Da Ulla Tornemand havde været ansat et halvt år som socialrådgiver, skulle hun til sin første lønforhandling. Erfaringen var, at mændene i samme jobfunktion fik mere i løn, og kvinderne holdt sig traditionelt fra at prøve at ændre på dette. Holdningen blandt de ældre kvindelige kolleger, hun talte med på forhånd, var, at det var nytteløst.
Men det skulle være løgn. Ulla Tornemand gik i hårde forhandlinger og fik kæmpet sig tre løntrin opad. Da hun seks år senere blev mor til sit første barn, datteren Gro, meldte hun sig ind i Dansk Kvindesamfund, for selvom mange resultater i retning af ligestilling mellem kønnene er opnået, siden kvindesamfundet blev stiftet i 1871, havde Ulla Tornemand både på egen krop og lønkonto mærket, at der var brug for at skabe yderligere forandringer, inden hendes egen datter blev stor.
I dag er Gro syv år, hendes mor er 39 år og er netop gået af efter tre år som næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund. Men det betyder ikke, at hun er ude af debatten om forholdet mellem kønnene. Tværtimod.
I den meget voldsomme debat i aviser og på sociale medier, som overgrebene i den tyske by Köln nytårsnat har affødt, blandede hun sig med et debatindlæg om, at ”Herhjemme er det bare for sjov, når hvide mænd i flok råber efter en kvinde, at hende kunne de godt voldtage”.
Reaktionen har været voldsom. Fra de mere velfriserede betragtninger om, at der så vidt vides aldrig har været aktioner, hvor 1000 danske mænd tilsyneladende koordinerer en aktion for at krænke kvinder, over anklage om at ville bagatellisere Köln-overgrebene til en strøm af seksuelt ladede grovheder rettet mod hendes person. Ulla Tornemand ønsker på ingen måde at forsvare eller forklejne, hvad de tyske kvinder blev udsat for fra brunlødede mænd. Hun mener også, at selve begivenheden – ud fra det lidt vi faktuelt ved – fremstår usædvanlig.
”Jeg tillod mig blot at være lidt sarkastisk over for, at når man påpeger krænkelser begået i Danmark af hvide mænd, bliver det affejet, omgærdet af tavshed og kvinderne ofte rådet til ikke at anmelde det. Men når der sker i Köln og kan kædes sammen med folk med en anden kulturel og religiøs baggrund, så er politi, myndigheder og politikere helt anderledes åbenmundede,” forklarer Ulla Tornemand.
Hun ville bruge Köln-debatten til at fremføre, hvad hun mener er et stort tabu i Danmark: at omfanget af vold, voldtægter, og sexistiske udtalelser er kæmpestort. Men langt hen ad vejen affinder kvinder sig med, at sådan er det – ligesom de ældre socialrådgiverkolleger accepterede den lavere løn. Og antyder man sådan noget over for mænd, får man forskellige variationer over, at det er noget, man bilder sig ind.
Ulla Tornemand er født og opvokset i Aarhus og i den nærliggende mindre by Hammel. Hun har to gode, kærlige og støttende forældre samt en lillesøster, som står hende nær og i øvrigt også er involveret i Dansk Kvindesamfund. Hun har altid haft et godt netværk af venner og veninder. Hun har klaret sig godt uddannelsesmæssigt – først blev hun uddannet socialrådgiver og er nu ved at færdiggøre en kandidatuddannelse i retorik ved Aarhus Universitet.
At overgreb på kvinder i Danmark ikke er indbildning kan Ulla Tornemand tale med om. Hun er født og opvokset i Aarhus og den nærliggende mindre by Hammel. Har to gode kærlige og støttende forældre samt en lillesøster, som står hende nær og i øvrigt også er involveret i Dansk Kvindesamfund. Hun har altid haft et godt netværk af venner og veninder. Hun har klaret sig godt uddannelsesmæssigt som først uddannet socialrådgiver, nu ved at færdiggøre en kandidatuddannelse i retorik ved Aarhus Universitet. Men med til historien hører følgende:
Som 11-årig er hun ude for, at en mand midt i 30’erne prøver at lokke hende og hendes veninde med i sin bil. Som 14-årig arbejder hun alene i en bagerbutik og er ude for, at en midaldrende mand gør stærke tilnærmelser. Året efter prøver en mand at lokke hende til mod betaling at se ham tilfredsstille sig selv. Året efter igen bliver hun efter en fest hun overbegramset på et bilbagsæde af en ung mand, hun kun kender flygtigt. Som 17-årig bliver hun forsøgt voldtaget på dametoilettet på en busstation. To år senere får en bekendt lov at sove i hendes lejlighed, men mens hun sover lægger han sig nøgen op i sengen til hende.
Og gennem fire år frem til hun er 24 år er hun involveret i et parforhold med en voldelig mand. Hver gang hun vil afbryde forholdet, får han snakket hende fra det med undskyldninger og løfter, men så vender volden tilbage. Ulla Tornemand holder sin viden for sig selv og skjuler sine skrammer og slagmærker bag højhalsede bluser. Skammen og et gradvist lavere selvværd får hende til at tænke, det bare er hendes egen skyld. Og da det endelig bliver så grelt, at hun melder det til politiet, siger politimanden, at hun skal tænke over det et par dage, for en anmeldelse vil belaste kærestens straffeattest. Hun anmelder ikke. Kærsten, som forfølger hende længe efter bruddet, sidder i dag i en lederstilling.
Ulla Tornemand føjer til denne livshistorie, at 90 procent af de kvinder, hun taler personligt med, kan levere tilsvarende eksempler på hvide, danske mænd, der har udsat dem for ting, der ikke er i
orden. Også de kvinder, som hun ikke kender gennem Dansk Kvindesamfund og kampen for at synliggøre overgreb på kvinder. Men holdningen hos mænd er, at så galt kan det da ikke være.
Trods dette vil Ulla Tornemand gerne slå fast, at hun ikke er mandehader. Der er masser af mænd, hun godt kan lide. Men hun medgiver, at det kan bidrage til det billedet af hende som mandefjendsk, at hun i øjeblikket venter tvillinger, og at planen er, at Gros to søskende skal vokse op uden en far.