Teologistuderende på det store lærred

Helene Reingaard Neumann er gift med Thomas Vinterberg og føler sig privilegeret over både at kunne fordybe ...

Helene Reingaard Neumann er gift med Thomas Vinterberg og føler sig privilegeret over både at kunne fordybe sig i film og de igangværende akademiske teologiske studier. Foto: David Leth Williams/Scanpix

Jeg føler mig meget privilegeret over både at kunne fordybe mig i film og akademiske teologiske studier.
Helene Reingaard Neumann

Helene Reingaard Neumann er aktuel som skuespiller i filmen ”Kollektivet”, men studerer også teologi

Med en filmproducer som far (Per Neumann) og en prisvindende skuespillerinde som mor (Elsebeth Reingaard) blev skuespilleren Helene Reingaard Neumann nærmest født ind i den danske filmverden i 1987. Sådan voksede hun op i København K i en familie, der havde sin naturlige gang på filmset og på filmfestivaler.

Hvert år var forældrene for eksempel til festival i Cannes, og ved middagsbordet blev der altid talt om danske film, mens kristendom nærmest var et fremmedord i familien. Alligevel blev hun tidligt interesseret i kristendom.

”Der var noget dragende over både kristendomstimerne og konfirmandundervisningen, hvor jeg for alvor blev optaget af kristendommen. Min præst, Mikkel Wold fra Marmorkirken, boede oven i købet i samme bygning som os. Og det blev afgørende, da min mor pludselig døde efter kort tids sygdom, da jeg var 16 år gammel,” fortæller hun.

Samtalerne var Mikkel Wold blev ”meget forløsende” for hende midt i sorgen, og det gav hende lyst til selv at læse teologi:

”Mikkel gav min sorg et sprog gennem teologien, så jeg kunne se min sorg i et større perspektiv. For eksempel var det stærkt for mig, at han sagde, at man mister et uerstatteligt livsvidne, når man som 16-årig mister sin mor. Siden har jeg samlet på livsvidner. For jeg tror, at det er vigtigt at have nogen at dele livet med, som både kender ens fortid og kan følge en ind i fremtiden.”

Præsten sagde også til hende, at stor sorg jo er udtryk for, at man har oplevet en stor kærlighed.

”Det gav mig lyst til fortsat at bygge mit liv på kærlighed, ligesom kristendommens kerne for mig er Guds evige kærlighed, næstekærligheden og tilgivelsen som princip. Og jo mere jeg dykker ned i teologien, jo mere spændende synes jeg, at den er,” siger Helene Reingaard Neumann, der nu kun mangler specialet på teologistudiet.

Sideløbende er hun også gået i sin mors fodspor som skuespiller. Og nu er hun igen aktuel i en spillefilm - nemlig Thomas Vinterbergs ”Kollektivet”, der har premiere i dag.

Det er faktisk tredje gang, at Helene Reingaard Neumann spiller med i en af Thomas Vinterbergs film. Hun er gift med instruktøren, som hun mødte under filmatiseringen af hans film ”En mand kommer hjem”.

Parret fandt for alvor sammen, da hun efter filmoptagelserne havde været et halvt år i New York for at læse religionsvidenskab. Og da hun kom hjem til Danmark, var Thomas Vinterberg blevet skilt, og hun var nu sikker, at han var manden i hendes liv.

Thomas Vinterberg har også skrevet rollen i ”Kollektivet”, hvor hun spiller arkitektstuderende over for Ulrich Thomsen, specielt til hende - både fordi Vinterberg elsker at arbejde sammen med hende, fordi hun er dygtig, og fordi hun har et ansigt, der på én gang er smukt og melankolsk, som han sagde i et interview til denne avis for nylig. Men selv er hun lykkelig for, at hun valgte at læse teologi i stedet for at gå på teaterskolen, som hun blev opfordret til, efter at hun også var med i Niels Arden Oplevs religiøse drama ”To verdener”:

”Jeg føler mig meget privilegeret over både at kunne fordybe mig i film og akademiske teologiske studier. Begge dele handler om at sætte sig i andre menneskers sted. Teologistudiet er blevet mit helle, og jeg er næsten ked af, at det snart er slut, selvom jeg i begyndelsen var meget på udebane. For mens jeg fik dansk film ind med modermælken, var jeg bagud på teologistudiet i forhold til alle de præstebørn, der går der. Jeg kan bare huske, hvordan mine studiekammerater allerede på introturen sad og talte langt og længe om teodice (det ondes problem, red.), men jeg turde ikke indrømme, at jeg ikke vidste, hvad det var,” griner hun.

I fremtiden kunne Helene Reingaard Neumann godt forestille sig at blive præst, som hun opfatter som et meget berigende job. Men lige nu har hun også en anden rolle at tage sig af - nemlig moderrollen. Sammen med Thomas Vinterberg har hun nemlig to børn - Albert på tre et halvt år og Lilly på tre måneder. Og sådan skulle hun i går både til en premiere i rollen som skuespiller, passe børn i rollen som mor og finde en specialevejleder i rollen som teologistuderende.