Før sin himmelfart samlede Jesus sine disciple og sendte dem ud for at døbe folkeslagene og lære dem at holde hans bud - ganske som når en ny hersker sender sine folk ud for at bekendtgøre de bud, hans rige skal bygges på.
Jesu bud kender vi blandt andet fra bjergprædikenen, der står i begyndelsen af Matthæusevangeliet. Her redegør Jesus for den retfærdighed eller retsorden, der skal gælde i hans rige, og som adskiller sig fra enhver anden grundlov derved, at dens omdrejningspunkt er omsorgen for de svage og dem, ingen ellers har regnet med, men som nu skal trøstes, mættes og kaldes Guds børn.
I det øjeblik centrum flyttes fra de stærkeste til de svageste i et samfund, ændres dette samfund i bund og grund. Alligevel understreger Jesus, at hans bud er ikke nye, men ligger i forlængelse af den lov, Gud har givet, og som mennesker allerede kender - blot skal loven nu opfyldes sådan, som Gud altid havde tænkt: Uden tvang, men i glad frivillighed. De første kristne betonede denne sammenhæng mellem Gud og Jesus i trosbekendelsens ord: Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, Himlens og jordens skaber, og på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre...
At bekende sig til Jesus indebærer, at man vil vide, hvad han vil os, og selv om bjergprædikenens bud synes uopfyldelige, må vi læse dem, som man læser brevet fra den elskede, som Søren Kierke- gaard siger. Og hvordan læser man det? Man går i hvert fald ud fra, at den elskede har ment det alvorligt, og derfor forsøger man af al magt at opfylde det, der udtrykkes i brevet, fordi det er vigtigt for den fælles fremtid. Og håber på kærlig overbærenhed, hvis man ikke slår til.
Lisbeth Smedegaard Andersen