Slut med Radiserne

Da tegneseriemediets 100-års-dag blev fejret i 1995, foretog man en rundsprøge blandt fagets folk for at kåre verdens bedste tegneserie nogensinde. Radiserne fik dobbelt så mange stemmer som den nærmeste konkurrent. Det er der ingen grund til at undre sig over, for med Charles M. Schulz blev tegneserien voksen. Vist er det klassiske comic-strips, men Schulz forædlede genren og gjorde den hverdagsfilosofisk. Radiserne eller »Peanuts«, som den rettelig hedder, blev egentlig døbt »Li'l Folks«, »småfolk« - men bureauet valge den anden titel, som Schulz aldrig brød sig om, fordi den jo ikke havde noget med seriens indhold at gøre. For Radiserne handler jo netop om småfolk. Det lykkedes Schulz at skabe et barneunivers, som spejler en større verden. Hans univers blev aldrig nuttet, tværtimod. Det er både grumt og fantastisk. »Vi behøver slet ikke stille dybsindige spørgsmål, om kunsten vil noget, så længe den er noget, nemlig et spejl af virkeligheden. Som Radiserne er det!«, sagde P.G. Lindhardt i 1965. Den evige taber, Søren Brun, som også er ukuelig optimist. Hans onde ånd Trine med den psykiatriske behandling for 25 øre. Fantasten og drømmeren Nuser, der lever sit spændende liv som pilot fra Første Verdenskrig - men som altid opholder sig på ryggen af hundehuset, fordi han lider af klaustrofobi. Den filosofiske og teologiske Thomas med sin faste tro på den store græskarmand og sin sutteklud. Og omkring dem opstod flere figurer, hver gang tegnet med løs præcision og hver gang med en klar og genkendelig personlighed. Charles M. Schulz brød mange grænser ned med Radiserne. Hurtigt optrådte den farvede Franklin, som Schulz' bidrag til borgerretsbevægelsen. Og han bragte teologien ind i tegneserien, som da Nuser er ved at skrive en teologisk bog med titlen: Har De tænkt på, at de kan tage fejl? - Den ville man gerne have læst! Eller da Trine læser højt om den fortabte søn og når til »hent fedekalven, slagt den og lad os spise og være lystige« og Nuser tænker »Hva' havde kalven da gjort?«. En børneserie, ja, men totalt uden voksne. Jeg mener ikke, man nogensinde har set en voksen i serien. Jo, de er der skam - eller de er forudsat. Men personerne er børnene. Det er deres verden, der spejler vores. Charles M. Schulz mente selv, at den humor, der sigtede efter kendte folk som f.eks. præsidenten er billig, og så føjede han til: »Min serie handler om forholdet mellem mennesker og menneskets natur«. Mange har taget ham på ordet, og bøger som »Evangeliet ifølge radiserne« Eller »Radisernes lignelser« så dagens lys. Og der er da også et livssyn i Radiserne, som giver plads for både synd og nåde - selvom Schulz lykkeligvis aldrig belaster sine historier med store ord. Men som gammel søndagsskolelærer vidste han godt, hvad en lignelse er. Han skabte selv lignelser og efterlader sig ved sin død et værk, der strakte sig over et halvt århundrede. Han overlod aldrig andre at tegne serien. Og det er oplagt grunden til, at den fra start til slut holder samme høje kvalitetniveau. Radiserne står som en moderne klassiker fra sidste århundrede, der forener alvor og humor i en tid, hvor Freud og psykoanalysen blev en del af vor kulturelle arv. Men Schulz evnede at fastholde et længere perspektiv i sine muntre lignelser.