“At være nordmand i Sverige er en prøvelse, fordi dele af den svenske intelligentsia tænker meget sort-hvidt. Det hjælper ikke at fortælle dem, at verden er i farver.”
Sådan sagde forfatteren Karl Ove Knausgård til den norske avis Klassekampen sidste år som svar på den svenske historiker Henrik Arnstads anklage om, at det norske folk er præget af ekstrem nationalisme og derfor er særligt modtagelige over for fascistiske ideér.
Mens hverken Danmark eller Sverige går specielt meget op i fejringen af nationen, grundloven og flaget, er der ingen tvivl om, at nordmænd er åbenlyst stolte af deres land. De engagerer sig i fejringen af grundloven den 17. maj med folkedragt, optog og 24-timers dækning af 200-års jubilæet på nationalt tv i år. Og mens det for udenforstående kan virke som overdreven selvoptagethed af egen kultur, mener mange nordmænd, at forklaringen skal findes et andet sted.
På torvet i den norske oliehovedstad Stavanger fortæller den 55-årige førtidspensionist Torild Pedersen, at festen mere handler om familiesamvær og fællesskab end om patriotisme.
“For de ældre generationer handler fejringen meget om historien og vigtigheden af, at man eksempelvis fejrede nationaldagen under den tyske besættelse. De yngre tænker mere på familietraditionen, og at dagen i moderne kontekst markerer fred, sammenhold og åbenhed,” siger hun.
En opfattelse, Odd Arvid Storsveen, der er historiker ved Universitetet i Oslo, er enig i.
“Det norske samfund er ellers ret kedeligt, og vi ser danskerne som spændende, moderne og mere afslappede. I dag er 17. maj først og fremmest en sjælden fridag og festdag, hvor både børn, forældre og bedsteforældre kan være med. Selvom folk er klædt i den norske folkedragt, bunaden, er stemningen løssluppen og uhøjtidelig som til et karneval,” siger han.
Ifølge kultur- og debatredaktør på Bergens Tidende, Hilde Sandvik, ligger en del af forklaringen på danskere og svenskeres skepsis over for nationalfejringen i historien.
“I modsætning til Sverige og Danmark, som har været stærke selvstændige lande i 700 år, er Norge stadigvæk en meget ung nation. Det første universitet kom i Oslo i 1811, og derfor er det ikke så længe siden, at man byggede nationen op og skabte den nationale kultur,” siger Hilde Sandvik, som er i gang med at skrive en bog om forskellen i debatkulturen i de skandinaviske lande.
Hun peger desuden på, at dagen for mange nordmænd handler mere om leg og børneoptog end om politik og nationalisme.
I både Danmark og Sverige har politiske partier - i modsætning til i Norge - inddraget nationale symboler som våben i den politiske kamp, hvilket ifølge Hilde Sandvik kan være medvirkende årsag til skepsissen over for den norske fejring.
"Flaget er ikke blevet knyttet til politik på samme måde, og det fremstår ikke som et truende symbol, men det viftes under skimesterskaber, folk stryger det fint inden 17.maj og børnene går med flaget i optogene,” siger hun