Når vores hævnlyst bliver sat på en alvorlig prøve

SKIEN 20160317. Terrordømte Anders Behring Breivik saksøker staten. Anders Behring Breivik ankommer ...

Jo mere afskyvækkende den kriminelle handling er, desto mere afstand tager vi til gerningsmændene. Det giver os samtidig en naturlig tilbøjelighed til at ville straffe dem hårdere, siger Jesper Ryberg, professor i straffeetik ved Roskilde Universitet. Foto: Lise Åserud / Scanpix

Hvis vi tror, at offeret og de pårørende skal sidde tilbage med en fornemmelse af, at man er følelsesmæssigt kvit, så kan man aldrig straffe folk nok.

I stedet for at angre sine handlinger fører Anders Behring Breivik i disse dage sag an mod den norske stat. Det udfordrer vores moral endnu engang

Der sker nogle gange forbrydelser, der er så voldsomme, at man nærmest tvivler på, at de er begået af mennesker. Og de forbrydelser sætter gang på gang vores retfærdighedsfølelse og hævnlyst på prøve.

Sådan er det lige nu, hvor Norge diskuterer, hvilke rettigheder massemorderen og terroristen Anders Behring Breivik skal have i fængslet.

Netop et menneske som Anders Behring Breivik får vi lyst til at straffe hårdere end andre, lyder det fra Jesper Ryberg. Han er professor i straffeetik ved Roskilde Universitet.

”Jo mere afskyvækkende den kriminelle handling er, desto mere afstand tager vi til gerningsmændene. Det giver os samtidig en naturlig tilbøjelighed til at ville straffe dem hårdere,” siger Jesper Ryberg. 

For mange står tragedien med Anders Behring Breviks mange drab som et af de værste eksempler i nyere tids historie.

Den 22. juli 2011 dræbte han sammenlagt 77 mennesker på øen Utøya og ved regeringskvarteret i Oslo. For små fire år siden blev han ved tingretten i Oslo idømt en forvaringsdom på 21 år med mulighed for forlængelse. Den strengeste straf i norsk lovgivning, der reelt set er det samme som livsvarigt fængsel.

Også sagen om østrigske Josef Fritz, der holdt sin datter indespærret i mere end 24 år og gjorde hende gravid med syv børn, rystede hele verden. Sammen med Breivik-sagen bliver den østrigske sag af mange betragtet som en kriminel handling, der rækker længere end vores forstand. Men i modsætning til Anders Behring Brevik blev Josef Fritzl dømt til at afsone sin livslange straf på en psykiatrisk anstalt.

I fire år har Anders Behring Breivik derfor siddet isoleret i fængslet i Skien nær Oslo. Det er netop langvarig isolation samt indgående kontrol af al kommunikation, der er grund til, at Anders Behring Breivik i disse dage kører sag an mod den norske stat. I stedet for at angre sine handlinger under afsoningen, betragter han tiden i fængslet som et brud på menneskerettighedskonventionerne.

Den mand, som vi har dømt som gerningsmand til en ufattelig udåd, sætter på den måde vores almindelige moral på prøve. For han er som bekendt ikke erklæret mentalt utilregnelig, men tværtimod almindeligt fungerende som andre mennesker. Og netop dette er provokerende, fordi vi ikke længere kan bortforklare gerningerne med psykisk sygdom.

Det vurderer etikprofessor Jesper Ryberg.

Som eksempel nævner han, at almindelige mennesker under Anden Verdenskrig bidrog til at smide jøder i gasovne. Deres kriminelle gerninger forarger og bevæger os i særlig grad, fordi handlingerne bliver begået af mennesker, der minder om os selv.

”Når den patologiske forklaring ikke duer, rejser spørgsmålet sig: Er jeg så også sådan en, der, hvis jeg var under nogle helt andre omstændigheder, kunne finde på at handle lige så grufuldt? Det rykker i den grad ved vores menneskesyn og selvbillede,” siger Jesper Ryberg.

Ifølge ham er der heller ikke noget enkelt svar på, hvordan man straffer et såkaldt monster. Det afhænger nemlig af straffens formål.

”Hvis vi tror, at offeret og de pårørende skal sidde tilbage med en fornemmelse af, at man er følelsesmæssigt kvit, så kan man aldrig straffe folk nok. Men der kan være forskellige grunde til at straffe kriminelle. Nogen gange straffer man for at afskære folk fra samfundet, og andre gange straffer man, for at de i højere grad skal kunne resocialiseres,” siger Jesper Ryberg.