Ligesom man ikke kan skifte religion, kan man heller ikke skifte sin fodboldklub ud. For præst Niels Grønkjær er AGF i Aarhus favoritholdet, og kristendommen bliver ved med at være hans religion. Men derfor kan man godt sætte spørgsmålstegn ved troen og nyformulere den. Det er noget af det, præsten i Københavns Valgmenighed i Immanuelskirken på Frederiksberg og Vartov Valgmenighed ved Rådhuspladsen er blevet kendt for. I morgen fylder Niels Grønkjær 60 år.
Siden 2005 har han været præst i de to grundtvigske valgmenigheder, og på den runde dag fejrer menigheden ham med en festforelæsning, hvor en række personer vil give et indblik i hans person og virke.
Han blev teolog på Aarhus Universitet og skrev doktordisputats om kirkefaderen Augustin. I en årrække arbejdede han som lektor i etik og religionsfilosofi, og desuden var han leder ved Institut for Systematisk Teologi. Med egne ord var Niels Grønkjær taknemmelig for jobbet på universitetet, men følte også et savn, fordi han ikke var blevet præst. Så da stillingen i København, hvor han i dag bor, blev slået op, søgte han for at slippe for de akademiske forbehold.
”Når man er uddannet teolog, ønsker man ikke kun at referere til, hvad man kunne tænke om en sag, men også at sige, hvordan man bør forstå den,” siger han.
Inden ansættelsen i København prøvede han præstegerningen af som ulønnet hjælpepræst i Aarhus. Men da han begyndte på teologistudiet, ville han slet ikke være præst. Han havde som student en interesse for historie, filosofi og sprog. Og da han ikke kunne beslutte sig for at studere et af fagene, valgte han kombinationen i teologien. Og med tiden kom ønsket om at blive præst.
Arbejdet på universitetet og senere som præst har Niels Grønkjær kombineret med meget forskelligt. Eksempelvis har han været anmelder for Kristeligt Dagblad og generalsekretær for Det nordiske Platonselskab. Han har for nogle år siden desuden udgivet bogen ”Den nye Gud. Efter fundamentalisme og ateisme”. Bogen skabte en del debat, for blandt andet gjorde Niels Grønkjær op med opfattelsen af Gud som en uforanderlig Gud. Beskyldningerne lød på, at han ville afskaffe Gud, hvilket ifølge ham selv slet ikke er hans ærinde. Det er tværtimod at formulere gudstanken i forhold til nutiden.
Niels Grønkjær har også taget sognepræsten Thorkild Grosbøll i forsvar og med ham kritikken af forestillingen om en overjordisk, verdensfjern Gud. Det var ikke et helhjertet forsvar, siger Niels Grønkjær selv, men et forsvar for retten til at nytænke kristendommen, uden at ”de dogmatiske linjevogtere” tiltager sig retten som dommere.
Niels Grønkjær beskrives af Jens Hestbech, formand for Københavns Valgmenighed, som en teolog, der bliver ved med at undre sig over, hvad meningen med det hele er. Der kan være noget trygt og godt ved at gå til en prædikant, som man ved hvad mener, og hvis gudsbillede er entydigt. Men i længden er det bedre med en præst som Niels Grønkjær, der holder spørgsmålene åbne, lyder det. Det kunne få nogle til negativt at kalde ham en postmoderne teolog. Men det er helt forfejlet ifølge Jens Hestbech: Niels Grønkjær prædiker, at kristendommen er sandheden, men også, at sandheden ikke kan besiddes af mennesker. Autoritær teologi og autoritære teologer hører for ham hjemme i en anden tid.
Fødselsdagen skal ud over forelæsningen i Vartov Kirke med efterfølgende reception fejres med hustruen og forfatteren Ida Jessen, venner samt familien og herunder hans tre voksne børn fra et tidligere ægteskab.