Erling Tiedemann er død

ERLING TIEDEMANN, FORMAND FOR ETISK RÅD, TIDLIGERE AMTSBORGMESTER, VEJLE AMT, MANDAG JULI 3, 2000. (Foto: ...

Erling Tiedemann, tidligere formand for Det Etiske Råd, er død Foto: Jakob Boserup

Tidligere amtsborgmester og formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann er død, 83 år.

Erling Tiedemann er afgået ved døden i sit hjem, 83 år. Han døde med computeren tændt, som altid i gang med en debat om etik og politik på et socialt medie eller med at skrive et indlæg, der nemt kunne være til Kristeligt Dagblad, hvor han i en lang årrække har været fast klummeskriver.

Som en i ordets ægte forstand visionær politiker blev han landskendt i de to årtier (1974-1993), da han var amtsborgmester for Venstre i Vejle Amt, og som en skarp og solidt funderet debattør blev han især kendt i forbindelse med sit medlemskab af Det Etiske Råd, hvis formand han var i 2000-2002. Han nød stor respekt på tværs af det politiske spektrum for sin personlige integritet, menneskeklogskab og højt udviklede formidlingsevner.

Især var han anerkendt som en dygtig politisk kompromismager, der anså imødekommelsen af sine modparter som en menneskelig forpligtelse. I den forstand var han atypisk og tilhørte en ikke særlig udbredt politikertype. Han kunne favne modsætninger og en bredde af mennesker på en måde, der gjorde, at han flere gange blev omtalt som ”den bedste minister, Danmark aldrig fik”.  

Han var født ind i en katolsk slægt, og hele sit liv var han på alle niveauer engageret i Den Katolske Kirkes liv i Danmark. Han sad i perioder i snart sagt alle forsamlinger i Kirken, hvor ikke-gejstlige kunne sidde. Da misbrugsskandalerne skabte storm om hans kirke – en periode, Den Katolske Kirke i Danmark i øvrigt kom ud af uden at være belastet – var han ledende i etableringen af de kontrolinstanser, der skulle sikre mod fremtidige sager og garantere, at myndighederne straks blev inddraget, hvis de opstod.

Men hans helt uformelle rolle som rådgiver for biskop og andre kirkeligt ansvarlige er muligvis den, hvori han satte de dybeste aftryk på sin kirke. Mange i det katolske samfund herhjemme vil med varme mene, at deres kirke nu har mistet sin ”Godfather”.

Han engagerede sig tidligt og vedvarende i økumenisk arbejde, der efter Det Andet Vatikanerkoncil i 1960’erne blev en vigtig opgave for katolikker. Det kom blandt andet til udtryk i hans medlemskab af Danske Kirkers Råd (fra 2006) og i Det Økumeniske Fællesråd (1997-1999). Jo mere debatten om islam strammede til, jo mere energi lagde han ligeledes i sammenhænge, hvor kristne og muslimer kunne mødes i dialog og enighed om det, der er fælles for deres tro.

Formanden for Muslimernes Fællesråd omtalte ham som Sheik Tiedemann. Sidste år fik han Dialogprisen. Et særligt anliggende for ham var forsvaret af retten til at have religion i det offentlige rum. Og det gjaldt ikke kun muslimer, men i høj grad hans egen kirkes rettigheder. ”Jeg oplever det sådan, at de, der har den tro, at der ingen Gud findes, mener, at deres tro skal have forrang frem for dem, som har en traditionel tro på Gud,” som han formulerede det med karakteristisk skarphed – og næppe uden adresse til sin daværende formand Anders Fogh Rasmussen, der ønskede at udvise synlig tro af den offentlige sfære. Tiedemann var livslangt medlem af Venstre og udnævnt til æresmedlem af partiet.
 
I sine år som amtsborgmester stod han i spidsen for en modernisering og udbygning af hospitalsvæsenet i sit amt, der – i dag som hhv. Region Syddanmark og Region Midtjylland – stadig på flere felter har en sundhedsmæssig førerposition, der kan føres tilbage til hans politiske initiativer. Som markant formand for Det Etiske Råd stod han ved, at kristendommen bestemte hans etiske holdninger, hvilket ikke mindst i de overvejelser om abort, fosterdiagnostik, genteknologi og biomedicin, der prægede hans formandsperiode, kunne skærpe debatten om rådets udtalelser. Men heller ikke her tromlede han.

Faktisk blev hans lydhørhed fremhævet i begrundelsen, da Kristeligt Dagblad i 2002 tildelte ham Kristeligt Dagblads pris. ”I det alt sammen har du ikke lagt skjul på dit eget udgangspunkt, din base i et kristent livs- og menneskesyn. Men det har aldrig forhindret, at du gav dig tid til at lytte til mennesker med et andet udgangspunkt. På den måde har du været med til i en ganske sjælden grad at skabe respekt om rådets arbejde,” lød det i motiveringen.
 
Han var frem til sin død en meget benyttet oplægsholder og gæst i medierne om et rigt udvalg af emner med vægt på etik og kristendom i almindelighed samt katolicisme i særdeleshed. Han kunne ofte få en diskussion løst op med sin humor, som han sjældent prøvede at undertrykke, næsten uanset sagens alvor. Han vendte gerne en problemstilling på hovedet i et snuptag med en uortodoks drejning af et bibelcitat. Som aktiv bruger af alt det seneste inden for it var han bogstavelig talt til sin død aktiv på Twitter og andre medier, ligesom han, længe før begrebet blev allemandseje, lavede podcasts om katolske nyheder. 

Ganske typisk udkom festskriftet til hans 80-årsdag som e-bog. Danske katolikkers samlende blad, Katolsk Orientering, havde ham som redaktør i 2003-2004. Hans tillidsposter talte blandt andet så forskellige opgaver som en bestyrelsesplads i Det Danske Bibelselskab (1999-2014) og medlemskab af Dommerudnævnelsesrådet (1999-2003).
 
Erling Tiedemann efterlader sig tre børn og otte børnebørn samt sin hustru igennem 58 år, Vivian. Han blev i 1993 udnævnt til Ridder af 1. grad af Dannebrogsordenen og i 2012 til kommandør med stjerne af Sankt Gregor den stores orden.

Læs Erling Tiedemanns seneste klummer i Kristeligt Dagblad her