Alle skal have adgang til kunst og kultur

Romanen Fiskerne og en balletforestilling i Paris har gjort et utroligt stort indtryk på Pernille Vigsø Bagge, der er gruppeformand og kulturordfører for SF

”Kultur betyder, at livet er andet og mere end at sove og arbejde. Hvis der ikke er noget til at stimulere vores følelser, tanker og eksistens, bliver vi afstumpede”, siger SF’s nye kulturordfører, Pernille Vigsø Bagge.–
”Kultur betyder, at livet er andet og mere end at sove og arbejde. Hvis der ikke er noget til at stimulere vores følelser, tanker og eksistens, bliver vi afstumpede”, siger SF’s nye kulturordfører, Pernille Vigsø Bagge.–. Foto: Søren Staal.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Det er Pindsvinets elegance af den franske forfatter Muriel Barbery. Den handler om en kvinde, der er portnerkone i en ejendom, hvor der bor velhavende mennesker. Portnerkonen er meget velbegavet, men det skjuler hun for beboerne i ejendommen.

Bogen er god, fordi man kommer tæt på et enkelt menneskes karakter. Samtidig er den klassekamp, der udspiller sig i bogen, også meget interessant.

LÆS OGSÅ: Verden skal ses gennem mange farver

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Det har Fiskerne, der er skrevet af Hans Kirk. Handlingen foregår på Gjøl, der ikke ligger så langt fra Løgstør, hvor jeg er vokset op. Bogen om de indremissionske fiskere rummer store eksistentielle spørgsmål. Den viser, hvordan religion både kan være noget befriende og et ufatteligt fængsel. Den viser også, hvordan den stærke tro forkrøbler nogle mennesker, og samtidig er der en livsglæde i bogen, nemlig i den præst, som bliver fordrevet.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?

I efterårsferien var jeg på Tøjhusmuseet i København. Her kan man se udstillingen Den fjerne krig, der viser aspekter af krigen og livet i Afghanistan. Den gjorde et stort indtryk på mig, blandt andet fordi den er så slående aktuel. Der gik flere soldater rundt og så udstillingen. De skulle ind at se, hvordan deres virkelighed var skildret på Tøjhusmuseet.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Min mor tog mig med ind at se en balletforestilling i Paris, da jeg var 10-12 år. Det var en stor, stor oplevelse. Da forestillingen var slut, sprang damen ved siden af mig op, fordi hun var forestillingens koreograf og skulle ned at hyldes.

Lige siden har jeg syntes godt om ballet, og det har været med til at forme mig som menneske, at min mor var meget insisterende på at hive mig med til kunstudstillinger, skuespil, ballet og på adskillige museumsbesøg. Når man har haft en kulturoplevelse, kommer man altid hjem med noget.

Hvad betyder kultur for dig?

Kultur betyder, at livet er andet og mere end at sove og arbejde. Hvis der ikke er noget til at stimulere vores følelser, tanker og eksistens, bliver vi afstumpede.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Det, der fortjener opmærksomhed, er, at folk skal have bedre mulighed for at udfolde sig selv kulturelt. I dag er der for få, der har adgang til det, og det skal vi gøre noget ved. En rapport viser, at i perioden fra 2004 til 2009 er antallet af voksne mennesker, der benytter sig af folkeoplysningstilbud, faldet med 47 procent. Det er efter al sandsynlighed sket, fordi priserne er steget meget. Priserne er også steget markant på musikskoleundervisning, og de praktisk-musiske fag på seminarierne er blevet trængt, ligesom der er skåret i de kreative fag i folkeskolen. Det er utroligt vigtigt, at kunst og kultur er tilgængelig for alle. Både geografisk og økonomisk.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Superligafodbold, som jo også ligger inden for Kulturministeriets ressortområde, siger mig ikke rigtig noget.