedet af en høne, og han holder af selv at lave smykker af rav.

Det lå ellers ikke i kortene, at han skulle nå et af landets højeste embeder inden for politiet. Det kan du godt glemme alt om, lød vurderingen fra studievejlederen, da den unge Kaasgaard meddelte, at han ville være jurist. Siden har han i den grad gjort politistationen i Holstebro til sit eget hjem, og allerede da han studerede jura i Aarhus, var han voluntør hos politiet i den vestjyske by.

Inden Tvind-sagen gjorde Kaasgaard til fast indhold i de landsdækkende nyheder, nåede han at komme omkring Rigspolitiet og statsadvokaturen samt politiet i både Hjørring og København, hvor han fik grad af vicepolitidirektør.

/ritzau/