Pavarottis stjernestund
Den 15. december 1981 var en ganske særlig dag i Metropolitans historie. Det store operahus i New York opførte den aften Verdis opera ”Rigoletto” med den dengang 46-årige Luciano Pavarotti i rollen som hertugen af Mantova, sammen med Don Juan måske den mest udprægede skørtejæger i operalitteraturen.
James Levine i absolut topform dirigerede en traditionel forestilling, som publikum i The Met helst ser og hører det: spektakulær, generøs og uden alt for innovative sidespring fra iscenesætteren John Dexters side. En operalagkage, som vor mor lavede den, og mange fans vil givetvis blive henrykt over at erfare, at Decca for nylig har fundet filmatiseringen i The Mets arkiver og nu udgiver den på dvd.
Rollen som hertugen var som skabt for Pavarottis stemme. Det står lysende klart allerede efter hans første smældende arie, ”Questa o quella”.
Samtidig afslører optagelserne, at han var langt mere bevægelig på scenen, end hvad der skulle blive tilfældet flere år og - ak, mange kilo - senere.
Noget tilsvarende kan siges om James Levine, der lige fra de første akkorder i ouverturen sørger for at trække en kolossal energi og velklang ud af sit orkester.
I titelrollen optrådte den canadiske baryton Louis Quilico, der i den grad havde specialiseret sig i dette parti, at han i Nordamerika fik kælenavnet Mr. Rigoletto. Som datteren Gilda kan man opleve den franske sopran Christiane Eda Pierre, som egentlig stammer fra Martinique. Hun er meget udtryksfuld både vokalt og scenisk, men høfligt sagt et godt stykke ud over sin pureste ungdom.
En anden glimrende sopran, Isola Jones, varetager rollen som Maddelena, søster til snigmorderen Sparafucile. Hun har lokket den kvindekære hertug ud til broderens hytte, hvor det er meningen, at han skal dolkes - på foranledning af den hævntørstige Rigoletto, der imidlertid har gjort regning uden sin empatiske datter.
Gilda ofrer sig, bliver dolket og havner i den sæk, Rigoletto selv vil have lov at kaste i floden, ak og ve.
Kvartetten i begyndelsen af tredje akt, ”Bella figlia dell'amore”, hvor Verdi på genial viser laver et fletværk af fire stemmer - hertugens, Rigolettos, Gildas og Maddalenas - bliver mesterligt udført og er et af mange højdepunkter i en optagelse, der er et historisk dokument og et must for enhver Pavarotti-fan.
En russisk løvinde ved klaveret
Den herboende russiske pianist Nina Kavtaradze har en glorværdig karriere bag sig. Hun begyndte sin musikalske uddannelse som seksårig i den berømte Centrale Musikskole ved Konservatoriet i fødebyen Moskva, en skole, der tilbage i 1932 var blevet oprettet specielt for talentfulde børn.
Allerede som otteårig spillede Nina Kavtaradze koncert i Unionshusets Søjlesal i Moskva.
Efter 11 år i Den Centrale Musikskole blev hun elev på selve Moskvas Konservatorium hos den store pianist og lærer, professor Lev Oborin, som man måske vil kende som den fremragende pianist i Oistrakh-trioen, ledet af den legendariske violinist David Oistrakh og med Svjatoslav Knusjevitskij som cellist. Oborin skal om Nina Kavtaradze have udtalt: ”Hun er en musiker i besiddelse af talent på højeste niveau, af stor kunstnerisk dybde og af en strålende individualitet”.
Nina Kavtaradze har optrådt med dirigenter som Leif Segerstam, Jorma Panula, Kurt Sanderling, Mariss Jansons, Kiril Kondrasjin, Lamberto Gardelli, Michael Schönwandt og Osmo Vänskä.
Men på en ny udgivelse fra Danacord er hun alene i et klassisk russisk repertoire, hvor fire store komponister er repræsenterede: Tjajkovskij, Rakhmaninov, Prokofjev og Sjostakovitj.
Det er med rette sagt om Kavtaradze, at hun er en af de få pianister - i hvert fald herhjemme - der spiller i den gamle, klassiske Moskva-stil, og der er virkelig meget udsøgt klaverspil på denne skive.
Blot kunne man have ønsket sig et mindre fragmentarisk udvalg, længere sammenhængende stykker, end der er plukket ud. Det burde have været muligt, når Danacord er generøs nok til at give os mere end 78 minutter i selskab med den russiske løvinde.