Terapeuten, der lærte os at sige farvel

Det handler om at magte adskilllelse, tilknytning og overgange, mener Marianne Davidsen-Nielsen, ...

Det handler om at magte adskilllelse, tilknytning og overgange, mener Marianne Davidsen-Nielsen, psykoterapeut og forfatter, der i dag selv har en overgang i livet, når hun fylder 75 år. Arkivfoto. Foto: Leif Tuxen

At magte adskillelse er vigtigt for sjælen, så man kan komme hjem til sig selv,
Marianne Davidsen-Nielsen

Psykoterapeut Marianne Davidsen-Nielsen har gennem sin karriere hjulpet døende og sørgende mennesker til at tage afsked med livet eller den, de elskede. I dag fylder kvinden, der lærte os at sige farvel, 75 år

”Farvel.” Det lille danske ord kan være en ganske ufarlig størrelse: En høflig markering på en afslutning eller et venligt ønske om en god videre færd. Men det er også den sidste replik til én, som nu er væk for altid. Et endegyldigt farvel. Derfor undgår mange af os helt at bruge ordet, og skifter det i stedet ud med det mere ufarlige ”vi ses” eller ”på gensyn”.

Psykoterapeut og forfatter Marianne Davidsen-Nielsen har brugt det meste af sin lange karriere som terapeut og sit omfattende forfatterskab på at skille os af med netop den uvane. For hvis vi ikke øver os i at mestre hverdagens afsked, har vi svært ved at mestre livets.

I dag fylder kvinden, der lærte os at sige farvel, og hvis bøger om afskeden med livet er blevet fast inventar på både professionelle og mange alvorligt syge og sorgramtes reoler, 75 år.

Marianne Davidsen-Nielsen, der er født og opvokset på Østerbro i København, uddannede sig til socialrådgiver i 1966 og tog efterfølgende arbejde på Studenterrådgivingen, mens hun sideløbende uddannede sig til psykoterapeut i USA, England og Danmark. Det var på Studenterrådgivningen, at hun i samarbejde med sin kollega og gode veninde Nini Leick, med hvem hun senere udgav bogen ”Om sorg - og evnen til at tage sin skæbne på sig”, begyndte udviklingen af den gruppeterapeutiske tilgang, der senere kom til at danne grundlag for meget af hendes arbejde med blandt andet kræftramte og sørgende. Det var også her, interessen for arbejdet med adkillelsesprocesser, sorg og tab tog form.

”Adskillelse giver urangst. Det handler om tilknytning og adskillelse og om at magte overgange. Det er der masser af mennesker, der ikke gør. Men at magte adskillelse er vigtigt for sjælen, så man kan komme hjem til sig selv,” sagde Marianne Davidsen-Nielsen i et interview til Kristeligt Dagblad i forbindelse med genudgivelsen af hendes seneste bog, ”Blandt løver.”

Og citatet rammer meget præcist den særlige tilgang til sorg, angst og adskillelse, som den nu 75-årige terapeut har udviklet og forfinet gennem sin karriere. For selvom Marianne Davidsen-Nielsens tilgang til sorgprocessen er omsorgsfuld og kærlig, så er den også krævende og ambitiøs. Den syge, den døende og den efterladte skal lære at tage sin skæbne på sig for at komme videre eller for at komme ”hjem til sig selv”. Måske er det netop derfor, hendes bøger fortsat læses som en bibel af dem, der mister eller selv står konfronteret med deres egen død. Hendes anvisninger er krævende, men de giver også håb.

Det er det budskab, Marianne Davidsen-Nielsen har formidlet som underviser, superviser og konsulent for blandt andre Kræftens Bekæmpelse og for praktiserende læger, psykologer, præster og andre professionelle. Ligesom hun har bidraget med adskillige kapitler og artikler om emnet i bøger og lægefaglige tidsskrifter. Marianne Davidsen-Nielsen, der er gift med professor, dr.phil. Niels Davidsen-Nielsen og har tre voksne børn og seks børnebørn, har i dag droslet væsentligt ned for karrieren til fordel for netop familielivet og tid sammen med sine børnebørn, men også til fordel for en voksende interesse for religion og kristendom, der blandt andet har betydet, at hun er trådt ind i menighedsrådet i Lindevangskirken på Frederiksberg.