”Sidst vi var sammen, fortalte hun om at ligge på en hundeslæde om natten og kigge op i stjernehimlen, mens spandet trækker slæden mod en fjern bygd, hvor hun skal holde gudstjeneste. Hun fortalte med sådan en glød og kærlighed til naturen, at jeg fik lyst til at prøve at ligge der ved siden af hende.”
Biskoppen over Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard, taler med smil i stemmen om sin bispekollega fra Grønland, Sofie Petersen.
”Hun er et varmt og fint menneske, som alle vi andre biskopper er glade for at have som en del af fællesskabet,” siger han om sin kvindelige kollega, der fylder 60 år i dag.
Sofie Petersen blev udnævnt som biskop over Grønlands Stift i 1995 som den anden nogensinde. Først i 1993 blev Grønland et selvstændigt bispedømme, og da stiftets første biskop, Kristian Mørck, gik på pension efter to år på posten, blev den dengang kun 39-årige Sofie Petersen valgt som hans efterfølger. Det skete kun en måned efter, at Danmark havde fået sin første kvindelige biskop i Lise-Lotte Rebel i Helsingør Stift. Sofie Petersen har siden beskedent omtalt sin tidlige udnævnelse til biskop som et udslag af de særlige forhold på Grønland, hvor hun som den anden grønlænder tog teologisk kandidateksamen. Men folk, der kender hende, påpeger, at hun er en dygtig teolog og præst og ikke mindst utrolig flittig. Fra 1990 og 10 år frem tog hun til København en gang om måneden for at deltage i arbejdet med den første oversættelse i 100 år af Det Nye Testamente til grønlandsk, og hun brugte herefter adskillige år på sammen med tre kolleger at sammensætte en ny grønlandsk salmebog, ligesom hun har deltaget i arbejdet med en ny grønlandsk ritualbog.
Det ligger Sofie Petersen på sinde, at grønlandske børn og unge får et kendskab til kristendommen, som de kan bygge deres identitet på. Hun har med en vis bekymring bemærket, at der sker et traditionstab på Grønland, både når det gælder den kristne tro og den livsform, som knytter sig til livet i de små bygder og fangersamfund. Begge dele var en integreret del af hendes barndom. Hun blev født i Maniitsoq i 1955 som den næstyngste af en søskendeflok på otte og var tæt knyttet til sin far, der var præst. Inspireret af ham besluttede hun som 11-årig at blive præst, og hun har udtalt, at hun ikke aner, hvad hun ellers skulle lave. Det var hendes plan at læse til præst på seminariet i Nuuk, men rektoren der opfordrede hende til at tage til København og læse teologi. Det gjorde hun og kunne i 1986 som den første grønlandske kvinde kalde sig teologisk kandidat. Året efter blev hun præsteviet og vendte tilbage til sin fødeby, hvor hun virkede som præst i tre år. Herefter var hun præst i Ilulissat frem til 1995, da hun blev biskop og flyttede til Nuuk.
Som biskop rejser hun rundt i hele stiftet, med helikopter, fly, båd og hundeslæde, og her kan hun se de konkrete konsekvenser af klimaforandringerne, som rammer hårdt i Grønland og mange andre steder, hvor oprindelige folk lever. Netop oprindelige folks vilkår og klimasagen er hjerteblod for hende, og hun har udtrykt stor glæde over at lære andre oprindelige folks repræsentanter at kende og tale klimaet, naturens og de oprindelige folks sag i centralkomiteen i Kirkernes Verdensråd, som hun blev valgt til i 2006 og genvalgt til i 2013. Om de oprindelige folk har hun sagt:
”Skønt vi er nok så forskellige i udseende, kultur, kirke- og samfundsforhold, mærkes nærheden meget stærkt. Vi er forenede i vores tro og vores nære tilknytning til og afhængighed af Moder Jord og den deraf udsprungne spiritualitet.”
Men hun har også understreget sin nære tilknytning til Rigsfællesskabet og blandt andet sagt, at ”på trods af vore forskelligheder deler vi stadig kultur på et centralt punkt: den kristne tro”.
Som en konsekvens af, at Grønland i 2009 fik selvstyre, har Sofie Petersen siden august 2010 været ansat direkte under det grønlandske selvstyre. Men kirken i Grønland er - modsat kirken på Færøerne - stadig en del af den danske folkekirke, og Sofie Petersen deltager fortsat trofast i møderne i folkekirkens bispekollegium.