Han gør op med barndommens vold og vrede

Aydin Soei har høstet anerkendelse for sine beskrivelser af vreden blandt unge fra udsatte miljøer. Nu fortæller han om sin egen barske barndom i en bog, der har sendt den 33-årige sociolog og journalist i retten

I sin nye bog, ”Forsoning”, henvender sociolog og journalist Aydin Soei sig flere gange til sin egen knap fire år gamle søn. Hans ønske er, at sønnen skal bryde med den sociale arv og ikke føle ansvar for sin farfars handlinger.
I sin nye bog, ”Forsoning”, henvender sociolog og journalist Aydin Soei sig flere gange til sin egen knap fire år gamle søn. Hans ønske er, at sønnen skal bryde med den sociale arv og ikke føle ansvar for sin farfars handlinger. . Foto: Marie Hald.

En syvårig dreng vokser op med en far, der smider ham på badeværelsegulvet og slår løs, når han er fuld og vred.

Med tiden lærer drengen at være lydløs i nærheden af faderen, at undgå slagene, ikke at invitere venner med hjem fra skole og ikke at græde eller sige noget, når han eller andre i familien får tæsk.

Ved at tie volden væk bevarer han drømmen om at være en del af en normal familie.

Den unge dreng kunne sagtens lyde som endnu en af de vrede minoritetsunge fra udsatte miljøer, som den 33-årige journalist, sociolog, forfatter og foredragsholder Aydin Soei de seneste år har høstet anerkendelse for at beskrive.

Men denne gang er der ikke tale om fiktion eller et objektivt sociologisk studie. I en ny bog har Aydin Soei nemlig vendt blikket mod sin egen opvækst og håndtering af vreden over sin fars vold.

Det selvbiografiske værk, ”Forsoning”, har været to et halvt år undervejs, og ud over egne erindringer bygger det på interviews med moderen og gamle venner fra skoletiden.

På de over 600 sider fortæller Aydin Soei blandt andet om familiens flugt fra Iran, ankomsten til Danmark i 1986, livet i det socialt belastede boligbyggeri i Avedøre Stationsby og faderen, som havde svært ved at vænne sig til en ny, lavere status i Danmark og blev alkoholiseret og voldelig.

Selv blev Aydin Soei også god til at slås, da det gav ham status i skolen, hvor han havde svært ved at følge med bogligt. Han kunne nemt være endt som bandemedlem, hvis ikke moderen havde forladt faderen, hvorefter Aydin Soei i begyndelsen af sine teenageår skiftede til en skole i Gladsaxe.

Her fik han nye venner, begyndte at stræbe efter at lære noget og kom efterfølgende i gymnasiet og på universitetet. Han fik en bachelor i journalistik og en cand.public. i sociologi og medborgerskab fra Syddansk Universitet og har siden arbejdet for blandt andet Dagbladet Information, DR og Radio24syv og skrevet flere bøger om unge etniske minoriteter.

”Der er mange af de miljøer, jeg har skrevet om, der er mere rå end det, jeg selv kommer fra, men jeg kan genkende meget af det i min egen historie. Jeg drømte selv om at blive bandemedlem. Vi romantiserede det miljø. Banderne var nogle, der beskyttede lokalmiljøet. Det ville man selvfølgelig gerne være en del af,” har Aydin Soei tidligere sagt til Kristeligt Dagblad.

Noget særligt ved den nye bog er, at den er direkte henvendt til Aydin Soeis egen knap fire år gamle søn. Hans ønske er, at sønnen skal bryde med den sociale arv og ikke føle ansvar for sin farfars handlinger.

Selvom bogen – som det fremgår af titlen – er et forsoningsprojekt, har den ført til, at Aydin Soei den seneste uge har måttet møde i byretten flere gange.

I bogen beskriver forfatteren nemlig sin fars knivdrab på en af sine iranske klassekammeraters far, og den tidligere klassekammerat og hans andre søskende har nu taget sagen til retten, da de ønsker forbud mod bogen, som ifølge dem beskriver deres fars opiumhandel og vold mod familien for ekstremt.

Så sent som i går var Aydin Soei i retten for at tale om bogen, som han ikke ønsker at trække tilbage.

Aydin Soei bor på Nørrebro i København. Hans bog ”Forsoning” bliver anmeldt i Kristeligt Dagblad i morgen.