Mozart var i færd med at skrive et rekviem, da han døde. David Bowie nåede at færdiggøre sin egen dødsmesse.
Bowies 25. album ”Blackstar” udkom den 8. januar på hans 69 års fødselsdag, to dage før hans død. Og i sidste uge udsendte han ovenikøbet med uhyggelig aktualitet musikvideoen ”Lazarus” fra det nye album hvor han ligger som en døende mand, der svæver over sit dødsleje, mens han synger: ”Look up here, I’m in heaven.”
Det er ikke første gang, at han har fået folk til at se op.
Millioner af fans har set op til ham, siden han med stor sans for selviscenesættelse, sin karakteristiske og på en gang kraftfulde og skrøbelige stemme og ikke mindst sine stærke tekster blev et af det 20. århundredes største rockikoner, der ikke kun kom til at inspirere sangskrivere over hele verden, men også forfattere.
Herhjemme blev han en lyrisk ledestjerne for mange af især 1980’er-generationens poeter. Michael Strunge lod sig endda inspirere af Bowies ”Speed of life” helt ind til titlen af sin egen debutdigtsamling ”Livets hastighed”. Og David Bowies død vækker også minder for digteren Søren Ulrik Thomsen:
”Jeg har ligget og ringet rundt til gamle ungdomsvenner her til morgen, fordi David Bowies død vækker så mange minder,” siger Søren Ulrik Thomsen, der tydeligt husker første gang, han hørte David Bowie synge:
”Jeg stivnede simpelthen. For jeg følte mig genkendt på samme måde, som generationen før mig må have fået en særlig følelse af at høre The Beatles første gang. Dem var jeg jo selv vokset op med, men David Bowie ramte mig på en anden måde, da jeg hørte nummeret Starman. Jeg var 17 år gammel. Det må have været omkring årsskiftet fra 1972-1973, og jeg var hjemme og besøge en pige, der hed Jane fra min klasse på Sølvgade Skole.”
Klassekammeraten havde et kassettebånd med Ziggy Stardust, hvor nummeret var på. Og de var ikke alene om at være vilde med det.
”Jeg kan huske, at vi var med klassen på studietur til London i februar måned i 1973, hvor vi hele tiden gik ind i pladebutikker og spurgte, om vi ikke måtte høre det under påskud af at ville købe pladen, men vi ville bare gerne høre det nummer igen og igen.”
Siden fik David Bowie også betydning for Søren Ulrik Thomsen som digter:
”Da jeg selv var begyndt at skrive, hørte jeg nummeret ’Sound and vision’, der på mange måder indkapslede min ide om at skrive digte, der jo netop er en gave af klang og visioner, der blander sig sammen i sætninger. Og det, synes jeg, han fangede så præcist, når han sang: ’Blue, blue, electric blue That’s the colour of my room. Where I will live’ og 'I will sit right down, waiting for the gift of sound and vision'.
"Sådan ville jeg også sidde i mit eget blå rum og vente på klangen og visionens gave i digtet,” siger han og tilføjer:
”Sådan var Bowie en stor inspiration for mig, men for mig var han en inspiration ud af mange, mens han for Strunge nok var den store overskyggende inspiration. Strunge vidste også en masse detaljer om Bowie, mens jeg ikke var medlem af nogen form for fanklub. "
"Jeg lyttede bare til hans musik, men den kom til gengæld til at forme mig. For når man bliver ramt af musik om 17-årig, er man jo i gang med at blive til som menneske, og sådan ramte Bowie mig i en alder, hvor man er ved at blive den, man bliver. Man der er ikke noget at sige til, at Bowie siden også har tiltalt andre generationer. For al god kunst lyder måske som sin egen tid, men taler ind i alle tider.”
Selv blev David Bowie i det blå rum til det sidste, men i sangen 'Lazarus' synger manden, der blev kendt som en gådefuld spøgefugl, med et vist håb om opstandelse:
”Oh I’ll be free. Just like that blubird.”
Video: David Bowies "Lazarus"