Pause
  1. Lederen af klostret Maria Hjerte Abbedi i Sostrup ved Grenaa blev i 2011 suspenderet af den katolske kirke i Rom efter en mediestorm og beskyldninger om magtmisbrug. Men bag kulisserne fortsatte hun med at agere klosterleder. Nu er hun rejst og har taget nonnerne med sig.

    Hvad skete der egentlig på Sostrup Kloster?

    Af Kim Schou

    Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen. Research: Tobias Stern Johansen.

    30. august 2013

  2. lukket kloster

    Nøglerne ligger på bunden af voldgraven. For tre uger siden greb gartner og pedel ved nonneklostret Maria Hjerte Abbedi, Karsten Sørensen, nøglebundtet og gik over til sit åbne stuevindue, hvorfra han stirrede ned i voldgraven udenfor. Han knyttede næven om nøglerne og kastede dem i vandet.

    Kort forinden, lørdag den 29. juni om aftenen, havde en lille gruppe nonner forsigtigt banket på døren. De havde leveret et brev og fem hurtigt fremførte beskeder: Vi flytter. Klostret lukker. Jeres job og jeres hjem må I forlade. Farvel. Vi vil huske at bede for jer.

    Karsten Sørensen har i to årtier arbejdet for nonnerne på klostret ved Sostrup Slot i landsbyen Gjerrild nær Grenaa. Han og hans hustru har opdraget fire børn her. De har passet klostergrunden, deltaget i messerne, fået bragt en søn til verden i søstrenes sygestue. Grillet, grinet og grædt sammen med søstrene og deres leder, Moder Theresa Brenninkmeijer.

    ”Skoler lukker, institutioner lukker. Men klostre lukker da ikke,” siger Karsten Sørensen.

    Nu ser han mange års levet liv ved klostret efter i sømmene.

    ”Jeg har været loyal til sidste blodsdråbe. Og så svigter hun os på den måde. Hun har snydt og bedraget os. Snydt og bedraget.”



    Brenninkmeijer
    Moder Theresa Brenninkmeijer, 2001. Foto: Thomas Arnbo /Scanpix

    For to år siden blev Sostrups omstridte leder, Moder Theresa Brenninkmeijer, suspenderet. Det skete efter års massiv kritik fra tidligere søstre og andre med tilknytning til stedet. Heriblandt beskyldninger om sekterisk ledelse, magtmisbrug, vold og uagtsomt manddrab.

    Men Moder Theresa Brenninkmeijer forsvandt ikke. Hun fortsatte trods suspensionen ufortrødent – og uhindret – med at agere øverste myndighed for nonnerne på klostret indtil for ganske nylig. Nu er hun rejst, og de sidste nonner har valgt at rejse med hende. Kristeligt Dagblad har i den anledning talt med mennesker med tilknytning til stedet og besøgt det forladte kloster for at finde ud af, hvad der skete.

    Græs og ukrudt får nu lov at vokse i klosterhaven. Porten ind til nonnernes tidligere hjem er dækket med et stykke pap, der allerede er ved at smuldre. I døren er sat et afbrækket stykke træ fra et fodpanel.

    Historien om det katolske klosters liv og død handler i høj grad om en kvinde, Theresa Brenninkmeijer. Den begynder nogle år før, hun kom til Danmark.


    Bro

    I 1961 slog ti nonner sig ned i et forsømt gods ved Sostrup Slot, hvis historie går tilbage til 1600-tallet. Nonnerne kom fra den 1000 år gamle katolske Cistercienserorden, der betragtes som en af de strengere og mere indelukkede katolske ordener. Fokus er på bøn og stilhed snarere end arbejde for værdigt trængende.

    sostrup abowe
    Sostrup Slot (øverst) og klostret (th) set fra oven. Foto: Dieter Betz /Scanpix

    Maria Hjerte Abbedi var en del af Cistercienserordenen, der blev grundlagt i 1098 i Citeaux, Frankrig.

    I 1144 kom ordenen til Danmark, men den forsvandt som følge af Reformationen.

    I 1920 kom de første cisterciensersøstre tilbage til Danmark. De havde til hovedopgave at bede for verden.

    Indtil for nylig boede der 25 søstre med cirka 15 forskellige nationaliteter i Maria Hjerte Abbedi.

    Nonnerne var flittige og fik snart sat stedet i stand. Kommunen havde solgt Sostrup-grunden billigt, alligevel kneb det i begyndelsen med at betale til tiden. Dele af området gjorde nonnerne efterhånden til restauration, rekreationshjem, pensionat og feriested; det blev et populært udflugtsmål for katolikker og en integreret del af lokalsamfundet, selvom de tildækkede nonner uundgåeligt stak lidt ud.



    Knap tre årtier senere, i 1988, fik Sostrup Kloster en ny leder. Moder Theresa Brenninkmeijer var kun 30 år og kom fra Hollands rigeste familie, hvis formue fortrinsvis bygger på tøjkæden C&A. Brenninkmeijer-familien har i årevis doneret betragtelige pengesummer til katolske byggerier og projekter.

    Som leder af et mindre kloster blev Theresa Brenninkmeijers titel priorinde. Hun vakte begejstring. Folk bruger de samme tillægsord, når de skal beskrive, hvordan de oplevede hende første gang: Venlig, hjertevarm, intelligent, dragende, streng. Karismatisk. For Karsten Sørensen og hans hustru førte mødet med hende direkte til, at de konverterede til katolicismen.

    ”Hun overøste os med kærlighed, kærlighed, kærlighed,” siger han.

    ”Hun har talegaver, som få andre. En evne til at gribe folk, især dem, der står svagt. Vi røg ind i en tornado,” siger han, tier så et øjeblik og tilføjer:

    ”Vi blev godt og grundigt fanget.”


    Kloster

    Med Moder Theresa Brenninkmeijer som priorinde skete umiddelbart tre ting: Pengeproblemerne forsvandt. Klostret voksede i popularitet og beboerantal. Og der blev et fornyet fokus på ordenens klassiske dyder såsom stilhedstimer og syv faste tidebønner, der fra morgen til aften dannede rammen om klosterlivet for kvinderne bag murene.

    Udefra Sostrup

    EN DAG PÅ SOSTRUP KLOSTER

    Tidebønner og stilhedsstunder dannede rammen om livet på klostret. Sådan forløb en almindelig dag:

    Klokken 5:30: natlæsningen matutin, som Brenninkmeijer i en årrække rykkede frem til dens oprindelige tidspunkt klokken 3:30.

    Klokken 6:30: morgenbønnen laudes efterfulgt af en halv times bibelmeditation, morgenmad og dernæst åndelig læsning på værelserne i bøger udvalgt for den enkelte novice eller nonne af Brenninkmeijer.

    Dernæst formidagsbønnen terts efterfulgt af messe med nadver.

    Resten af formiddagen stod for novicer på undervisning og for de færdiguddannede nonner på praktisk arbejde.

    Mellem middagsbønnen sext og eftermiddagsbønnen non klokken 15: middag, indtaget i tavshed, mens en søster læste højt af en opbyggelig bog.

    Derpå 45 minutters pause efterfulgt af praktisk arbejde udført i tavshed.

    Sent om eftermiddagen: tidebønnen vesper efterfulgt af aftensmad, opvask og en såkaldt rekreation, hvor søstrene havde lov til at snakke sammen.

    Endelig, hen ad aften: den sidste tidebøn, komplet.

    Selvom der også blev fundet tid til badeture, grillaftener og tv-hygge, skabte den fornyede strenghed en vis opdeling mellem de oprindelige og de nyere søstre på stedet.

    Ifølge tidligere søstre på Sostrup var Theresa Brenninkmeijers ledelsesstil ekstremt autoritær. Nonner, hvis familier ytrede bekymringer eller kritik om stedet, blev opfordret til at åbne deres breve på priorindens kontor. Irettesættelser i form af ”små slag” i enden eller på kinden var efter sigende ikke unormalt. Og synder skulle altid bekendes, ”så djævlen ikke skulle kunne virke i stilheden,” skriver tidligere nonne på Sostrup Helene Hägglund i sin selvbiografiske bog "Nonne tur/retur" fra 2009. Særligt slemme tanker skulle nonner og noviser fremlægge højt foran de andre søstre. Brenninkmeijer undtaget.

    ”Det var ikke min vilje, som gjaldt. Det var Guds. Og han kundgjorde den fortsat gennem (Moder Theresa Brenninkmeijer). Selv om jeg ikke altid forstod, havde jeg lovet at adlyde ham i det, han sagde gennem hende. Hvis jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved en lille del af det, hun sagde, så var jeg tvunget til at sætte spørgsmålstegn ved alt. Alt eller intet. Altså, tænkte jeg, havde jeg egentlig intet valg, hvis jeg ville være tro mod Gud,” husker Helene Hägglund.



    På den tid begyndte historier om Brenninkmeijers ledelsesstil at spredes i katolske kredse i Danmark. Mennesker med tilknytning til Sostrup kaldte stedet sekterisk, men det blev affejet som misundelse og forudsigelig landsbysladder.

    Men historierne fik mere vægt, da en af søstrene i 1990 forlod Sostrup. Hun tog kontakt til flere myndighedspersoner inden for kirken, heriblandt daværende biskop for Den katolske kirke i Danmark, Hans L. Martensen, som prompte aflagde klostret et besøg. Det var formentlig første, men absolut ikke sidste gang, bispekontoret blev gjort opmærksom på, at der måske var noget galt. Dengang skete der ikke mere.

    En del af forklaringen kan være, at biskoppen for Den katolske kirke i Danmark kun i en kort periode havde officiel myndighed over klostret, selvom det lå i hans bispedømme. Klostre hører i reglen direkte under de ordener, de udspringer fra. I Sostrups tilfælde er den tilsynsførende myndighed derfor Cistercienserordenens generalabbed, som holder til i Rom.

    Nogle år før Brenninkmeijers tiltrædelse som leder var Sostrup midlertidigt blevet sat under den danske biskops jurisdiktion. Det var sket efter problemer med, at de ældste søstre havde talt og socialiseret for meget med gæsterne på Sostrup og dermed ikke levet i overensstemmelse med cisterciensernes regler.

    Kort efter episoden med den afhoppede nonne gik jurisdiktionen efter Brenninkmeijers ønske tilbage til Cistercienserordenens generalabbed. Denne havde været på kontrolbesøg i Sostrup mindst hvert tredje år og fandt åbenbart aldrig grund til at gribe ind. Indtil for tre år siden.


    kat

    I maj 1992 holdt søstrene flyttedag. Fra den møjsommeligt istandsatte forvalterbolig, de hidtil havde brugt som kloster, til et nybyggeri på samme grund. Med Brenninkmeijer-penge og andre givere blev den klosterbygning, der i dag står tom og aflåst, indviet.

    Bygningen stod flot i røde mursten med stilrene linjer, kunstfærdige helgenbilleder, parketgulve, og, indtil for nylig, designermøbler, bøger og kunst. Men nu også med gitterlåger, Privat!-skilte og indhegninger.



    Skilt vov

    I 1993 døde en ældre, dement nonne på klostrets grund. Hendes død kom til at plage klostret 15 år senere.

    Op til sin død havde nonnen flere gange gjort sig pinligt bemærket. Hun havde løbet halvnøgen og forvirret rundt på gårdspladsen, og hun havde smagt på alt, hun kunne komme i nærheden af, heriblandt ætsende rengøringsmiddel. Hun havde forstyrret sine søstre, når de skulle bede. Ifølge flere kilder blev nonnen rutinemæssigt låst inde på sit værelse og en gang bundet med reb til en stol, som hun hev og sled i, til hun havde fået røde mærker.

    En efterårsdag var nonnen dukket op til morgenbønnen kun iført natkjole. Priorinden havde kastet en frakke over hendes skuldre og låst hende ud i haven. Den forvirrede gamle nonne havde hevet i dørhåndtaget, skreget og larmet. I et stykke tid. Efter bønnen havde nonnerne fundet hende på den kolde jord i en underlig, forvreden stilling, død. Med et halvråddent æble i hånden.

    De havde båret hende op på et værelse, rengjort hende og ringet efter vagtlægen.

    Omstændighederne omkring hendes død blev først offentligheden bekendt, da de blev beskrevet i den tidligere nonne Helene Hägglunds bog i 2009. Da skulle dødsfaldet flittigt blive bragt på bane i danske medier, og Brenninkmeijer ville blive politianmeldt.

    forfald


    Anseelse i lokalsamfundet tabte priorinden og klostret for alvor, da en kontrovers mellem Brenninkmeijer og en familie, som hun havde inviteret til at bo på Sostrup, endte i byretten i 1997. På ulovligt grundlag havde hun opsagt familiens lejemål, men denne nægtede at flytte. Familien vandt og blev boende. De fortæller i dag, at nonnerne, når de så dem, på den tid ville slå korsets tegn for sig og gå i en bue uden om dem og deres uforstående børn, der var vant til at være sammen med søstrene.


    wall

    I mellemtiden blev Brenninkmeijer op gennem 1990erne en populær taler i udlandet, prist for sin teologiske viden og intelligens, beundret for sin evne til at møde folk, hvor de var.

    Klostret voksede og blev ophøjet til abbedi, som er betegnelsen for et kloster med mere end 12 nonner. Brenninkmeijer blev valgt til abbedisse; der blev holdt fest med 400 deltagende og besøg fra Cistercienserordenens nyudnævnte generalabbed. Hidtil var hun blevet udpeget til priorinde for tre år ad gangen af Rom. Med titlen som abbedisse blev lederstillingen permanent – for livstid. Brenninkmeijer fik udleveret embedets værdighedstegn, herunder abbedisse-ring, det særlige brystkors pectorale og en stav.

    Datoen var 3. oktober 1998, og ifølge flere med tilknytning til stedet skete der herefter et mærkbart skift. Nonnerne socialiserede mindre med naboerne. Stemningen blev mere alvorlig.



    Mette Frandsens Helene
    Helene Hägglund, 2009. Foto: Mette Frandsen

    Helene Hägglund, der havde været på Sostrup siden 1988, brød i år 2000 som 29-årig med sit kloster og blev i første omgang forflyttet til Karmeliter-ordenens Skt. Josefs Kloster i Hillerød. Et år senere skrev hun på det nye klosters opfordring om sine oplevelser på Maria Hjerte Abbedi. Om hvordan, hun følte, at hun og hendes medsøstre var blevet misbrugt og manipuleret. Om den demente nonnes død, om episoder med lussinger og slag, om abbedissens temperament og først og fremmest om, hvordan al kontakt til omverdenen var blevet kontrolleret. Hun stolede ikke på de ansvarlige i Citercienserordenen, så hun skrev i stedet til den danske biskop Martensens efterfølger, Czeslaw Kozon. Samtidig fik hun andre til også at skrive: Søstre, der havde forladt Sostrup før hende, præster og lægmænd med tilknytning til stedet.

    En tidligere nonne på stedet beskrev i 2001 i et brev til biskoppen sin tid på stedet sådan:

    ”Vi levede i et lukket miljø, og jeg havde ikke noget sammenligningsgrundlag. Det gør, at man langsomt bliver suget ind i stedets egen logik. Det, som for andre ville være absurditeter og uhyrligheder, blev for os normaliteter. (...) Til sidst troede jeg ikke længere på mine egne tanker, men afskrev enhver uenighed med abbedissen som en fristelse fra Djævelen.”

    En forhenværende overlæge i psykiatri skrev til biskoppen på baggrund af samtaler med tidligere nonner på stedet, at abbedissen er ”skadelig for det psykiske helbred for søstrene i klostret”.

    Biskop Kozon kontaktede herefter Vatikanets departement for ordener og klostre og bad om et ekstraordinært kontrolbesøg på Sostrup. Det blev afslået med den begrundelse, at tiden for det faste, treårige tilsyn alligevel nærmede sig. Da generalabbeden kom, fandt han ikke grund til at afsætte Moder Theresa Brenninkmeijer.

    Det var måske forventeligt nok. Flere af brevene til biskoppen beskriver i detaljer, hvordan de annoncerede kontrolbesøg nøje blev forberedt af abbedissen; hvordan søstrene blev instrueret i, hvordan de skulle besvare spørgsmål.

    I en efterfølgende telefonsamtale gjorde biskop Kozon det klart for den tidligere cisterciensernonne, at han troede på hende. Men også, at han ikke mente, bispedømmet havde beføjelser til at foretage sig yderligere, når Vatikanet havde lukket sagen.

    Helene Hägglund samlede og sendte flere breve til biskoppen, som blev oversat og sendt til de ansvarlige i Rom. Stadig uden følgevirkninger. Da Helene Hägglund et halvt år efter blev løst fra sine evige løfter og dermed ikke længere var nonne, skrev biskop Kozon til hende, at en videre forfølgelse af sagen nu ville kræve ”en fornyet overvejelse”.

    ”Jeg har i mine breve udtrykt bekymring for situationen på klostret, men har ikke kunnet gøre yderligere. Det er generalabbeden, der har bolden,” sagde Czeslaw Kozon senere i et interview til Kristeligt Dagblad.

    Brenninkmeijer fortsatte sit virke. Og fik mere magt. Efter en plan lagt i år 2000 af Brenninkmeijer og kardinal Meissner i Köln fik Sostrup – og Brenninkmeijer – et datterkloster, det tyske Herz Jesu Kloster i Düsseldorf. Det blev snart beboet og officielt oprettet med et dokument fra Vatikanet dateret den 28. oktober 2004. Fire år senere blev hun også leder for et datterkloster i Peru, Monasterio de la Santísima Trinidad (”Den hellige Treenigheds kloster”), som ligger i bispedømmet Callao.


    inde-ude

    Hvad der skete i de efterfølgende år bag murene på Maria Hjerte Abbedi i Sostrup er uklart. Ingen indefra er siden stået frem. Faktum er dog, at der stadig kom nye, unge piger til. De kom fortrinsvis fra Afrika, Sydamerika og Østeuropa, mens nogle af søstrene på Sostrup flyttede til datterklostrene i Tyskland og Peru.

    Restaurationsvirksomheden på Sostrup Slot blev lukket. Og abbedissen blev ifølge flere observatører i stigende grad optaget af evangeliseringsbevægelsen ’Den neokatekumenale vandring,’ som har fokus på mission og dåbslære for voksne. Den blev først godkendt af Pavestolen i 2011 og må betragtes som svært forenlig med Cistercienserordenens indadvendte fokus på bøn og stilhed.



    bog

    I 2009 udkom så Helene Hägglunds bog ”Nonne tur-retur,” hvor hun beskriver sine oplevelser med Moder Theresa Brenninkmeijer. Hägglund havde valgt at anonymisere navne og steder, men det kom hurtigt frem, at bogen handlede om Maria Hjerte Abbedi ved Sostrup.

    For første og eneste gang i årene efter bogens udgivelse lagde Brenninkmeijer ikke telefonen på, da hun blev ringet op af pressen. Over for Kristeligt Dagblad afviste hun kortfattet alle beskyldninger:

    ”Hvad skal jeg sige til en science-fiction? Vi er opdraget til at elske vores næste, og det er det.”



    Herefter fulgte en intens mediebevågenhed. Situationen faldt sammen med, at Den katolske kirke i Danmark var under stort pres for ikke at have reageret på en række sager om seksuelt misbrug af børn. Biskop Kozon gentog, denne gang for offentligheden:

    ”Jeg har læst rapporterne, som påpeger nogle af de ting, Helene Hägglund og andre kommer ind på. Hvorvidt det bliver ført ud i livet, har jeg ingen mulighed for at udtale mig om. Abbeden (generalabbeden for nonnernes orden - red.) er i besiddelse af alle oplysninger, og det er op til ham, hvad der sker.”

    Et år senere ombestemte biskoppen sig. Han bad i 2010 alligevel igen Vatikanet om at komme på ekstraordinært kontrolbesøg i Sostrup.

    Samtidig blev Moder Theresa Brenninkmeijer politianmeldt for uagtsomt manddrab på den ældre nonne i 1993, og Dansk Folkeparti bad daværende justitsminister Lars Barfoed (K) om at undersøge muligheden for at retsforfølge biskop Kozon for ikke at have underrettet politiet om, hvad der var hændt i Sostrup. Politiet rejste ikke sigtelse, men vurderede, at nonnen døde af en hjerneblødning, altså naturlige årsager. Statsadvokaten og Justitsministeriet afviste, at biskoppen burde retsforfølges.

    Men biskop Kozon insisterede nu på, at Vatikanet skulle fortsætte sin egen undersøgelse. En grundigere undersøgelse.

    Et år senere blev der truffet afgørelse i sagen.


    spider-web

    Hvad Vatikanet fandt ud af i sin undersøgelse, vides ikke. Rapporten blev hemmeligholdt. Men konsekvensen var klar: I sommeren 2011 blev Brenninkmeijer suspenderet som leder af Sostrup.

    I et interview med Kristeligt Dagblad i juni 2011 kom generalabbedens medarbejder i Rom, pater og prokurator for cistercienserne Meinrad Tomann, med en begrundelse: Abbedissen skulle suspenderes på grund af teologiske uenigheder:

    ”Hovedårsagen er, at man i løbet af den interne undersøgelse har oplevet, at undervisningen på stedet har været for præget af den nye evangeliseringsbevægelse ’Den neokatekumenale vej’. Pavestolen mener, at den afviger for meget fra den traditionelle linje, så det vil de ændre på. Søstrene bør have mere indre frihed til at vælge og ikke være udsat for en så snæver spiritualitet, som det nu er tilfældet,” sagde han dengang.

    Han understregede i samme ombæring, at Brenninkmeijer ikke var smidt ud af ordenen, men at der straks ville ”blive fundet en anden abbedisse til klostret i Sostrup”.

    Her burde historien slutte. Det gør den ikke.



    Slot udefra

    For trods tab af titel og stilling fortsatte Brenninkmeijer i praksis som leder af Sostrup.

    Over for naboer og efter sigende også søstre på stedet blev det antydet af Brenninkmeijer, at rapporten om Sostrup var blevet underkendt. Sandheden var, at Brenninkmeijer havde anket afgørelsen, og at sagen derfor var nået fra Kongregationen for Det gudviede Liv i Rom, der tager sig af sager om klostre, til de næste instanser i det krinkelkrogede interne retssystem i den katolske kirke.

    Hver gang blev suspensionen stadfæstet. Endelig nåede sagen til Segnatura Apostolica i Rom, en instans, der måske bedst lader sig sammenligne med Højesteret. Og igen, i oktober 2012, blev beslutningen stadfæstet: Brenninkmeijer var og er frataget sin ledelsesstilling og abbedissetitel.

    Men fra hendes suspension i sommeren 2011 og helt frem til juni i år udgav Theresa Brenninkmeijer sig for at være abbedisse. Hun blev i perioden set af flere øjenvidner gå rundt med abbedisse-ring og -kors, og når hun i ugevis ad gangen ikke var på området, blev det blandt andet begrundet med, at hun tog sig af sine klostre i Tyskland og Peru. Som hun heller ikke længere var abbedisse for.

    I december sidste år blev hun præsenteret på en konference i Sydamerika som abbedisse og optrådte som sådan – til trods for, at hun to måneder tidligere endeligt var blevet frataget titlen. Hun fortsatte også med at underskrive sig abbedisse på officielle papirer.

    Danske biskop Czeslaw Kozon anklager i dag Theresa Brenninkmeijer for at have tilsidesat de katolske myndigheders anvisninger siden sin suspension. Men ifølge biskoppen har ingen af de overordnede myndigheder haft mulighed for at gribe ind. Heller ikke den øverste leder af Cistercienserordenen, generalabbed Mauro Giuseppe Lepori. Efter suspensionen af Theresa Brenninkmeijer i 2011 blev han udnævnt til midlertidig leder af klostret. Men det embede udførte han på mange hundrede kilometers afstand fra Sostrup. Han besøgte kun Danmark en enkelt gang over de næste to år, og generalabbeden var efter eget udsagn ikke klar over, at Brenninkmeijer fortsat underskrev sig som leder af Sostrup. I en mail til Kristeligt Dagblad skriver han, at han under alle omstændigheder ikke kunne gribe ind, så længe ankesagen stod på.

    ”Jeg har foretrukket at afvente Segnatura Apostolicas svar på ankerne. Jeg kunne ikke gøre min autoritet gældende,” skriver han.

    På spørgsmålet om, hvorfor han ikke greb ind, efter at suspensionen af Brenninkmeijer i oktober 2012 var blevet stadfæstet fra øverste sted, skriver han:

    ”Kirken er ikke en hær eller en politienhed, og al autoriet er pastoral. (...) Hvad der skete på Sostrup, var ikke så ’frygteligt’, som I forsøger at få det til at være.”

    Det svar bliver flere personer med tilknytning til Sostrup Kloster kede af at høre. Tidligere nonne Helene Hägglund siger:

    "Moder Theresa manipulerer søstrene til at følge hendes vilje fuldstændigt, og nu har hun fået to år til at planlægge sit næste træk. Problemet er ikke væk, det har fået lov at flytte."


    vindue

    At abbedissen ikke længere var abbedisse, havde pedellen Karsten Sørensen og hans hustru ingen anelse om. Selv om de nu i bakspejlet kan se, at andre har forsøgt at gøre dem opmærksomme på det.

    ”’Der er ingenting af det, der passer. Det er verden, der er ude på at skade Sostrup, sagde abbedissen til mig. Den åd jeg,” siger Karsten Sørensen.

    ”Der havde været så meget sladder. Det er først nu, det er gået op for os, at...” begynder han.

    ”Vi har ikke forstået, at hun blev afsat. Det fandt vi først ud af for tre uger siden.”

    Familien Sørensen og andre naboer bemærkede dog, at der skete uvante aktiviteter på stedet henover vinteren 2012 og foråret 2013. Papirer blev brændt af i haven, og i januar ankom en container fra opbevaringsfirmaet Box-it. Nonnerne og Brenninkmeijer holdt sig mere end nogensinde for sig selv.

    At klostret stod over for lukning, kom først offentligheden for øre den 4. juli 2013 via en kortfattet pressemeddelelse på den katolske kirkes hjemmeside:

    ”Det meddeles herved, at cistercienserindeklostret Maria Hjerte Abbedi, Gjerrild ved Grenå, står foran at skulle lukkes og søstrene forlade landet. De enkelte søstre vil i forbindelse hermed blive løst fra deres tilhørsforhold til Maria Hjerte Abbedi og dermed også til cistercienserordenen som sådan.”

    Som cisterciensernonne kan man kirkeretsligt set kun forlade klostret, hvis man er blevet løst fra de livslange løfter, man gav, da man indtrådte i ordenen. At det sker, hører til sjældenhederne.

    Men samtlige 25 nonner, som Theresa Brenninkmeijer på det tidspunkt var abbedisse for, henvendte sig individuelt til Rom med et ønske om at forlade ordenen og gjorde udtryk for, at de ville følge med Brenninkmeijer, hvor end hun ville rejse hen. Nonnerne blev alle løst fra deres evige løfter til ordenen. Generalabbed Mauro Giuseppe Lepori gav nonnerne tilladelse til at forlade Sostrup i februar 2013. De er nu helt almindelige borgere uden formelle bånd til kirken.

    Generalvikar i Den katolske kirke i Danmark Lars Messerschmidt kaldte for nylig i et interview til Kristeligt Dagblad situationen for ”exceptionel.” Biskop Kozon bruger ordet ”forundring.”


    omkring

    En uge inden meddelelsen om, at klostret skulle lukke, modtog alle beboerne på området en opsigelse af deres lejemål med tre måneders varsel. Brevene er underskrevet af ”Moder Theresa Brenninkmeijer, Abbedisse” samt af priorinde Johanne Hahn og subpriorinde Anna Hömme. Tilsammen udgør de ledelsen af Sankt Bernhard Stiftelsen, der på papiret ejer klostret.

    Opsigelse officiel udsnit
    Opsigelse af familien Sørensens lejekontrakt. Underskrevet af ”Moder Theresa Brenninkmeijer, Abbedisse”. Dateret 25. juni 2013.

    Mens nogle naboer til Sostrup Kloster juridisk set har ret til at blive i deres hjem, er Sørensen-familien dårligere stillet. De bliver nødt til at flytte, fordi deres lejemål er betinget af, at de arbejder for søstrene, der nu er væk.

    Familien har af egen lomme investeret 375.000 i den bolig, de har lejet af klostret med lovning på at kunne blive boende. Karsten Sørensen er blevet fyret med tre måneders varsel, selvom han kontraktmæssigt har ret til seks måneder. Indtil videre er han kun blevet betalt for en enkelt måned.

    Signatur Brenninkmeijer

    Den korte opsigelsesfrist er i strid med lejeloven og ugyldig, hvilket bispedømmet i København gjorde beboerne opmærksom på.

    Endvidere var og er det uklart, om måden, hvorpå stiftelsen afviklede klostret, er lovlig. Derfor var det ifølge den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon ”en overvejelse at trække de tre ledende søstres afrejse, til dette var afklaret”.

    Men det blev, bemærker biskop Kozon, ”overhalet af søstrenes de facto afrejse”.

    Onsdag den 17. juli ankom en spansk indregistreret flyttebil til Sostrup. Klosteret og den tilhørende kirke blev låst af. Den dag forlod nonnerne endegyldigt klosteret.



    Kun en enkelt beboer er nu tilbage; katten Chip, som nonnerne efterlod. Den løber hen ad 400 år gamle brosten og gnider hovedet mod benene på forbipasserende, tiggende, spinnende.

    Hvor søstrene og Brenninkmeijer befinder sig nu, ved hverken biskoppen i Danmark eller generalabbeden i Rom. Nu, de er udtrådt af deres orden, har de ret til at gøre, hvad de vil, bemærker generalabbeden.

    Det har heller ikke på anden vis været muligt at finde Moder Theresa Brenninkmeijer.

    Sostrups datterklostrer i Peru har Kristeligt Dagblad ikke kunnet få kontakt til, og en pedel ved klostret i Tyskland fortæller, at han ikke ved, hvor søstrene befinder sig:

    ”Måske i Europa. Jeg er ikke informeret,” siger han.

    Alt tyder dog på, at de tidligere nonner ikke har opgivet tanken om klosterliv. Theresa Brenninkmeijer har fortalt bispedømmet i København, at hun og hendes flok af tidligere nonner vil danne en ny orden. Denne skal sandsynligvis være til tjeneste for evangeliseringsbevægelsen ’Den neokatekumenale vej’ – i bevægelsens første kloster nogensinde.

    Det kræver en lokal biskops velsignelse at danne en ny orden, og efter sigende skulle flere sydamerikanske biskopper være interesserede.

    Hvad der skal ske med grunden, er også uvist. Sostrup Slot har en offentlig ejendomsværdi på 23,5 millioner kroner, men ejerne, Sankt Bernhard Stiftelsen, er jo væk. Sostrup Slot og nonnekloster befinder sig i et juridisk tomrum, som er blevet det danske bispedømmes hovedpine, fordi generalabbeden i Rom har bedt bispedømmet om at tage sig af situationen nu. Såvel den katolske kirke som kommunens borgmester håber, at andre nonner – eller munke – kan være interesserede i at overtage. Om det kan lade sig gøre er stadig uafklaret.

    Hvem der end ender med at overtage Sostrup, bør ankomme sammen med en låsemed. Eller med en fiskestang, som pedel Karsten Sørensen bemærker.

    For nøglerne må de fiske op af voldgraven.


    skov-kors


  3. Sådan gjorde vi: Kristeligt Dagblad har talt eller skrevet med 15 personer med nuværende eller tidligere tilknytning til Sostrup Kloster. Avisen har fået indsigt i brevvekslinger mellem det danske bispedømme og mennesker med tilknytning til Sostrup, og dele af artiklen er baseret på bogen ”Nonne tur-retur” af Helene Hägglund. Endvidere avisartikler og radio- og tv-udsendelser bragt i Kristeligt Dagblad, JydskeVestkysten, Lokalavisen Norddjurs, Berlingske Tidende, Tv2 Østjylland og DR P1 i perioden 2009-2013.

    Kristeligt Dagblad har forgæves forsøgt at finde Theresa Brenninkmeijer.




    Kristeligt Dagblad er avisen, der skriver om tro, etik og eksistens. Prøv den gratis i fire uger leveret til postkassen, på computeren, din iPad og mobiltelefon.

    Bestil abonnement på Kristeligt Dagblad

Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. mindet.dk​
  10. kirku.dk​
  11. shop.k.dk​
  12. forlag​