|
30. september 2005: Morgenavisen Jyllands-Posten bringer 12 tegninger af profeten Muhammed. Tegningerne skal sætte fokus på ytringsfriheden. Konkret henvises blandt andet til forfatter Kåre Bluitgen, som oplevede, at flere tegnere ikke turde illustrere hans bog om Muhammed. I forbindelse med offentliggørelsen skriver Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose: - De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Det er bestemt ikke altid lige sympatisk og pænt at se på, og det betyder ikke, at religiøse følelser for enhver pris skal gøres til grin, men det er underordnet i sammenhængen. 8. oktober 2005: Det Islamiske Trossamfund forlanger, at Jyllands-Posten giver en officiel undskyldning for tegningerne til samtlige muslimer i verdenen. 14. oktober 2005: Op mod 5000 muslimer og danskere demonstrerer mod tegningerne i København. Det sker kun to dage efter, at ambassadører fra 11 muslimske lande har bedt statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om et møde. Statsministeren afviser med følgende begrundelse: - Ytringsfriheden er meget vidtrækkende, og den danske regering har ingen mulighed for at påvirke pressen. 7. december 2005: FN går ind i sagen om Jyllands-Postens tegninger. Imamerne Raed Hlayhel, Ahmed Akkari, Abu Laban og Abu Bachar rejser til Mellemøsten for at samle opbakning til protesterne mod de danske Muhammed-tegninger. Det viser sig at de fire imamer på rejsen har medbragt materiale, der intet har med de 12 tegninger at gøre, blandt andet et billede fra en fransk konkurrence, hvor deltagere iklædt grisetryner skulle hyle som svin. 26. januar 2006: På trods af at statsministeren i sin nytårstale få uger tidligere har forsøgt at gyde olie på vandene, ruller lavinen nu for alvor. I Saudi-Arabien boykottes danske varer, blandt andet fra mejeriproducenten Arla Foods, og hurtigt følger flere andre arabiske lande trop i boykotten mod Danmark. Danskere i Mellemøsten opfordres til at rejse hjem eller skjule deres nationalitet. 28. januar 2006: Arla placerer flere reklamer i de mellemøstlige aviser som et forsøg på at stoppe boykotten af danske varer. 29. januar 2006: Dannebro brændes i protest mod tegningerne i mellemøstlige byer som Nablus og Hebron. 30. januar 2006: Jyllands-Posten udsender en officiel undskyldning i danske og arabiske medier. Jyllands-Posten undskylder ikke for at have bragt tegningerne, men for at have trådt på muslimers følelser. 31. Januar: De muslimske foreninger i Danmark er ikke tilfredse med gårsdagens undskyldning. En bombetrussel imod Jyllands-Posten resulterer i evakuering af kontoret i Århus og København. Statsminister Anders Fogh Rasmussen afholder en pressekonference, hvor han beder muslimer i Danmark om at handle, så situationen forbedres. Han forklarer ytringsfrihedens rolle i det danske samfund, og at regeringen ikke er ansvarlig for, hvad pressen skriver. 1. februar 2006: Jyllands-Postens kontorer i København modtager endnu en bombetrussel og evakueres på ny. 3. februar 2006: Anders Fogh Rasmussen mødes med flere muslimske ambassadører i København. Den egyptiske ambasadør kritiserer Anders Fogh Rasmussen for ikke at have handlet hurtigere. 5. februar 2006: Få dage efter at statsminister Anders Fogh Rasmussen har mødtes med flere af de muslimske landes ambassadører og efterfølgende talt til 200 millioner seere via den arabiske tv-kanal Al-Arabiya, brændes den danske ambassade i Libanon ned til grunden. De kommende dage må personalet på flere danske ambassader i Mellemøsten evakueres på grund af brand og voldelige demonstrationer. Denne periode er den voldsomste under Muhammedkrisen. Blandt andet dør flere i de store demonstrationer. Verden over er det billederne af brændende dannebrogsflag, der præger nyhedsudsendelserne. 5. februar 2006: Der afholdes en demonstration for fred, dialog og forståelse i København. Næsten 3000 muslimer og danskere deltager i demonstrationen. 6. februar 2006: Danske soldater som er udstationeret i Irak bliver beskudt, da de forsøger at give førstehjælp til irakiske børn, som er blevet påkørt af en lastbil. Den danske hær udtaler, at skudepisoden muligvis skal anses som en reaktion på Muhammedtegningerne. 26. oktober 2006: Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste og kulturredaktør Flemming Rose frikendes i en sag anlagt af Det Islamiske Trossamfund. Muhammedkrisen er så småt ved at dø ud. 23. maj 2007: Amnesty International blåstempler Anders Fogh Rasmussens håndtering af Muhammedkrisen. Generalsekretær Irene Khan skriver, at den danske regering gjorde det rigtige ved at forsvare ytringsfriheden. 8. august 2007: Den svenske avis Nerikes Allehanda vælger at offentliggøre en tegning af Muhammed med hundekrop. En ny Muhammedkrise begynder, om end i langt mindre målestok end sagen om Jyllands-Postens tegninger. 12. og 13. februar 2008: Tre mænd anholdes under mistanke for at planlægge at dræbe bladtegner Kurt Westergaard. Som illustration til historien vælger flere medier, heriblandt Kristeligt Dagblad at genoptrykke Westergaards tegning. 19. marts 2008: Bin Laden truer i en lydoptagelse EU med hård straf for Muhammed-tegningerne. 27. marts 2008: Geert Wilders lægger sin islamkritiske film, Fitna, ud på nettet. Den 15 minutter lange film begynder og slutter med Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Filmen ender med, at bomben eksploderer. Kurt Westergaard pointerer, at Geert Wilders har brugt tegningen uden hans samtykke. 11.april 2008: På grund af Muhammed-tegningerne skærper PET sin vurdering af risikoen for terror i Danmark. Kilder: Wikipedia, Berlingske Tidende, Kristeligt Dagblads arkiv |
| Sagen om politikens undskyldning |
|
Den saudiske advokat Faisal Yamani har på vegne af tilsyneladende 95.000 efterkommere af profeten Muhammed krævet, at i alt 16 danske dagblade skal undskylde for i 2008 at have genoptrykt Jyllands-Postens Muhammed-tegninger fra 2005. Den 26. februar offentliggjorde Politiken et forlig med Yamani og de i alt otte foreninger af profetens efterkommere. Nu truer advokat Faisal Yamani de øvrige 15 aviser med ' langvarige og kostbare juridiske procedurer', hvis ikke man makker ret. Det afviser de danske aviser, som har besluttet at lade Danske Dagblades Forening, DDF, koordinere avisernes videre ageren over for advokat Yamani, der i mandags sagde, at han ”meget snart” vil indvie offentligheden i, hvor han vil anlægge sag mod de danske aviser. |
| 7 |
Danske unge er blufærdige som... |
5 min. siden |
| 17 |
Fremtidens livsstil |
15 min. siden |
| 14 | Sv. Kirkeskat |
12 timer siden |
| 8 |
Sv. lukkes kirker ? |
13 timer siden |
| 24 |
Sv. Samtalen i hjemmet er... |
13 timer siden |