Klassisk musik: ”En af de mest medrivende plader, jeg nogensinde har hørt”

En ny indspilning med Schuberts store c-dur-symfoni har fået en hædersplads i anmelderens samling. Også en cd med værker af den tjekkiske Josef Suk bliver anmeldt

Schubert ved klaveret.
Schubert ved klaveret.

Længslen efter himlen

6 / 6

Den danske musikkritiker Hugo Seligmann (1877-1947) skal på sit dødsleje som sine sidste ord have erklæret: ”Schubert er alligevel den største.” På musikkens Olymp er de største, vil jeg tro, lige store. Det er ikke meningsfuldt at opstille ranglister med gudbenådede komponister som Bach, Mozart og Beethoven. Men sandt er det, at Schuberts musik rammer noget ganske særligt i mange sjæle, et ømt punkt, er jeg fristet til at sige. Det kan måske bedst defineres som en både sødme- og smertefuld længsel efter himlen som et hinsides, hvor vi engang vil blive forenet med vore kære.

Måske kommer det intetsteds stærkere til udtryk end i hans store C-dur-symfoni, hvis tilblivelse er hyllet i en vis mystik. Det er den, der efter den hævdvundne rækkefølge betegnes som nummer 9. Den, hvorom Robert Schumann skal have sagt, at den har en ”himmelsk længde”. Den tyske romantiker havde ret: Timelang er symfonien og dertil himmelsk i den særlige Schubertske forstand. Musikken går lige i hjertekulen.

Der er gennem tiden blevet udgivet mange prisværdige indspilninger af værket, jeg nævner i flæng gamle maestroer som Wilhelm Furtwängler, Bruno Walter, Josef Krips og Günter Wand. Men en ny cd, hvor Claudio Abbado dirigerer Orchestra Mozart, som han med basis i Bologna grundlagde i 2004, er sandsynligvis den bedste nogensinde. Rygradsrislende gode anelser melder sig allerede under førstesatsens indledende horntema, og de bekræftes takt for takt. Hvilken rumlig lyd, hvilket strømmende orkesterspil - og hvilken naturlig balance. Det bliver aldrig ligegyldigt eller rutinepræget, men heller aldrig for kælent eller selvsmagende. Især i andensatsen bliver lytteren draget ind i grænseområdet mellem fryd og smerte, mellem liv og død, med den ene tårefremkaldende passage efter den anden.

Denne optagelse stammer fra en række live-koncerter i september 2011, og den kommer til at indtage en hædersplads i min samling som en af de mest medrivende plader, jeg længe - nej, nogensinde! - har hørt.

Den nye chefdirigent

4 / 6

Spændingen i Berlin er udløst: Det blev ikke en af de helt store favoritter, eksempelvis en Christian Thielemann, der blev udpeget som ny chefdirigent for byens berømte filharmonikere, men derimod Kirill Petrenko, som orkestrets 124 medlemmer med klart flertal netop har kåret som deres nye høvding. Petrenko, der er født i Omsk i 1972, men sammen med sin familie udvandrede til Østrig i 1990, skal ganske vist først tiltræde til august 2018, men hans udnævnelse er alligevel en markant begivenhed, fordi han bliver den næste i en kongerække, der har været så ikonisk med Arthur Nikisch, Wilhelm Furtwängler, Herbert von Karajan, Claudio Abbado og Sir Simon Rattle som de store navne. Sidstnævnte skal angiveligt tilbage til England for at stå i spidsen for London Symphony Orchestra.

Petrenko har mest gjort sig gældende i koncertsale og operahuse i Østrig og Tyskland og er aktuelt chef for operaorkestret i München. At den lille, årvågne mand er en ganske usædvanlig begavelse på et podie, fik vi herhjemme lejlighed til at konstatere, da han i foråret 2013 i anledning af 200-året for Richard Wagners fødsel dirigerede Val-kyrien ude på Operaen - til både publikums og anmeldernes udelte begejstring.

Udnævnelsen er et kæmpespring fremad for Petrenko, og med tiden skal der nok udkomme et væld af hans fortolkninger af de store mestre. I denne omgang lader vi os nøje med at gøre opmærksom på en cd, hvor han dirigerer Orchester der Komischen Oper Berlin i to værker af Josef Suk. Denne tjekkiske komponist, der levede fra 1874 til 1935, var elev - og svigersøn - af Antonín Dvorák, som han selvsagt nærede en stor beundring for. Hans musik har bestemt ikke den samme sødmefulde melodik som svigerfaderens, men den rummer dog sine egne kvaliteter, i hvert fald som Petrenko her fortolker den i en indspilning fra 2006.